Ida Marie Hedes Seancer har stoppet mit hoved med pænt frustrerende spørgsmål, så meget ved jeg. Jeg ved også, at det med et stærkt eksperimenterende debutværk som dette vil være på sin plads at begynde med at karakterisere dets helt formelle træk og pænt lade frustrationerne vente.
Seancer indeholder 14 prosatekster. De er fyldt med genstande, naturelementer og fremmedord. Teksterne er meget ens og skrevet med den samme motor, som ikke er en spændingsdrevet plotmotor, ikke en psykologisk realisme-motor, men nok snarere en motor i en syret billedmaskine. Nu hedder bogen som nævnt Seancer, men 'scenarier' er også en dækkende betegnelse noget af vejen, idet man her indfanger teksternes karakter af tænkte begivenheder og deres visuelle præg. Men en seance er måske lige dét mere twistet, hvilket passer godt til teksterne - en seance kan nemlig ifølge Nudansk Ordbog være »et lukket, spiritistisk møde hvor man forsøger at opnå kontakt med afdøde personer«, ordet kan bruges spøgefuldt om et samvær: »det her bliver vist en længere seance«, og endelig kan man bruge betegnelsen om »det at sidde model for en kunstmaler«. Hvis teksterne gengiver noget, der kunne minde om mennesker, er det enten som netop afdøde personer, tilmed farverige og spændende: Marilyn Monroe, Mary Shelley, Kate Fox (1836-1893) - og hvis teksterne ellers har noget med mennesker at gøre, er det en menneskemasse: et publikum, hvor alle reagerer og opfører sig ens, eller en forening af menneskekroppe.
Intet lefleri
Teksternes objekter optræder gerne i bestemt form første gang, de benævnes. Hede springer fra sætning til sætning mellem beskrivelser, aforismelignende ytringer og kunstessaylinjer. Samtidig er teksterne pakket med modsætninger, og kalejdoskopiske - der lefles kort sagt ikke for læseren. Sådan her begynder f.eks. teksten 'Hollywood':
»Kridtstøv. Noget sort, der klapper.//En Hollywoodkatastrofe nærmer sig højdepunktet: Strygejernet glider hen ad smokingen på strygebrættet, falder ud over kanten og ned i badekarret, en elektrisk druknedød. Vand pjasker ud over gulvet./Strygejernets ledning brænder, det hvide stof med de snoede, blå striber forkulles. Øjnene er våde. Elskerinderne og forræderne steges. Kernefamilierne hvæser. De svitses i en tvekamp med emalje og hvidt.«
Anslaget her er karakteristisk ved at indeholde modsætningen sort-hvidt, beskrive en slags kædereaktion, referere til amerikansk populærkultur og fremskrive en katastrofe. Om der sidder en lille lumsk djævel af en fortæller bagved og får det hele til at ske, i hvert fald på papiret, eller om der er tale om civilisationskritik, har teksterne ikke givet mig den mindste lyst til at undersøge. Nej, jeg er gået i stå ved spørgsmålene: Stryger man overhovedet en smoking? Er det nødvendigt at skrive at vandet pjasker ud over gulvet? Hvis øjne?
En anden tekst 'Hullet', der, hvis man skulle forankre teksten i virkeligheden, måske kunne siges at gengive en musikalsk optræden på en bar, begynder med et ikkested og kommer for mig at se så ikke ud af stedet, fordi teksten smuldrer, så snart man begynder at spørge med hvorfor og hvordan. Akkurat som i de øvrige tekster, hvor det især er sammenligningerne, der ikke bærer frugt. Hvorfor f.eks. sammenligne bregner med baobabtræer - altså en plantevækst med en anden? Eller et ribben med et hjerte? Hvis tandelastikker sidder i stræk mellem kindtænder, kan de så også bæve? De mange modsætninger bliver ofte stopklodser eller som her til det rene vrøvl: »Ikkelyden, det trætte, der knirker og knitrer, bliver til lyden.«
Seancer er funderet i en billedverden og vel skrevet for at få læseren til at se noget vildt og nyt for sit indre blik, men fordi de litterære virkemidler ikke er under kontrol, og fordi sammenligninger og modsætningspar ikke giver mening, kan man som læser ikke se andet end tåge - eller rettere tågesnak - for sig.
