Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et ømt og meget smukt pust i øret

I fredags havde Mikkel Thykiers lydværk, 'Luk mine øjne', premiere på Radiowy.se. Et ømt og meget smukt pust i øret. Det bør ikke være nogen hemmelighed!
I fredags havde Mikkel Thykiers lydværk, 'Luk mine øjne', premiere på Radiowy.se. Et ømt og meget smukt pust i øret. Det bør ikke være nogen hemmelighed!
Kultur
28. januar 2010

Det er stadig til at tude og brøle over, at Radio Drama, Ultralyd og Radiomontagen døde, da Danmarks Radio skulle spare her for et par år siden, og det er samtidig glædeligt, at det har vist sig, at man ikke kan komme lydkunsten til livs. Den lever - i hvert fald lige nu - for næsten ingen penge på det danske internetmagasin The Third Ear og svenske Radiowy, som er en platform for produktion og distribution af hørespil og tekstbaseret lydkunst.

Radiowy har erklæret, at de ønsker at være skandinaviske og internationale. Det første skridt i den retning blev taget i fredags med premieren på den danske digter Mikkel Thykiers værk Luk mine øjne. I forbindelse med premieren var Radiowy værter ved et arrangement i Skånes Konstförening.

Aftenen begyndte midt i mange af de frustrationer, der knytter sig til det at producere lydkunst med en paneldebat med Amalie Smith (Danmark), Claus Handberg (Danmark), Nathaly Salas (Sverige) og Pär Thörn (Sverige). Frustrationerne drejede sig blandt andet om, at de netpulicerede lydværker stort set ikke omtales, kritiseres og diskuteres i de mere traditionelle medier. Det skal være løgn, tænkte jeg og gik hjem og skrev.

Det man faktisk hører

Luk mine øjne er i sit koncept og i sin form enkelt at beskrive. Det består af to meget smukke og behagelige stemmer, begge næsten neutrale i tonelejet, men ikke direkte monotone. Den ene stemme er en kvindes, den anden en mands. De tilhører i øvrigt forfatterne Majse Aymo-Boot og Pejk Malinovski.

Kvinden og manden fremfører en tekst, der består af cirka 20 sætninger. Den første lyder: »Jeg skal forsøge at sige det så klart og kortfattet som muligt.« Men sætningen er, ligesom de øvrige, brudt op i enkeltord og vokser kun langsomt. »Jeg. Jeg skal. Jeg skal forsøge. Jeg skal forsøge at ...«. Kvinden og manden taler forskudt af hinanden og indimellem samtidigt. »Så klart og kortfattet som muligt« er en umulighed, naturligvis.

For lytteren betyder afbrydelserne og forsinkelserne, at man når at ane en betydning eller et udsagn, før man har hørt det i sin helhed. I flere tilfælde kommer man til at fuldende en sætning med andre ord og betydninger end dem, værket indeholder. Så må man gå tilbage i sin egen aktive meddigtning, viske ud og indsætte de ord, man faktisk hører. 'Det tomrum' overraskede for eksempel mig i sætningen: »Jeg kan huske, at han lå bag mig og gled ind i det tomrum, en anden havde efterladt«, for jeg havde nået at danne sætningen: »Jeg kan huske, at han lå bag mig og gled ind i mig.«

Luk mine øjne benytter altså poesiens linjebrud, gentagelsen ligeså, men værket har også en spændende tilknytning til dramatikken. Et værk for to stemmer ville man traditionelt kalde en dialog, men Thykier har valgt at kalde Luk mine øjne for en monolog. De to, kvinden og manden, der ikke kender hinanden, fordi de aldrig har fortalt den anden om deres familie, deres nærmeste og deres fortid, men som nu ligger i samme seng, taler nemlig ikke til hinanden, men til sig selv og til lytteren, hvem denne så er, og hvis denne overhovedet findes.

Egentlig ikke mere at sige

»Der er egentlig ikke mere at sige«, lyder et af udsagnene. Nej, ord hjælper ikke på det tomrum, som i dette tilfælde 'en anden' har efterladt. Men ingen af de to stemmer kommer det nærmere, hvem 'den anden' er.

Hvad 'det' i værkets første sætning: »Jeg skal forsøge at sige det så klart og kortfattet som muligt« er, kommer vi heller ikke så meget nærmere, eller paradoksalt nok taler værket måske nærmest præcist med sine afbrydelser og forsinkelser om, hvad ensomhed er. Jeg blev dybt bevæget over slutningen, som hvis man samler stykkerne og udelader gentagelser og forsinkelser lyder: »Jeg vil bare, at du puster i mit øre og støtter min nakke med din hånd, og så at mine øjne lukkes, mens nogen holder øje med dem, med mig. Luk. Mine. Øjne.«

Men ordene skal naturligvis høres, som de fremføres i værket. Det bevægende, som jeg oplevede ved at høre værket, opfatter jeg som noget meget rent, som noget, der er opstået af sig selv, på samme måde som det sker i Inger Christensens poesi. Ved at behandle sproget og ordene køligt og systematisk. Bryde sætningerne op, skære og sætte i system, så sker det alligevel, at man kan tale om 'det', som man ikke kan tale om, døden og ensomheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her