Læsetid: 3 min.

Til Putin fra Vivian

Folketeatret træder i karakter med højpolitisk zarteater af Vivian Nielsen. Opdateret med seneste journalistdrab
Den ukuelige Lotte Bergstrøm spiller den revolutionære tjenestepige, der både lærer at læse og at styre revolutionen i Vivian Nielsens 'Den russiske familie'. Bagved dejser enkezarinaen - den danske prinsesse Dagmar - i Pia Jondals empatiske fortolkning.

Den ukuelige Lotte Bergstrøm spiller den revolutionære tjenestepige, der både lærer at læse og at styre revolutionen i Vivian Nielsens 'Den russiske familie'. Bagved dejser enkezarinaen - den danske prinsesse Dagmar - i Pia Jondals empatiske fortolkning.

Thomas Petri

25. januar 2010

Modig har Vivian Nielsen altid været. Uden blusel har hun trevlet andres liv op til fængende portrætforestillinger: Asta Nielsen, Thit Jensen, Krøyer, Brandes ... og uden frygt har hun omskrevet andres succesværker til teatermanuskripter, se bare Prinsesserne til Vendsyssel Teater og Breaking the Waves til Odense Teater.

I Den russiske familie er det den sidste zarfamilie, hun har kastet sig over. En lækkerbisken for en dramatiker med trang til ombytning af status. Men hvor Howard Barker i Hated Nightfall fra 1994 anvendte mordet på zarfamilien til en generel diskussion af vores forestillinger om retfærdighed, benytter Vivian Nielsen sit stykke til at beskrive Rusland i dag. Hun sætter Putin og Tjetjenien ind som fixpunkterne til forståelse af det land, hvis historie er så blodig. Og hun giver os alle sammen en snert af frygten sammen med Anna Politkovskaja i elevatoren.

Vivian Nielsen nævner gerne ajourførte drabstal på åbenmundede, russiske journalister - tal, som vi helst ikke vil høre. For vi er jo bare gået i Folketeatret for at hygge os med en lille familietragedie. Familien har godt nok usædvanligt mange smykker og tjenestefolk, men derudover er det bare en helt almindelig familie med en dominerende svigermor, en irriterende søster, en tvivlende mand, en kampklar hustru - og et barn, der fejler noget.

Guld på beton

Revolutionshistorien fortælles besnærende enkelt: Et teaterensemble er ved at opsætte et stykke om zarfamiliens sidste dage, da censuren kræver instruktøren fjernet og teksten ændret. Så velkommen til Rusland anno 2010. Iscenesættelsen har fint fanget stykkets dobbelthed: Skuespillernes lyst til bare at få premieren over- stået - sammen med deres vrede over, at deres kunstneriske udtryksfrihed tages fra dem. Instruktøren Ulla Gottlieb er god til at få folk til at blive vrede sammen i flok og til at vise, hvordan de splittes efter deres temperamenter. Og scenografen Birgitte Mellentin har leget med på dobbeltspillet ved at vise russermagtens forkærlighed for guld - og russerlivets realiteter i dårlig beton. Derfor foregår første akt i en uopryddet prøvesal, hvor tilskuerne går rundt i en halvfærdig scenografi, mens anden akt har håndbroderet tæppe med guldsøjlekanter og zarinakrave med hermelinstykker.

Ved premieren virkede ikke alt i balance, men forestillingen får heldigvis mulighed for at spille sig varm de næste to måneder.

Brunstig zar

Tom Jensen spiller zar Nikolai II. Interessant at se denne intense skuespiller, der lige har haft rollen som intellektuel flygtning i Emigranterne. Nu spiller han hersker. Tom Jensen præsterer en charmerende omgang tvivl og brunst og resignation som zaren, mens Trine Appel med det sikre blik er anderledes handlekraftig og effektiv i rollen som zarina med klar stemme. Og Pia Jondal spiller enkezarina med lige dele bekymring og behagesyge og en interessant psykologisk indfølingsevne, i hvert fald indtil hun sejler afsted fra Kiev mod Hvidøre.

Blandt de øvrige historiske personer tegner Anders Hove sig for en demagogisk og begramsende Rasputin - dog uden yderligere myte-detaljer - mens Ole Westh-Madsen bliver for spagstemmet som indtørret minister og Frank Rubæk for karikeret som politichef.

Stykkets to bærende, revolutionære roller er kvindernes. Dels skuespilleren, der spiller enkezarinaens datter, som Julie Carlsen begavet giver al sin harme og vrede. Hendes stampende opråb er fortvivlende autentiske - som et grumt billede på, hvad der sker med mennesker, der forgæves prøver at fortælle verden om sandheden.

Og dels skuespilleren, der spiller enkezarinaens tjenestepige, som Lotte Bergstrøm fylder med varme og kompromisløshed. Bergstrøm har en ukuelighed over sig, som betager. Og en ung, ubændig styrke, som løfter Vivian Nielsens tekst til et opråb om ikke at lade sig styre af trusler eller frygt.

Kunst har ingen pligt til at forholde sig til sandheden. Men Vivian Nielsen viser, at kunst også kan bruges til at sige sandheden. Uforfærdet og uden at blinke - og denne gang med direkte adresse i den russiske betonvirkelighed. Uanset hvad der kommer til at stå i Novaya Gazeta næste uge.

Den russiske Familie. Tekst: Vivian Nielsen (urpremiere). Iscenesættelse: Ulla Gottlieb. Scenografi: Birgitte Mellentin. Lys: Henrik Pihl. Lyd: Steen Larsen. Musik: Mussorgskij (Udstillingsbilleder). Hippodromen til 20. feb. Herefter turné 24. feb.-30. marts. 2 timer 35 min. www.folketeatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Skal man tro denne anmeldelse, så har folketeatret leverede endnu stereotyp billede, på hvordan vi opfatter Rusland. Vi glor ind i denne vores egen konstruktion og siger ”se selv sådan er de!”
Det eneste man kan bruge den slags til er, som modbilleder, til ens egne indbildninger om egen fortræffelighed, og hvad skal vi med det? Vi er ikke kommet en millimeter tættere på, at forstå russisk virkelighed. Slet ikke med generaliseringer som ” russisk betonvirkelighed” – hvorfor ikke russisk kolonihave virkelighed?