Læsetid: 4 min.

Prægtigt østrigsk Korsbæk på katastrofekurs

I Det Kgl. Teaters desillusionsdrama 'Wienerballader' er især Bodil Jørgensen en fantastisk overleverfigur i 30'ernes Wien, der spejler Krisedanmark lige nu. I stykket er ingen lykke evig for dets væld af skæbner og personager
'Wienerballader' får hele 26 opførelser på Store Scene. Dermed er den en af de forestillinger, som publikum burde kunne nå at købe billet til. Besætningen er en perlerække af skuespillere som Søren Sætter Lassen, Helle Hertz, Bodil Jørgensen, Stig hoffmeyer, Jens Jørgen Spottag, Gitte Siem og Lars Mikkelsen. Her ses en del af skuespillerne i den flotte 30'er scenografi og kostumer.

'Wienerballader' får hele 26 opførelser på Store Scene. Dermed er den en af de forestillinger, som publikum burde kunne nå at købe billet til. Besætningen er en perlerække af skuespillere som Søren Sætter Lassen, Helle Hertz, Bodil Jørgensen, Stig hoffmeyer, Jens Jørgen Spottag, Gitte Siem og Lars Mikkelsen. Her ses en del af skuespillerne i den flotte 30'er scenografi og kostumer.

Natascha Thiara Rydvald

1. februar 2010

Hvorfor nøjes med en lille parforholdstragedie, når man kan spille hele verdens sammenbrud i én forestilling? Det Kgl. Teater har i hvert fald kastet sig over Ödön von Horváths epos fra 1931.

Desillusionsstykket virker som en østrigsk udgave af Matador - her er det bare ikke en hel by, men en enkelt gades mennesker, der sættes foran tilskueren som et spejl.

Det er rigeligt. For i det østrigske Korsbæk varer ingen lykke længere end en enkelt scene. Den østrigske scenograf Manfred Blaimauer har genskabt Horváths gade i hele dens længde, så scenen hæves og sænkes i striber. Det er flot og drilsk. Og horisonten ses i fire umulige, ens kopier på bagtæppet - som en indbygget satire over, at vi altid ser det, vi vælger at se.

Anja Myung Hansen har ladet lyset smyge sig, så sceneskiftene sker med elegance hen over både håndvask og feberhed barnevogn. Desuden er kostumerne udført netop med matadorsk nøjagtighed: Her er badedragterne og pletterne på frakken, som de skal være.

Madeleines aftryk

Det er Madeleine Røn Juul, der igen viser sit særlige iscenesætterevne til at favne den helt store forestilling. Hendes skuespillervalg er uhyggeligt godt, og hun har delikat sat sit aftryk i hver eneste skuespillerpræstation. Lars Mikkelsen åbner for tømmermændene med glatte kinder og veloplagt surmælksslubren. Mikkelsen skildrer enhver nuance hos sjuften: lystløgneren, forføreren, ludomanen, kujonen... Men charmere det kan han. Bare ikke Helle Hertz' bedstemor, der er den mest kyniske skikkelse, som Hertz længe har spillet - en rolle, som klæder hende grufuldt godt. Mikkelsens ofre står ellers i kø. Værst går det ud over Helle Fagralids følelseskvinde, der bliver ramt af hans blik. Fagralid er så smuk. Og så uendeligt lykkelig, når hun er sammen med Mikkelsen i det første passionsøjeblik. Som tilskuer tror man næsten på, at Fagralid har fundet lykken - også fordi hun lige er flygtet fra nedadvendte mundvige og en tvangsforlovelse med Søren Sætter-Lassens småvoldelige slagter. Sætter-Lassens (Richard-) hænder er hele tiden røde af blodigt kød og koldt vand. Og han sætter sine fødder så omhyggeligt, som om han er bange for ellers at komme til at sparke hele verden med sit indestængte begær.

Men ak, Fagralid ved ikke, hvad der venter hende. Heller ikke at Mikkelsen lige har behagelighedsfjaset med Bodil Jørgensens depraverede tobakshandlerske.

Griseletten Siem

Bodil Jørgensen får alle stykkets destruktionskræfter i spil. Hun spejler forestillingen, så man kan se Krisedanmark i den - og så man gyser over hendes overlevelsesduelighed. Hun skal ikke se mange sekunder på en teenager, før hendes hænder holder op med at rode i kittellommerne. Det er skønt. Og den kønne Christian Hetland er overbevisende irriterende som hendes nazistiske kuvøseguf med knæbøjninger.

Bodil Jørgensens overleversidestykke bliver Gitte Siem, som Det Kgl. Teater lykkeligt har scoret til rollerne som både Mikkelsens mor - og bordelgriselette. Gitte Siem har en vidunderlig skepsis, og hendes varietépropellering i grisefarvet silkeundertøj er vrangvilligt anti-lystent. Respekt! Og Siems bordelmutter er den evigtsmukke Isa Holm, der sejler gennem rummet i lilla skrud og chokerende følelsesløshed.

Hoffmeyers hån

Jørgen Reenberg meldte godt nok afbud til rollen som skriftefader, men han ville have været i skønt selskab. Nu er det Frank Gundersen, der gennemtrumfer en kvindefjendsk tolkning af Biblen over for Fagralids desperate kvinde. Og det er også Gundersen, der kinky sørger for zeppelinere i drømmedildostørrelse på bordellet. Sammen med Anne Birgitte Lind Feigenbergs underskønne dansepige, der flot fortolker blondinens naivitet som en slags beskyttelseslag foran øjnene - de øjne, som intet ser, når hun som blind pianist begavet forsøger at stjæle sig til en smule lykke. Og Maja Juhlin spiller overbevisende på sin ungdoms ubekymrethed.

Blandt disse brogede personager lyser Stig Hoffmeyer så op med sin egomane grusomhed som følelsesløs far. Hoffmeyer mestrer mandestereotypen og ser akkurat så stivstikkeragtig ud, som denne fantasiløse 'tryllekonge' må gøre det. Hele sit liv har han tryllet andres medfølelse om til had.

Kun Nis Bank-Mikkelsen hænger stadig ved som en slags gammel ven - med stivhed af komisk skuffe. Og Peter Gilsfort spiller liderligt naboen, som hele tiden har noget at brokke sig over, mens Jens Jørn Spottag beriger forestillingen med sit mesterlige figurtegning af både Mikkelsens lømmelven og Bank-Mikkelsens amerikanerbror - underspillet og skærende musikalsk.

Wienervalsens satire

Musikken er ellers udgangspunktet for det hele: Wienersangene og wienervalsene. Og Karsten Wolstads velvalgte lydcollage ridser satirisk i drømmene på rejsegrammofonen: Wien, Wien, nur du allein...

Wienerballader får hele 26 opførelser på Store Scene. Dermed er den en af de forestillinger, som Det Kgl. Teaters publikum burde kunne nå at købe billet til. (Og til dem, der forgæves forsøgte at købe billet til Hvis dette er et menneske, kan lyde en beroligelse: Forestillingen kommer også op igen næste år. Det forlyder i hvert fald fra andre medier, der har modtaget en pressemeddelelse med den gode nyhed - uden at det figurerer på Det Kgl. Teaters hjemmeside).

Men skål for Wienerballader! Her forvandles selv kærlighedserklæringer til ydmygelser. Som Sætter-Lassen siger til Fagralids sønderknuste kvinde: »Jeg sagde også til dig, at du ikke kan flygte fra min kærlighed«.

Wienerballader (An der schönen blauen Donau). Tekst: Ödön von Horváth (1931). Oversættelse: Margit Methling. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Manfred Blaimauer. Skuespilhuset, Store Scene. Premiere 27. januar til den 30. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu