Læsetid: 4 min.

Ølhundens tænder bider til

Allermest i hjertet. For Svalegangens forestilling om Osvald Helmuth giver et råt og flot portræt af et rigtigt menneske med dræbende livsappetit
27. januar 2010

Hvem var Osvald Helmuth egentlig? Vi får det aldrig helt at vide, slet ikke her mere end 40 år efter hans død i 1966. Men hans karisma har fået adskillige til at dyrke hans vilde vitalitet og hans maniske livsappetit. For han havde en stemme, der var virkelig. Som var autentisk og jordnær og følelses- ustyrlig og upåtaget. Oprigtig i skræmmende grad, og dog så hudløst søgende. Henne om hjørnet, nede i kælderen, jo tak.

Men nu kommer han altså op på de skrå brædder igen - i Victor Marcussens betagende skikkelse på Svalegangen. Marcussen er umiddelbart inden i en krop, der er mindre end Osvalds. Men efter et par minutter på scenen har også hans korpus taget facon efter originalen. Marcussen muterer simpelthen og bliver til Helmuth. Upoleret, charmerende, forførende - og psykopatisk brutal.

Netop brutaliteten er det voldsomme og grænseoverskridende ved den ellers så muntre forestilling og Gunnar Geertsens velsmurte stykke. Teksten er inspireret af John Lindskogs bog om Osvald Helmuth, der kom for tre år siden. Og den dyrker bevidst bagsiden af Osvalds glamourøse ugebladsfacade.

Forføreren

I Pelle Koppels ferme og kløgtige iscenesættelse bliver Osvalds menneskelighed det afgørende. Det er forestillingens pointe, at det netop ikke er så vigtigt, hvorvidt Osvald forførte dén eller den. Løj om dét eller det. Drak mest af det eller det. Var til kvinder eller allermest til mænd.

Essensen er en beskrivelse af en mand, hvis livsappetit grotesk nok var ved at slå ham ihjel. Hver dag. Og en mand, der ikke kunne slippe ud af sine egomane behov længere tid, end det tog ham at nedsvælge endnu et kærligt måltid fra den evigt op- ofrende hustru derhjemme ved kartoflerne.

Osvald blev den kvindes skæbne. Og Anne-Vibeke Mogensen spiller konen så forrygende charmerende og lækkert og klogt, at hun bliver den flotteste medspiller til Marcussens umulige kamp mod selvdestruktionen. Som en ung Bodil Udsen står Mogensen med sit forklæde og bærer over med alle urimelighederne, som ret beset handler om mandens dårlige samvittighed over endnu et sidespring og endnu en druknat. Det er flot, fordi hun spiller det så værdigt. Hun har indset mandens psyke, og hun forstår, at han har brug for hende. Og så er dén ikke længere. 'Vi var ene to/ Månen hang og lo'. Det er godt med dig, Osvald.

Værtshusfaderen

Forestillingen er naturligvis en musikalsk collage med sange flettet ind overalt. Pianisten Pia Hessner har et herligt kontant anslag på tangenterne; det er godt nok hende, der bestemmer tempoet, også selv om ham Osvald brokker sig. Og hun tvinger ham ud i konsekvenserne af de fraseringer, som han lægger ind over sangene. De er et skægt, umage par i Niels Søren Hansens fuldtræfferarrangement.

Netop den stemning af bartenderstyring og døsige værtshuslamper klæder i det hele taget forestillingen, som ellers nøjes med en skitse- agtig scenografi af Steen Lock-Hansen. Her er scenen vendt om, så den bliver til en bagscene, hvor publikum sidder og venter bag væggen. Men også til et køkken og en stue i den villa med sundudsigt, som Osvald ikke brugte mange dage til at stirre ud over.

Det gjorde måske hans søn. Den flotte Rolf Hansen spiller indfølt rollen som Frits, der altid bliver spist af med løfter, som faderen alligevel ikke holder. Men Rolf Hansen spiller også den drengeglade teaterdirektør og den forskrækkede værtshusgæst og alverdens andre roller. Opsigtsvækkende præcist. For sammen med den unge Julie Riis udgør han et talentrigt tomands- ensemble rundt om Osvald og konen. Julie Riis spiller både svigerdatter og tjener, forsmået forlovet og kontant scenetekniker, der nok kan fjerne Osvalds hænder i en ruf. Men hun lever sig også ind i Ingeborg Brahms' sind og lette kropssvæv, så man bliver helt svimmel. Det er både bevægende og imponerende.

Kæbeslaskeren

Osvald er en rå forestilling. Men den er først og fremmest en menneskekærlig forestilling. Den lader myten om Osvald lyse og funkle. Den afslører hemmelig- heder i hans insisterende tolkninger af de kendte sange; PH får sig blandt andet en velfortjent, intellektuel svada.

Og forestillingen sætter spot på mytens bagside med en nænsom forståelse, som giver klump i halsen. Det gælder publikum over hele landet. For Svalegangen i Århus og Jomfru Ane Teatret i Aalborg er gået sammen om at vise de grumme løjer - og derudover går forestillingen på turné landet over, inden den ender på Teater V i Valby. Gid der var mere landsdækkende teater af den slags.

Måske vil visse Osvald-fans blive oprørte. Men de fleste tilskuere vil antagelig lade sig bjergtage af Marcussens intense kropslighed og ublu hæmningsløshed. 'Det er vigtigt at have krop på en scene', som han nyder at sige.

Jo tak. Marcussen går i Osvald-gear med halvbøjede ben og flagrende arme. Hans hænder bliver nærmest dæmoniske, og hans ansigt transformerer sig. Læberne krænger, kæben slasker, lydene skvulper ud af halsen på ham - og ølhundens tænder bider til.

'Osvald'. Tekst: Gunnar Geertsen, baseret på John Lindskogs bog 'Faders Vilje' fra 2006. Iscenesættelse: Pelle Koppel. Scenografi: Steen Lock-Hansen. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen. Sangtekster: Leth, Müller, Bech, PH, Sørensen, Geil og Andkjær Larsen. Musik: Gyldmark, Stentoft, Riis, Loewe, Nisa, Curtis, Thomsen, Rosenborg og Modugno. Svalegangen i co-produktion med Jomfru Ane Teatret. Svalegangen til 27. feb. Herefter turné, så på Jomfru Ane i Aalborg 6.-24. april og så på Teater V i Valby 28. apr.-9. maj. www.svalegangen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu