Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Samfundet er en nødvendig fiktion

Den franske sociolog Luc Boltanski har samlet seks nye forelæsninger i en bog om, hvorfor det er næsten lige så svært at bedrive samfundskritik, som det er at drive et samfund uden kritik ...
Den intellektuelle. Det, der kendetegner den store kritiker, er blikket for det store mønster. Men det er som den franske sociolog Luc Boltanski bemærker i sin nye bog om kritik, 'De la Critique', også lidt dumt: For den store kritiker ophæver på den måde de andre mennesker i det store billede. For at kunne sige sandheden for alle bliver man nødt til at antage, at de andre ikke kender den. De andre tænker slet ikke.

Den intellektuelle. Det, der kendetegner den store kritiker, er blikket for det store mønster. Men det er som den franske sociolog Luc Boltanski bemærker i sin nye bog om kritik, 'De la Critique', også lidt dumt: For den store kritiker ophæver på den måde de andre mennesker i det store billede. For at kunne sige sandheden for alle bliver man nødt til at antage, at de andre ikke kender den. De andre tænker slet ikke.

Nana Reimers

Kultur
9. januar 2010

På en måde skal den store kritiker gøre sig dum for at blive klog. Den store kulturkritiker er jo en tiltrækkende figur: Journalister, pensionerede politikere, akademikere og unge mennesker poserer stadig i offentligheden som den store kulturkritiker, der siger sandheden om det hele. Der laves hollywoodfilm om dem, der tør bryde tabuer, se sandheden i øjnene og forklare de måbende masser, hvordan det hele hænger sammen.

Det, der kendetegner den store kritiker, er blikket for det store mønster. Men det er som den franske sociolog Luc Boltanski bemærker i sin nye bog om kritik, De la Critique, også lidt dumt: For den store kritiker ophæver på den måde de andre mennesker i det store billede. For at kunne sige sandheden for alle bliver man nødt til at antage, at de andre ikke kender den. De andre tænker slet ikke, de er enten indhyllede i illusioner eller plaget af falsk bevidsthed. Den store intellektuelle kommer så og afslører samfundets sande undertrykkelsesmekanismer og raffinerede former for manipulation. Således kommer den store intellektuelle ofte til at ende som en klovn: Hun eller han bliver nødt til at reducere aktive mennesker til passive brikker i det store puslespil for at få sin egen kabale til at gå op.

En anden virkelighed

Luc Boltanski forklarer i De la Critique, at han selv har været optaget af den store kulturkritik. Som forsker arbejdede han i 60'erne og 70'erne sammen med samtidens store franske sociolog, Pierre Bourdieu. De skrev analyser sammen, og Boltanski fortsatte med at forske under stærk indflydelse fra Bourdieu.

Men i 1980'erne gjorde Boltanski op med den form for sociologi, fordi han blev ved med at støde på dens begrænsninger: Den kan ikke se almindelige mennesker som aktører i deres egen tilværelse. Den udkaster en teori om den sociale virkelighed, som skulle bestemme folks hverdag totalt. Boltanski forskød derfor sit fokus: Han blev inspireret af en pragmatisk sociologi, som tager udgangspunkt i folks egen opfattelse af deres situation. Den starter med andre ord med menneskenes selvbeskrivelser. Denne forskning antager ikke, at folk er bevidstløse ofre for sociale love, men derimod at de er aktive aktører i deres egen tilværelse. De har altid en eller anden kritisk forståelse af deres sociale virkelighed og deres personlige liv. Alle mennesker er selv hverdagssociologer, og det må den akademiske sociologi indse, hvis den vil beskrive samfundet. Den erkendelse giver ifølge Boltanski et anderledes billede af den sociale virkelighed: »Når man ser verden fra det synspunkt, er den sociale virkelighed ikke længere et sted, hvor passive og bevidstløse borgere bliver styret og domineret. Så er den sociale virkelighed snarere et rum, der er gennemskåret af en masse diskussioner, uenigheder, kritik og konstante forsøg på lokalt at genoprette overenskomster, som altid er udsatte og skrøbelige.«

Når man tager udgangspunkt i menneskene som tænkende, talende og kæmpende hverdagsaktører, kan man slet ikke overskue virkeligheden. Det giver ikke længere mening at tale om 'samfundet', fordi det er en konstruktion på papiret, som ikke stemmer overens med borgerne i samfundets hverdagsoplevelser. Man kan trække en linie i samtiden og samle de sociale konflikter under over skriften: Risikosamfundet. Den titel antyder, at produktionen af 'risici' skulle være styrende for vores politiske, kulturelle, sociale og eksistentielle liv. Men menneskene i risikosamfundet lever ikke kun i kampen mod risici: Boltanski har tidligere undersøgt de argumenter, vi bruger for at retfærdiggøre vores handlinger: Han viser, hvordan forskellige situationer beherskes af forskellige begrundelser. Når vi taler om 'hjemmet' og 'familien', er afhængighed noget positivt, mens 'uafhængighed' er positivt, når man taler om inspiration og kreativ produktion. 'Effektivitet' er positivt i forhold til forretningsdrift, men ikke i forhold til kærlighedslivet. Pointen er med andre ord, at vi alle lever i forskellige universer, som ikke kan bringes på en fællesnævner: Begrundelser for effektivitet, tillid, inspiration og intimitet er fuldstændigt uafhængige af de faktorer, som får nogen til at tale om 'risikosamfundet'. Der er ikke nogen 'lov', som styrer hele samfundet. Der er en række forskellige felter, som styres efter forskellige dyder og normer.

Samfundet eller ej

Boltanski skelner således mellem det teoretiske overblik, hvor man taler om 'samfundet', og den praktiske hverdag, hvor samfundet ikke findes. Han kobler de to synsmåder til henholdsvis den store kulturkritik og den pragmatiske sociologi. Den store kritik kendes på de flotte postulater om kapitalismens logik, magtens hemmelighed eller konkurrencestaten. Den pragmatiske sociologi kendes på de specifikke undersøgelse af eksempelvis managementsproget, bestemmelser af grænser for abort eller motiver i kærlighedsdiskursen.

Men det teoretiske niveau og det praktiske niveau, de brede postulater og den lille pragmatik kan ifølge Boltanski ikke holdes helt adskilt. For folk tænker og taler til daglig, som om det samfund findes. De henviser til forskellige lokale universer, når de skal forklare deres handlinger, men de henviser også alle indimellem til 'samfundet'. Den pragmatiske sociologi fører således tilbage til den store kulturkritik:

»Det følger således,« skriver Boltanski, »at en sociologi, der sætter som mål at lave skemaer over, hvordan de sociale aktører former samfundet, på den ene side iagttager, hvordan samfundet er en fiktion, men på den anden side, må erkende, at disse fiktioner forekommer nødvendige og derfor bør de også have en plads i den sociologiske teori.«

Vi tænker på samfundet, som om det findes, selv om det ikke findes. Og derfor må en sociologi om, hvordan vi tænker, også have en teori om samfundet. Og derfor må en kritik af vores lokale problemer og konflikter også forenes med en større kulturkritik. Man kan derfor på den ene side vise, hvordan de store kulturkritikere tager fejl, forsimpler og fordummer, men man må på den anden side fastholde, at den almindelige kritik af små problemer trænger bedre igennem, hvis den flyver gennem offentligheden på de store ords vinger.

Det er denne og flere tilsvarende problematikker, som Luc Boltanski kredser om i de seks forelæsninger, der nu er samlet som bogen De la Critique. Den kan også læses som et metodologisk tilføjelse til Kapitalismens ånd, som han sammen med Ève Chiapello udgav i 1999. Det er en bog, som har gjort Boltanski til en af de få nulevende franske intellektuelle, der stadig eksporteres til både resten af Europa og USA. Og hans refleksioner i De la Critique viser igen hans evne til at tilfredsstille tidens behov for en stor kulturkritiker og samtidig vise, hvorfor den skikkelse er en slags tragisk demokratisk helt.

Luc Boltanski: De la Critique – Précis de sociologie de l’émancipation. 19.90 Euro 294 s., Gallimard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her