Læsetid: 4 min.

På hesteryg til det autentiske Argentina

Argentina. Indgangen til paradis ligger 200 meter fra den argentinske pampas. Man udforsker las Sierras Centrales bjergene på hesteryg og man undres, men spørger ikke om, hvorfra pengene til den rige San Luis provins kommer
Frit opdræt. Hestene græsser frit i bakkerne omkring hytterne. Kun de nyfødte føl og deres mødre holdes i stald for ikke at friste pumaerne om natten.

Frit opdræt. Hestene græsser frit i bakkerne omkring hytterne. Kun de nyfødte føl og deres mødre holdes i stald for ikke at friste pumaerne om natten.

Louise Voller

22. januar 2010

»Déroppe bor en af de sidste indianere, han lever helt isoleret fra omverdenen,« siger vores argentinske guide, Sergio, mens en bøjet finger peger om bag den højeste bjergtop af den argentinske bjergkæde, las Sierras Centrales.

En kondor svæver over bjergtoppene, solen steger, og ingen ville overraskes, hvis en fjedret pil skulle sejle gennem luften og etablere en tidslomme, næsten uberørt af nutid.

Vi er på hesteryg. På bjerggrænsen få hundrede meter fra den berygtede pampas, hvor hele indianerstammer blev udslettet i slutningen af 1800-tallet.

Og hvor primært argentinere i dag lejer rå, men eksklusive stenhytter for ro, natur og det optimale mix af det simple liv og regulær luksus på ranchen Cabañas Altos del Durazno.

Hytterne er bygget af granitsten fra bjerget og får vand fra bjergkilderne, forklarer Patricia og Alfredo, der droppede deres job som seminarielærer og ingeniør og købte det øde bjerglandskab for fem år siden.

»Og da vi havde købt grunden, tog vi hurtigt et telt under armen for at se, hvad vi faktisk havde købt,« griner Patricia.

I dag er Cabañas Altos del Durazno blot én af mange ranches i San Luis-provinsen i det centrale Argentina og ligger mellem pampassen og bjergene mod nord, hvor dyrkning af soya og majs eller kvægdrift de senere år er blevet suppleret af turisme.

Indian style

I den lave morgentåge går Sergio rundt i dalen foran hytten og indfanger hesteflokken, der året rundt græsser frit i bakkerne omkring hytterne. Kun de nyfødte føl og deres mødre kommer i stald, så pumaer fra bjergene ikke fristes unødigt.

Den 673 hektar store ranch eller på spansk estancia breder sig ni kilometer op i de græsdækkede bjerge, hvor kun strittende elmaster afslører, at civilisationen langsomt integreres i den ellers uberørte bjergkæde, der grænser ned til pampassen.

Man rider ud før klokken otte, inden heden sætter ind. Sergio er forrest på flokkens førerhingst. Nu begynder tre timers klatren på ufremkommelige bjergskråninger af granitgrund for de hårdføre heste. Umærkeligt trasker dyrene gennem floder og vandfald og et landskab, hvor kun få efterladte stenruiner afslører, at her levede indianere for under 50 år siden.

Sergio plukker krydderier i den vildtvoksende urtehave og udpeger lave stengærder.

»Her var indhegninger til dyrene og her boede familien. En søster til bedstemoren i dette hus blev taget til fange af pampassens fjendtlige indianerstammer, da hun var 10 år gammel,« fortæller Sergio.

»Hun fik skåret fødderne af og ifølge sagnet lykkedes det hende at undslippe krigeriske pampas-indianere. I ly af nætterne slæbte hun sig 200 kilometer hjem, mens hun i dagslyset gemte sig under buske og træer og levede af insekter,« fortæller Sergio.

Udryddelse

Ruiner fra forladte indianerhytter og estanciaens filosofi omkring tæmning af heste, der aldrig involverer vold, men udelukkende baseres på tillid mellem dyr og menneske, er få synlige levn fra en særdeles blodig fortid.

Pampas-indianerne angreb ikke kun de fredeligere stammer, men også ødebeliggende gårde, hvor hvide godsejere og gauchos drev kvæg og landbrug. Et pampas-angreb kaldes en malon og blev brugt som undskyldning for et nådesløst udryddelsesangreb på alle indianere i 1879.

Selvom den brutale ørkenkampagne har gjort Argentina til et af Sydamerikas mest etnisk-europæiske befolkede lande, så fejres den stadig.

Ikke mindst som et portræt på Argentinas pengeseddel med højste værdi 100-peso-sedlen.

Gæster, ikke turister

Det er også Sergio, der krydrer 11 kg pattegris og tænder op i lerovnen uden for familiens hytte. Alle hytter har køkken og grill, men det er nærmest obligatorisk, at mindst én aften tilbringes med de andre gæster rundt om familiens grill.

Mens lynene brager bag bjergtinderne omkring kl. 23, hvor argentinere traditionelt spiser aftensmad, er der øl, guitar og glade forventninger til middagen. Solen er forlængst væk, men varmen er intakt. Mens Patricia langer fade med svinekød og salater på langbordet, hvor fire af ranchens nuværende 20 gæster er inviteret på middag, fortæller hun, at den stigende turisme paradoksalt nok udløser blandede følelser hos en familie, der skal leve af turister.

»Det her er vores paradis, og dem, der besøger os er vores gæster, de er ikke turister,« siger hun.

December, januar og februar er sommer og højsæson i Argentina, og Patricia mener, at antallet af turister i San Luis i 2009-10 er højere end nogesinde før.

Pengene?

Gennem de senere år har San Luis guvenøren, Alberto Rodriguez Saá, satset på turisme, og San Luis er den region i Argentina, der har oplevet størst økonomisk fremgang gennem den sidste generation.

Det skyldes ifølge regeringen lukrative skattelettelser for industrien, der siden 1982 har fået virksomheder til at vende tilbage til San Luis. Spørger man argentinere, handler San Luis bugnende velfærd mest om politisk korruption og nepotisme.

»Ingen ved, hvor pengene kommer fra, og ingen har lyst til at vide det,« siger en taxachauffør i San Luis.

Alene udbygningen af vejnettet har været så eksplosivt, at 33 procent af Argentinas veje i dag fører gennem San Luis. Det gør køreturen for gæster, der selv lejer en bil til Cabañas Altos del Durazno relativt let. Kun de sidste 45 kilometer fra San Luis til familiens estancia er en udfordring, hvis man vælger én af hurtigbusserne fra eksempelvis Buenos Aires til San Luis.

Busserne må dog alligevel anbefales, fordi man vinder en feriedag. Buenos Aires har mange busstationer, og flere busselskaber kører i højsæson cirka tre gange om dagen, de fleste om aftenen. Fordelen er, at man spiser et måltid af varierende kvalitet i bussen, lægger sig til at sove og bliver vækket ved ankomsten til San Luis. I Argentina er man endnu ikke skræmt af sovebusser, så man kan betale sig til at sove virkelig godt.

Tjek priserne hos forskellige busselskaber, de varierer fra 200-300 kroner for en returbillet Buenos Aires-San Luis. Priserne pr overnatning på en estancia varierer fra 150-350 kroner, og her kan det betale sig at satse på de lidt dyrere estancias, fordi alt så er inkluderet i prisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu