Læsetid: 4 min.

Revolutionen er overtrukket med sukker

De amerikanske Paul Simon-fetichister i Vampire Weekend nynner sig til moderat fløjlsrevolution, mens de kæmper med at demonstrere, hvor lidt de skammer sig over at have det sjovt
De amerikanske Paul Simon-fetichister i Vampire Weekend nynner sig til moderat fløjlsrevolution, mens de kæmper med at demonstrere, hvor lidt de skammer sig over at have det sjovt
9. januar 2010

Enhver ny bølge har sine sene surfere, der høster en stor del af opmærksomheden, selvom de først lige er ankommet til åstedet for al morskaben. Amerikanske Vampire Weekend blev dannet så sent som i 2006, og i 2008 endte de på en række top ti-lister over årets bedste med deres liflige, afrikansk inspirerede indie-pop på debutalbummet besmykket med deres bandnavn.

Vampire Weekend gled ubesværet ind i en tid, der langsomt var ved at åbne for den nye og spraglede rockmusik, og de høstede alle roserne et år før de ’gamle drenge’ og frontløbere i Animal Collective og Dirty Projectors fik deres stærkt forsinkede brede accept.

Nu forstår Vampire Weekend så også at suge sultent på en af de sidste par års vigtigste plader for et utal af pt. opblomstrende bands: Paul Simons Graceland. Udgivet i 1986, genopdaget og absorberet af en ny generation af især amerikanske bands. Og endnu tydeligere til stede på kvartettens nye, andet album Contra.

Upper West Side Soweto

De har selv kaldt deres musik for »Upper West Side Soweto« med henvisning til den bydel i New York City, hvor medlemmerne mødtes, på Columbia University, og til den bydel i Johannesburg, Sydafrika, som Simon besøgte og sugede musikalsk næring fra til Graceland. Og kvartettens gæld til sidstnævnte er til at tage og føle på. Vildest på »White Sky«, der med sine lifligt takkede guitarmelodier og den rislende synth-melodi, de store trommer og forsanger Ezra Koenigs fløjlsbløde stemme mimer »Diamonds« fra Graceland.

Men hør også guitarerne boble på »California English« eller mandekoret summe og Koenigs Simon-kalkering på »Diplomat’s Son« – som i øvrigt rummer ordene »I’m gonna take it from Simon«.

»We mostly work to live, until we live to work,« lyder en ikke ligefrem overrumplende kulturkritik på en plade, der ellers er rig på skarpe tekster, ikke uden Paul Simon’sk tilsnit:

»A vegetarian since the invasion/She’d never seen the word ‘bombs’ blown up to 96 point Futura«. Ja, i det hele taget forstår Koenig at gennemlyse den dårlige samvittigheds vildveje i amerikansk storbyborgerskab/-intelligentsia/-bohemia. En evne som også får denne anmelder til at tænke på Woody Allen i hans bedste øjeblikke.

Kontra lidt af hvert

En anden af Vampire Weekends store inspirationskilder er The Clash, der blandt andet viede punk, dub og politik. Men der er ikke meget ’Combat Rock’ over Contra – ja, ordet contra bliver i dette albums sammenhæng fortolket som både modkultur, men også bare forkælet opsætsighed eller vrangvillighed.

Hør blot »I Think Ur A Contra« og dens parforhold, som splittes et sted mellem politisk passion og hedonistiske drømme: »You wanted good schools/And friends with pools/You're not a Contra/You wanted Rock' n' Roll/Complete control/Well, I don't know«. Og til sidst: »I think you're Contra/I think that you lie/Don't call me a Contra/Till you've tried«. Bemærk forskellen mellem ’Contra’ og blot ’a Contra’.

Jeg holder også af Vampire Weekends nye ballader, som dekoreres med cirkulære strygere, glimtende netværk af guitarer eller primitiv synth og klaver i luntende samklang. Men jeg er til gengæld mindre begejstret for de fire herrers anstrengelser, når de synes at kæmpe med at demonstrere, hvor lidt de skammer sig over at have det sjovt. Ja, de bliver decideret forcerede og fjollede, når de forsøger at slippe tøjlerne og hyle hedonistisk mod månen. F.eks. når der autotunes gurglende på »California English«, eller når en eksotisk sprut hyldes på den forlorent naivistiske single­udspil »Horchata«, som gør indgangen til albummet til en stærkt klæbrig prøvelse.

Boblende begavet

Men slipper man igennem »Horchata« og videre ind på Contra (det kan gøres ved et enkelt tryk på en knap i iTunes, på mp3- eller cd-afspiller, hvis nogen skulle være i tvivl), så venter en række boblende, begavede pop-perler som er florlette og sødmefulde marengs med et væld af ingredienser fra afrikansk musik, vestlig klassisk tradition og nyere løssluppen rock og freakfolk fra bandets hjemland. Flere steder med gæld til Animal Collectives livsalige vokaler, trommer og synth – sidstnævnte samples vistnok også på »Giving Up The Gun«.

Vampire Weekend synes at kunne nynne sig til moderat fløjlsrevolution og forstår at betrække deres kulturkritik med sukker i sikkert doserede mængder. Men det kan også undervejs blive en smule blodfattigt og nuttet, hvis altså ikke decideret kvalmt.

Jeg har en britisk kreativ aktivist-ven, som har et citat fra den radikale akademiker og forfatter Stephen Duncombe i slutningen af sine mails:

»Politics is not solely, or even primarily, about reasoned thinking and rational choices; it’s an affair of fantasy and desire. People are rarely moved to action, support, or even consent by realistic proposals; they are motivated by dreams of what could be«.

Vampire Weekend taler til en livslysten stillingtagen. Ikke i form af hedonistisk politiske kampråb, men som velduftende hip til engagementet i os alle - om det så er i forhold til hvordan vi gebærder os til en fest på et tag i Brooklyn, eller til hvordan vi forvalter vores liv som ansvarlige medmennesker.

rach@information.dk

Vampire Weekend: Contra (XL Recordings/Playground). Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu