Læsetid: 5 min.

Smerte forvandlet til skønhed

E fra eels er blevet skilt fra sit livs store kærlighed, og smerten derover gennemsyrer hans seneste mesterlige cd, indspillet hjemme på fire spor. Også det hyperaktive under-grundsnavn Kurt Vile har haft gang i hjemmebrænderiet
19. januar 2010

At sangeren, sangskriveren og multiinstrumentalisten E (som egentlig hedder Mark Oliver Everett) - og i øvrigt stort set synonym med orkesteret eels, med hvilket han netop er nedkommet med endnu et fremragende album kaldet End Times - er noget ganske særligt, er vist ingen nyhed. Uden mange knæfald for den gældende tone på musikscenen følger han stædigt sin egen vej - eller er det snarere en sti? Helt sikkert er det at han stilistisk set arbejder inden for et snævert felt, hvor der musikalsk konsekvent satses på den enkleste løsning - det vil sige, at der som tommelfingerregel benyttes få klodser, simple arrangementer og kunstløse melodilinjer. Det er ikke hos eels, man finder de store brusende harmonier eller komplekse kompositioner, til gengæld vrimler det med træfsikre melodier og så nogen af rockens mest hudløst ærlige tekster. Forfattet efter principperne om at enkelhed er en dyd, og der intet odiøst er i at kalde den famøse spade for netop en spade.

Metoden er den selvbiografiske, så de efterhånden otte langspillere, det er blevet til, afspejler med en vis præcision hvor denne E befandt sig på daværende tidspunkt -således reflekterer mesterværket Electro-Shock Blues fra 1998 i udstrakt grad søsterens selvmord og moderens kræftdød. Ikke ligefrem det mest oplagte materiale for en solid dosis partyrock, måske, men det er mærkværdigt nok ikke så traurigt, som det lyder. På den anden side har han i sine mere ligevægtige perioder udsendt decideret optimistiske lp'er såsom Daisies of the Galaxy fra 2000, der dog stadig indeholdt en sang som »It's a Motherfucker« - der godt nok skaffede ham en konservativ politiker på nakken, idet denne fremhævede sangen som et selvlysende eksempel på, hvorledes obskøniteter fra rockens overdrev korrumperede nationens børn - hvor han med de allersimpleste virkemidler fik sagt mere om tabets natur end de fleste præster formår med en prædiken så lang som den ondeste søndag. For ikke at glemme det rockede Souljacker fra 2001 eller sidste års rent ud liderlige Hombre Lobo. Hovedværket er og bliver dog den pose vidunderligt blandede bolcher, han udsendte i 2005 under titlen Blinking Lights and Other Revelations, 33 sange indspillet over en periode på seks år, hvor interessen samledes om spørgsmål såsom Guds eksistens og andre petitesser.

At konversere en hund

Nå, men nu er E så blevet skilt, og det er der kommet et af de helt gennemført dystre eels-albums ud af. Det hedder da også End Times, hvilket i et lidt bibelsk toneleje vel er noget i retning af de sidste tider. Det er nu mere den personlige undergang, der sigtes til på de 14 sange, som > helt uden omsvøb for størstedelens vedkommende er indspillet på fire spor hjemme i dagligstuen, hvilket giver en stemning af lige dele nær- og fravær (regn den selv ud!). Den kan i sin klang minde om Bruce Springsteens mesterlige Nebraska og samme atmosfære af melankolsk forladthed gennemsyrer hver og en af de 14 gribende sange. Som der synges et sted - »Every-thing was beautiful and free/In the beginning« og sådan er det jo tit med kærlighed - den begynder som en fjolledans og ender i den sorteste fortvivlelse. Med 46 år på bagen er E heller ingen årsunge, hvad han udmærket er klar over: »In my younger days/ This wouldn't have been so hard/ I would've just shrugged it off/ But now it's tough/ I'm not so rough/I've got a little ways to go/ It's not over yet, I know/ But it feels not so far away ...« Kærlighedstabet skærper i uhørt grad fornemmelsen af egen forgængelighed, og på den led tør man godt tale om den sidste tid.

Nu er 46 jo ingen alder, og selv om E føler sig nødsaget til at konversere sin hund for ikke at miste forstanden, lyder pladen paradoksalt nok utroligt livsbekræftende. Det er den gamle historie om smerte forvandlet til skønhed, og selv om det måske kan være lidt bittert for kunstneren, at det er sådan, hører det jo til jobbeskrivelsen. Især når man som E skriver så tæt op og ned af egen eksistens og egne erfaringer. Så albummets karakter af terapi er uundgåeligt, men heldigvis er han så dreven en sangskriver, at det på intet tidspunkt føles for privat. Hånden på hjertet - hvem har ikke været vildt på skideren på kærlighedens lokum? Og så er der jo i og for sig intet galt i at konversere en hund - de er som bekendt klogere end de fleste mennesker. Kloge nok til at holde deres mund, mens man taler, i hvert fald.

Knaster og båndsus

Også den afsindigt produktive Kurt Vile indspiller i udstrakt grad sin musik hjemme med alt hvad det indebærer af knaster, vorter og båndsus. Det kaldes lo-fi, selvom det måske i virkeligheden nok giver et mere 'realistisk' lydbillede end det gængse, hvor hvert et kvæk og hver en tone er blevet lydbehandlet helt ud i det absurde. Det giver i hvert fald nærvær og en uforlignelig fornemmelse af, at der rent faktisk er menneskelige elementer i spil. Her på Childish Prodigy, hans tredje langspiller inden for to år som solist - han er til daglig guitarist i War On Drugs, hvis forsanger Adam Granduciel og flere andre venner deltager lystigt i løjerne her - har han dog indforskrevet backingbandet The Violators på tre af de i alt ni numre. > Og det er så også der, hvor det lyder mest som gemen rock'n'roll. Personligt foretrækker jeg pladens seks andre et-til-to akkorders syre work-outs, hvor han og hvem der nu ellers var til stede den aften bare er gået amok foran computeren og ladet alskens pudsige indfald stå til troende.

Sangene lyder generelt som om de individuelt har taget mellem fem til ti minutter at skrive, hvilket både er charmerende og irriterende. Og så længe varer de så også. Hvilket generelt er for længe. Det er mig i hvert fald en uudgrundelig gåde, at diverse anmeldere har sammenlignet ham med folk som Neil Young, Tom Petty, Bruce Springsteen og sågar Bob Dylan. Det håndelag er slet ikke i spil her. Det er tværtimod en legesyge, der kan minde om finske 22-Pistepirkko og en ambiens, som man finder den hos f.eks. Ariel Pink. Pladen kan og bør opfattes som en skæg tankestreg fra en rastløs ung musiker, som har alt at lære om sangskrivnings-disciplin, men til gengæld gerne må bibeholde sin respektløse tilgang til indspilningsprocessen; så laver han måske en dag en plade på niveau med Bee Thousand eller Alien Lanes af lo-fi kongerne Guided by Voices. Der også kender noget til princippet om at stoppe, mens legen er god. >

eels: 'End Times' (Vagrant/Bonnier) Kurt Vile: 'Childish Prodigy' (Playground Music/Matador Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu