Læsetid 3 min.

Det starter med en stor fed spyflue ...

Sofi Oksanens kraftfulde og skræmmende roman er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris
Spyfluen. Sofi Oksanen formår i romanen 'Renselse' med spyflueagtig klæben og vivacitet at fastholde sin læser ved at fremvise en tilværelsens ubønhørlighed.

Spyfluen. Sofi Oksanen formår i romanen 'Renselse' med spyflueagtig klæben og vivacitet at fastholde sin læser ved at fremvise en tilværelsens ubønhørlighed.

28. januar 2010

Det begynder med en flue. Den gamle bondekone Aliide Truu står i en landsby i det vestlige Estland og stirrer med væmmelse på en fed spyflue, der er på jagt efter kød i hendes køkken. Så går den vilde jagt med fluesmækkeren, men fluen synes at vinde hver gang.

Optakten til Sofi Oksanens store roman Renselse, hendes første på dansk og det i Helena Idströms fremragende og stilsikre gengivelse, er en fin og tætvævet forberedelse på dramatikken i de følelsesmæssige, sociale og politiske konflikter og krigsbegivenheder, der udspiller sig i den finske forfatters naboland i årene fra selvstændigheden i 1930'erne, gennem den nazistiske og derefter sovjetiske besættelse og endelige frigørelse i 1991. Vi er nu ved optakten til en handlingsrække i 1992, hvor en ung, mishandlet pige dukker op i mørket på gården, hvor hun har søgt tilflugt. Det er stadig usikre tider, med bølleoptøjer og politiske opgør, og personkonstellationen viser hurtigt den hele syndige redelighed. Den unge Zara er et offer for trafficking, lokket helt fra Vladivostok til Berlin, hvor hun har været igennem hele den bestialske optugtelse, nu af sin dystre alfons Pasha ført mod ny udnyttelse i Tallin, men flygtet undervejs.

Flerstrenget

Den grimme affære udfoldes kun langsomt, forsigtigt, mistænksomt i takt med oprulningen af Aliides eget skæbneforløb. Den hele lange historie er mesterligt komponeret, flerstrenget med de to kvinder som skiftende ledefigurer, hvortil kommer indslag af en flygtnings dagbogsblade, hemmelige overvågningsrapporter, det hele suppleret med kapitelmottoer. At beretningen desuden ikke er kronologisk, men med mellemrum henter handlingsgange og forudsætninger frem fra forskellige tidligere år, bidrager ikke bare til spændingen ved opklaring af de spegede, fortrængte og bevidst skjulte forhold, men især til følelsernes, jalousiens og seksualitetens vilde veje og drabets uhyggelige selvfølgelighed.

Stilistisk er romanen en palet af farver, om end med dominans af et sort og gråt miljø, sanselig og mærkbar i detaljer. Af den uforglemmelige spyflue føres vi rundt til husets tingsverden af lugt og substans, mad i detaljerede udgaver, bohave, husgeråd, redskaber, vand i betydningsbærende mængder, smykker, klæder, medicin, dog indskrænket til universalmidlet baldriansdråber, alt sammen en naturalistisk materialisme, der bliver til musik, tematiske opspil og mønsterdannelse i et finmasket episk netværk. Det er for eksempel ikke tilfældigt, at Aliide bemærker Zaras hvide tænder, da handlingen viser, at hun med tænder associerer til smerter og til voldtægt under forhør. Noget, der gælder for dem begge.

Forræderi

Huset bærer på en rugende hemmelighed. Det har tilhørt Aliides søster Ingel, der giftede sig med Hans, den mand, som Aliide elskede. Han flygtede fra kommunisterne, men vendte hemmeligt hjem og skjulte sig i huset. Aliide giftede sig så med en lumpen partiorganisator og fortrænger forræderisk søsteren fra hus og hjem for at overtage det, mens Hans stadig holder sig gemt selvsamme sted. Ingel deporteres med sin datter til Sibirien. Barnebarnet Zara har nu fundet frem sin mormors søster og dokumenterer det tøvende med et fotografi.

Således rulles fortiden op i groteske, udmarvende scenerier, båret af Aliides uudslukkelige, absurd tålmodige lidenskab for denne Hans, som blev hentet frem, når manden var ude, og mere åbenlyst, da hun har slået den stinkende ægtemand ihjel. Men Hans elsker Ingel i det fjerne. Tro nu ikke, at myrderierne er slut. Overgemte, håbløse emotioner, jalousi, fortrydelse og forbrydelse, skam, stædighed og fornedrelse, kvindeundertrykkelse og kvindemagt eskalerer i takt med afdækning af sindenes og stedernes hemmeligheder, hvor også Zara kommer direkte fra drab på en pervers bordelchef på flugt fra sine udbyttere, der bruger samme tvang og torturmetoder, som vi er vidner til ved politiske forhør. Og Aliide løser Zaras problem så håndfast, som kun lang tids had, bundethed, frygt og lidelse kan præstere.

Vejen til 'et frit Estland' og personlig frihed er her brolagt med søvnløse nætter, underdanighed, kropslig væmmelse og pine, fattige drømme - og med ting, der hober sig op i sind og hus. Det er forunderligt administreret af Sofi Oksanen i denne bog om 'renselse' i en kombinatorik af dimensioner og en spændstighed, der med spyflueagtig klæben og vivacitet fastholder sin læser ved at fremvise en tilværelsens ubønhørlighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu