Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Selvindlysende, men samtidig selvlysende

En erotisk, narkotisk storby-gloom præger London-trioen The xx og deres minimalistiske post-punk-pop. Det forløses excellent på deres debutalbum, men mindre heldigt til en udsolgt koncert med et storsludrende publikum
Det er imponerende, at trioen The xx ved koncerter har fravalgt billige udråbstegn og kulørte cirkustricks, og i stedet insisterer på sangenes selvlysende sårbarhed. På at lade dem, der vil, nærme sig trioens indre glød.

Det er imponerende, at trioen The xx ved koncerter har fravalgt billige udråbstegn og kulørte cirkustricks, og i stedet insisterer på sangenes selvlysende sårbarhed. På at lade dem, der vil, nærme sig trioens indre glød.

Klavs Bo Christensen

Kultur
18. januar 2010

Høj blog-procent, behersket promille, ubehersket passiar. Sådan cirka artede fredag aften sig på publikumssiden i et udsolgt Store Vega, da Sydlondon-trioen The xx gæstede danernes hovedstad med deres egensindigt forsirede, minimalistisk skårne post-punk-pop. Det var en aften, hvor blogosfæren var taget i byen for at hylde et af de bands, den har omfavnet med størst ildhu i det forgangne år; men hvor det alligevel kneb en kende med koncentrationen.

Og The xx? De gjorde, hvad de kunne for at forløse deres smukt tilbageholdte, men henførte sange fra debutalbummet xx, hvor sangskrivningen får lov at stå letpåklædt i et bylandskab, der trækker på kropsfjern 80'er-drømmepop/shoegazerrock, californisk vemod a la Chris Isaak, dubsteps mørke bas- og synth-arkitektur, en let, meget let r&b- og blues-inspireret sangstil og post-punkens hang til gør-det-selv-enkelhed og blanding af elektronik, pop, rock i uventede forhold.

Alt sammen sang for sang fileteret ned til nogle få grundelementer. Bas, guitar, vokal, beats f.eks. udført med tilbageholdt åndedræt, med enkle formuleringer, nogle gange på kanten af en 60'er-pop-naivisme, men altid med en mørk mascara-linje under forenklingerne. For i modsætning til en række af tidens 60'er-pop-epigoner, så er der noget råt sanseligt, mørkt moderne, egensindigt unostalgisk over The xx.

Og det udstanses på xx med enkle virkemidler, i en nærmest mondænt diskret produktion, der har trukket på sammenligninger med voksen-jazz-divaen Sade! Hvilket er så meget desto mere overrumplende, når man tager bandmedlemmernes gennemsnitsalder lige omkring de 20 i betragtning. Sangenes fåmælte eksplosionskraft bliver aldrig affyret, selv om det må klø i aftrækkerfingrene. Nittebæltet bliver aldrig smældet gennem luften. I stedet aftegnes sangenes klart i fløjl og læder. Både bløde og hårde, aldrig effektjagende.

Skævvredne trekanter

Og less is more-æstetikken skaber plads til Oliver Sims og Romy Madley Crofts stærkt luftige, af og til næsten hviskende duetter, der synes intimt bekendende, sky ærlige, vingeskudte eksistenser i forvredne favntag og langmodige løsrivelser.

Live i Vega, fredag aften blev The xx en noget mere mudret affære. Elguitar, bas, sang, trommebeats/trom-mer, synth/laptop blev alt sammen affyret live, og i passager fandt de tre musikere en liflig samklang. Vi fik Crofts klare guitarlinjer, der er så gode, at de virker selvindlysende, men samtidig selvlysende. Vi kunne nyde Sims og Crofts vokaler blende så smukt sammen. Og Jamie Smiths arbejde med bas, beats, syntetiske klange fik lov at udfolde sig.

Men koncerten kom alligevel til at lide under en uheldig proportionering af grundelementerne, helhederne blev ofte til skævvredne trekanter. Trekanten var så også indtil for to måneder siden en firkant - inden Baria Qreshi forlod bandet. Om det spiller ind er svært at sige, men der var i hvert fald en uligevægt mellem de til tider svulstige bas og beats, og så de to strengespillende forsangere, hvis lavmælte intimt bekendende sangstemer blev trykket en kende i det overordnede mix - og i selskab med et rasende socialt indstillet publikum.

Det var som om sangenes stærkt private karakter havde det svært i offentligheden. Som The Guardian noterede i deres begrundelse for at udnævne The xx's debutalbum til 2009's bedste plade, så er det musik, der synes skræddersyet »specifikt til lytning alene i byens tomme natbusser«. Hvilket godt kan være lidt svært at dele med 1.500 mennesker og fadøl.

Trioens indre glød

Nede i numrenes DNA finder man også en afsondret, hvis ikke forkrampet følsomhed: »I can't give it up/To someone elses touch/Because I care too much«, som Croft synger på den »Wicked Game«-svungne »Infinity«. Det er denne tilbageholdenhed, der lokker og rører i sangene, men som live havde problemer med at komme ud over rampen, som det så poetisk sig hedder.

Musik er en balanceakt, og det gik op for denne signatur, hvor skrøbeligt balancerende The xx's debutalbum er. Og hvor sårbar det gør - og gjorde - deres koncertoptræden. Det var derfor også så meget desto mere imponerende, at trioen har fravalgt billige udråbstegn og kulørte cirkustricks, og i stedet insisterer på sangenes selvlysende sårbarhed. På at lade dem, der vil, nærme sig trioens indre glød.

Koncerten igennem fastholdt trioen den erotiske, narkotiske storby-gloom fra debutalbummet, som havde fået os til at møde op i så stort tal. Men denne insisteren blev tynget af noget genert i deres optræden, som gav en fornemmelsen af at opleve et live-band i sin vorden. The xx's indadvendthed arbejdede imod dem. Og det glæder jeg mig til at se dem tøjle langt mere sikkert i de kommende år. For, som vi ved fra f.eks. PJ Harvey og Antony & The Johnsons, så kan sårbarhed og indre landskaber også være en brændende styrke og en gribende eksponering - af den sjældne variant, som kan få folk til at holde kæft.

The xx - Store Vega, Kbh., fredag.
The xx: 'xx' (XL Recordings/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her