Det var vist de færreste, der turde spå Kashmir en (kommercielt) strålende fremtid, da trioen debuterede i 1994 med albummet Travelogue, en ret uselvstændig præstation, der fermt (men så heller ikke mere) formåede at blende lyden fra flere af tidens navne - læs: Red Hot Chili Peppers, Primus, Faith No More, Soundgarden og Pearl Jam - til en frisk ungdomsskole-jam. Ret skal være ret - fra starten mestrede de tre herrer deres instrumenter til ug, og Kasper Eistrup er og bliver en god sanger, sådan er det bare, men originalitet tyngede ikke det dengang så unge band til jorden.
Hvilket i og for sig kun blev endnu mere udtalt i 1996 på den musikalsk set særdeles travle toer, Cruzential (der tilmed udsendtes i to forskellige versioner), hvor gruppen for første gang hev en stor udenlandsk producer for at få den rette anonymt internationale rockklang. Gruppen gjorde til gengæld et stort nummer ud af at fremstå som sære og anderledes i sangskrivning og performance, hvilket dog kun gjorde Cruzential til en af alle tiders mest irriterende cd'er.
I mellemtiden skete der noget afgørende ude i den store verden. Dette noget hed Radiohead, som i sommeren 1997 anslog en ny tone inden for rocken med deres OK Computer, et af den slags værker alle - hvad enten de nu brød sig om det eller ej - blev tvunget til at forholde sig til. Alt efter orientering kunne man finde skiven banebrydende eller arty-farty, modig eller klynkende, eller hvad ved jeg - hvorom alting er, så gav den såvel den amerikanske grunge som den såkaldte britpop dødsstødet og søsatte i stedet 1.000 følsomme middelklassebands, der alle aspirerede til at skabe noget lignende.
Var man i det ondskabsfulde hjørne, kan man faktisk godt give OK Computer skylden for Coldplay. There - I've said it.
Formlen fundet
Men også Kashmirs primære sangskriver, sanger og guitarist Kasper Eistrup, havde antennerne ude, og det førte mærkværdigvis nok til Kashmirs til dato mest vellykkede udgivelse, The Good Life fra 1999, hvor det gamle, gakkede og rockorienterede Kashmir stødte frontalt sammen med det nye, inderlige og sart melodiske Kashmir, og resultatet blev et helstøbt værk, man kunne lytte til fra start til slut - vel at mærke uden at begynde at skrive huskesedler eller tænke på alt muligt andet imens.
Var albummet højtstræbende, ja, måske ligefrem prætentiøst, lykkedes det mestendels bandet at matche sine ambitioner, og det katapultede da også trioen lige op i dansk rocks første division. Hvor den i parentes bemærket har befundet sig lige siden - uden at ændre en tøddel ved nævnte formel!
Så udover at udvide besætningen til en kvartet i 2000 med tilføjelsen af gruppens i forvejen faste keyboardspiller, har Kashmir varieret nævnte ritual over nu i alt tre albums.
2003's Zitilites kneb sig lige igennem ved hjælp af den måske mest velskrevne håndfuld sange, Eistrup til dato har stået fadder til, mens 2005's Tony Visconti-producerede No Balance Palace i den grad emmede af form over indhold, en tyst, men uklædelig desperation stod ud fra højtalerne - så kunne Lou Reed og David Bowie gæsteoptræde alt det, de lystede. Det kunne ikke skjule, at pladen lød som et druknende band, som i den grad behøvede en redningskrans for at komme ud af Radiohead-ghettoen. Velvidende at samme Radiohead selv har flyttet sig med syvmileskridt i forhold til det dér velsignede/forbandede OK Computer-trip.
>Rungende tomhed
Det er måske også værd at få med, at Kashmir for store dele af sin egen generation fremstår som dét afgørende danske rockband, at det til stadighed er fremragende live - samt at Eistrup på en god dag virkelig kan skrive en af vemod dryppende ørehænger. Hos Kashmir er og bliver weltschmerz en selvfølge - om end man af og til rent faktisk kan danse til den. De har dog nok på nuværende tidspunkt nok gættet, at jeg ikke tilhører generationen, der voksede op med benævnte orkester, og at jeg fraset enkeltstående skæringer egentlig aldrig rigtig har været specielt vild med det. Til gengæld har de ofte stået for nogle forrygende flotte omslag, hvis det tæller? Men i den der særlige stilistiske boldgade foretrækker jeg i den grad svenske Kent, hos hvem der forekommer mig at være så meget større kunstnerisk dækning for livtagene med de der afgørende eksistentielle spørgsmål, som bare skal på bordet i denne genre.
Nå, efter således at have iført mig såvel livrem som seler, tør jeg vist godt kaste mig ud i mit egentlige ærinde - hvordan og hvorledes med gruppens ny langspiller, Trespassers, dens første i fem år und so weiter. Well, det er same procedure hele vejen rundt.
Er man til Kashmir i forvejen, bliver man muligvis ikke skuffet, har man det som jeg, finder man med garanti linjer som »stepping out of everything/ to nothingness/ cause at every tick of the clock/ our times weighs/ a little less« tåkrummende. På alle niveauer. Og selv om jeg faktisk godt kan lide to af sangene som enkeltstående foreteelser - »Mouthful Of Wasps« og »The Indian (That Dwells Inside This Chest)«, hvis De vil vide det - får jeg som helhed en flad fornemmelse ved gentagne afspilninger af Trespassers.
Faktisk bliver albummet dårligere, des mere man lytter til det, for på den anden side af det fornemme sammenspil og de to amerikanske produceres flotte fernis (den ene af dem, Mike Wallace, har faktisk produceret tre af de navne, Kashmir har hugget mest fra: Jeff Buckley, Nirvana og Coldplay!), mødes man af en rungende tomhed. Som stammer fra orkesters fatale, grundlæggende og afgørende mangel på originalitet. Læg dertil at Eistrups sange i denne omgang ikke løfter sig mange centimeter fra jorden, og man står med en udgivelse, der til nød kan betegnes som tålelig.
Ikke for det: Kashmir kan såmænd det hele - det er bare hørt før. Og bedre. Og mere interessant. Længere er den såmænd ikke.
Kashmir: Trespassers (Sony). Udkommer mandag
"dårligere, des mere man lytter til det"
hehe
Det var da nogle utroligt billige kortslutninger Klaus L der laver. Sådan en ikke-Information-værdig pseudoanalyse siger nok mere om ham selv end om pladen. Og hvordan hænger det lige sammen at tale om originalitet og så fremhæve radiomusik som Kent og 'The good life'..
"Har man det som jeg, finder man med garanti" Klaus Lynggaards musikkritik "tåkrummende. På alle niveauer." Det beror "mestendels" på hans "rungende tomhed" og til dels hans "fatale, grundlæggende og afgørende mangel på originalitet."
"Ikke for det:" Klaus Lynggaard "kan såmænd" noget, der "til nød kan betegnes som tåleligt" og kan gå an "på en god dag."
"Det er bare hørt før. Og bedre. Og mere interessant. Længere er den såmænd ikke."
Hvad man giver ud, får man igen. Værsgod.
"Har man det som jeg, finder man med garanti” Klaus Lynggaards musikkritik “tåkrummende. På alle niveauer.” Det beror “mestendels” på hans “rungende tomhed” og til dels hans “fatale, grundlæggende og afgørende mangel på originalitet.”
"Ikke for det:” Klaus Lynggaard “kan såmænd” noget, der “til nød kan betegnes som tåleligt” og kan gå an “på en god dag.”
“Det er bare hørt før. Og bedre. Og mere interessant. Længere er den såmænd ikke.”
Hvad man giver ud, får man igen. Værsgod.
De fleste anmeldere elsker at skrive om sig selv, mens produktet der giver anledningen til disse skriverier som regel er en sekundær ting. I den henseende er Hr. Lynggaard ingen undtagelse.
Jeg kender ikke det pågældende produkt, eller orkesteret bag, men nogen gange må man finde sig i at anmelderen har en anden smag end en selv. Ellers må man alternativt nøjes med at læse pladeselskabets pressemeddelelse. Her vil man formentlig altid kunne finde rosende ord.
I en helt anden boldgade vil jeg tillade at undre mig over at Hr. Lynggaard (eller en anden på Information) ikke har fundet det nødvendigt at omtale Jay Reatards død for et par uger siden.
Niels Østergård:
"...Jay Reatards død for et par uger siden"
Tak fordi du gjorde opmærksom på dette. Jeg havde ikke hørt de sørgelige nyheder før nu. Det kommer godt nok som lidt af et chok, han fremstod ellers som en af de mere stabile musikere indenfor den genre.
Sune N. Olsen,
Ja, jeg tror mange blev noget chokerede. At denne meget levende person døde i en alder af 29 gik også henover hovedet på Informations musikskribenter. Ligesom Rowland S. Howards død omkring nytår forøvrigt.
Men det kan jo nås endnu. Hr. Lynggaard plejer som regel at finde pulsen når den er forsvundet.
Niels og Sune:
Læs evt. meget velskreven nekrolog på Undertoner her: http://www.undertoner.dk/2010/01/jay-reatard-1980-2010/
Den gjorde det ud for, hvad jeg havde brug for at læse om den begivenhed.
Lad os holde næsen i sporet...
@ Niels Østergård,
jeg synes det er mere nuanceret end som så. Som læser ønsker man ikke nødvendigvis (kun) at høre rosende ord, men en kritik der som minimum er funderet på en saglig- eller faglighed.
Jeg mener: SPID DEM MED DIT VID! Lynggaard, og du vinder anerkendelse.
Det modsatte er tilfældet her, fordi anmeldelsen er forankret i en konsekvent nedladende arrogance, der gør den usaglig.
Lynggaard er ikke kritisk, han er usaglig, og dermed useriøs = ikke værd at tage alvorligt. Klaus Lynggaard gør sig derved til en kritiker ingen behøver at tage alvorligt.
Anmelderes behov for selvhævdelse er velkendt og udbredt, men for mig består det problematiske i at dette enorme behov skal mættes på andres bekostning:
Udover at underkende Kashmir, fordi de ikke falder i Lynggaards smag, har Lynggaard undervejs i sin anmeldelse desuden behov for at underkende en h-e-l ungdomsgeneration, og dette åbenbart alene fordi de (generationen) ikke deler Klaus Lynggaards smag! Det synes jeg da er tankevækkende.
Klaus Lynggaard var engang en kritiker jeg læste med interesse og respekt. Det er efterhånden længe siden. Med tiden er han svundet til en skribent tilsyneladende uden højere mål for sin musikformidling, end at hævde sit eget ego.
En hård skal spundet omkring "en rungende tomhed." Ak ja.
Erika Snapp,
Ja, du har givetvist ret.
Må indrømme at jeg aldrig har givet Lynggaards anmeldelser den store opmærksomhed og sjældent orket at læse en helt en af slagsen.
Primært fordi Lynggaard sjældent anmelder musik der på nogen måde har min interesse. Sekundært fordi jeg altid har opfattet ham som du også gør ud fra denne anmeldelse.
Dog må jeg sige at det med at underkende en hel ungdomsgeneration næppe er noget Lynggaard er alene om. Har vi ikke alle en fornemmelse af at ungdommen nu om dage ikke er har helt så god en smag, eller whatever, som da vi selv var den unge generation?
Dette sagt, mener jeg stadig at jeg meget ofte støder på sure kommentarer fra lyttere til anmeldere når lytteren ikke helt er på bølgelængde med anmelderen, eller omvendt. Især når det anmeldte produkt hører til i det mere kommercielle segment. Jeg mener ikke at det er anmelderens opgave at rose revl og krat. Så mister anmeldelserne fuldstændig værdi.
Jeppe Kalnæs,
Ja, du har ret; der er masser af nekrologer til Jay Reatard på nettet. Har dog ikke læst den du omtaler.
Men sådan er det jo med alle nyheder. De findes i en eller anden form på nettet.
Så hvis man i ekstrem grad skulle følge din logik var der imgen grund til at Information overhovedet eksisterer.
Grunden til at jeg mener at Information burde have haft en nekrolog også er at jeg anser ham for at have været en af de mest toneangivende musikere gennem de sidste 10 år mindst.
Hvis en musikredaktion på Information skal have nogen berettigelse må den vel omtale det vigtigste og så lade ligegyldigheder, som Kashmir og Anden og hvad de ellers skriver om, ligge.
Men i bund og grund er det vel et spørgsmål om smag. Og udsyn.
For det første er jeg ret sikker på, at produceren hedder Andy Wallace og ikke Mike...
For det andet kan du godt stryge den første del af din "anmeldelse". Det er ret uinteressant at læse så meget ævl om dig selv.