Læsetid: 4 min.

Slinger i tåspidsland

'Sylfiden' betager ikke så meget som før. Kompagniet får lange ben og eksotiske ansigter, men historierne forsvinder. Hvor er egentlig balletmesterens fokus?
12. januar 2010

Da Nikolaj Hübbe iscenesatte sin version af Sylfiden i 2003, var forestillingen en passioneret danseberetning om begær. Nuvel, dramaturgisk havde Hübbe en fiks idé om en usynlig sylfide, og det gav ham nogle problemer med Bournonvilles handling. Men denne ulogik klarede sig, fordi forestillingen som helhed summede af længsel.

Nu er Sylfiden igen på repertoiret. Med ulogik i hele opsætningen. Hvor iscenesættelsen tidligere fik alle til at vibrere af nærvær, går forestillingen nu nærmest død mellem dansene. Fredag aften virkede det, som om danserne hele tiden ventede på den næste tone. Og den 33-årige, irske dirigent Jeremy Bines havde valgt en smuk, men langsom patostolkning til DR UnderholdningsOrkestret, hvis blæsere afholdt skævhedskonkurrence; det er dumt at undervurdere Løvenskiolds musik, når man ikke kan spille den.

Hübbe satser ellers fornuftigt nok på sine yngre dansere, så Susanne Grinder danser med Ulrik Birkkjær, der debuterede torsdag - og Christina Michanek med Marcin Kupinski, der debuterede som fredag. Jeg havde glæden at opleve den 26-årige, polske Kupinski som James - en smuk, spinkel yngling med brændende blik og ren dans. Hans tolkning var meget enkel: Han var forblændet af en skønhed, der fløj væk. Men jeg fandt ikke tilsvarende forelskelse hos den 25-årige Christina Michaneks smal-øjede Sylfiden, der flaksede med armene, som kom hun direkte fra en Balanchine-prøve. Hendes jappede småspring var utroværdige; et overnaturligt flyvevæsen bliver ikke bange for at miste balancen!

Svigermorsmil

Så var den kønne, 24-årige Louise Østergaard mere inderlig som James' intetanende forlovede Effy. Men nogen havde givet hende hue på indendørs, så hendes ansigt blev alt for småt. Hendes Effy blev chokeret, da hendes kæreste løb væk fra deres bryllupsfest. Men hun var ikke ramt af et altknusende skæbnesammenbrud, bare sådan af et krakeleret hjerte og en lettet redning ved at kunne vælge den 25-årige, australske Christopher Rickerts Gurn i stedet for. Den flotte og sikre Rickert var nemlig instrueret, som om han dansede James - forståe- ligt nok, for Rickert har både charme og rolige linjer.

Til gengæld stod Mette Bødtcher som James' mor nærmest og smilede servilt, da Rickerts friede til den pige, der for et øjeblik siden var hendes søns kæreste - mens hendes søn måske var ved at begå selvmord ... Gisp. I virkeligheden stod hendes søn over for Lis Jeppesens kraftheks. Heksekvinden (nu med forvirrende svedigt-nøgne sylfide- arme) gjorde dog ikke noget. Hun stirrede bare på ham, og så røg han bagover i gulvet. Stendød. For hun havde været hans overmagt fra starten ... Farvel til elskovskamp på liv og død. Hvad i alverden sker der? Kender danserne ikke mere historien hos Bournonville? Eller er Hübbe mere optaget af trinene? Og hvor er Sorella Englund med sin åndfulde personinstruktion? Kontinuitet, tak!

Bagefter Sylfiden dansede kompagniet Symfoni i C, Balanchines neoklassiske glitterjuvel fra 1947, som sidste år løftede Balanchine ude på Operaen. Inde på Gamle Scene virker balletten mere intim og nærværende. Og danserne i korpset knoklede. Mange af dem er nye udenlandske dansere, som Hübbe har engageret. Flotte ben, men også eksotiske ansigter, som ikke umiddelbart får tolkningshjælp i Balanchines abstrakte trinsprog.

Amerikaneren Holly Jean Dorger glimtede med sit smilende attack, og den østrigske Lena-Maria Gruber med sine lange renhedslinjer. Ellers var balletten Gudrun Bojesens. Hun stod på sin tåspids i timevis, mens hendes partner Nehemiah Kish gjorde sig selv galant ved at holde om hende. Bojesen førte her det ene ben frem og tilbage i spagatbalancer - gudindesikker, køligtsmuk, forjættende - så Gamle Scene var ved at eksplodere. Her var der al den længsel, som Sylfiden manglede.

Så mon balletmesteren skal gentænke sin casting- strategi? Og sine repertoireblokke? Der går nu over en måned, før Sylfiden bliver danset igen. Hübbes egen spritnye Napoli fik kun to uger i november, og nu skal Giselle på turné til syv jyske musikhuse på 13 dage. På hjemmesiden står ikke engang dansernavne for Aalborg-forestillingen i aften.

Det er svært at se det lykkelige i denne anti-fordybelse. Både for korpset og for solisterne, der kun får lov til at danse ærefulde hoved- partier en-to-tre gange. Og for publikum, for hvem satser balletmesteren egentlig på? Hvilke dansere må vi forelske os i? Hvis kærligheden skal holde, er Gudrun Bojesen bedste bud.

Sylfiden af August Bournonville. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe assisteret af Anne Marie Vessel Schlüter, Sorella Englund og Christina Nilsson. Musik: H.S. Løvenskiold. Scenografi: Mikael Melbye. Symfoni i C af George Balanchine. Iscenesættelse: Merrill Ashley assisteret af Anne Holm-Jensen Peyk og Heidi Ryom. Musik: Georges Bizet. Kostumer: Annette Nørgaard. Dirigent: Jeremy Bines. Den Kgl. Ballet og DR Underholdningsorkestret. Gamle Scene. Danses også 13., 15., 19., 20., 23. og 24. feb. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu