Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En storm over et tankeeksperiment

I Tyskland fortsætter den filosofiske debat om lighed og omfordeling med at sætte besindige gemytter i brand. Nu blander den konservative litterat Karl-Heinz Bohrer sig med et forsvar for filosoffen Peter Sloterdijk, der fortsat møder modstand for sin opfordring til en fordelingspolitisk borgerkrig
Kultur
30. januar 2010

I et sylespidst indlæg i Frankfurter Allgemeine Zeitung er den konservative germanist Karl-Heinz Bohrer gået ind i den filosofiske fejde om velfærdstatens moralske grundlag, der siden efteråret har raset i den tyske intellektuelle debat.

Ifølge Bohrer lukker debattens mange fortalere for socialdemokratisk omfordelingspolitik øjnene for, at socialstaten bygger på en grundlæggende uretfærdighed. Dermed bliver mange af tilhængernes argument blot til et forsvar for den gradvist forhutlede socialstat, »der plyndrer mig og mange for velfortjente finansielle gevinster, eksempelvis når den genindkræver halvdelen af de betragtelige summer for akademiske udmærkelser eller kulturpriser - målrettet afstraffelse af individer«.

Når det gælder om at nævne konkrete navne på misdæderne, retter den 77-årige germanist i særlig grad fingeren mod frankfurterfilosoffen Axel Honneth og hans allierede Christoph Menke, hvis ukritiske forsvar for statslig omfordelingspraksis gør dem skyldige i en særligt konformistisk tænkning, der er kendetegnende for »venstreorienteret socialfilosofi.« Når Honneth og Menke optræder på debatsidernes arena bevæbnet med hegelianske henvisninger til sandheden, er der i virkeligheden tale om en »sandhedskølle« , der skal bruges til at skaffe normativ og moralsk rygdækning for egne gennempolitiserede interesser, nemlig »advokaturet for den konsekvente lighed mellem alle dele af befolkningen«.

Og så snart Honneth og Menke prædiker lighed og moralsk universalisme, placerer Bohrer dem på linje med en særlig tysk tradition for i lighedens navn at ringeagte friheden: »I et land, der i stigende grad mister åndelig og politisk tiltrækningsværdi som følge af frihedsmotivets erosion til fordel for lighedsprincippet, i et land hvor lighedsprincippet siden Biscmarcks sociallovgivning og nazisternes, såvel som DDR-kommunisternes destruktion af borgerlige tænke- og levemåder, fremstår mere og mere som en selvfølgelighed, undgår de to filosofiprofessorer ikke at forklæde deres nedadsnobbende forargelse som langtidsgyldige principper«.

'Fiskal borgerkrig'

Bohrers polemiserende indlæg lægger sig i halen på en debat, der er føget gennem avisernes debatsider og kun er tiltaget i intensitet, siden filosoffen Peter Sloterdijk i et indlæg i Frankfuter Allgemeine Zeitung satte spørgsmålstegn ved den moderne velfærdsstats moralske legitimitet. Socialstatens omfordelingsdynamik, som stjæler fra de stærke og giver til de svage, er i grunden forbryderisk, skrev Sloterdijk.

Tvang svækker moralen hos dem, der bærer den tungeste byrde, og i stedet for statslig omfordeling, burde beskatning være frivillig, for kun dermed kan man restaurere moralen hos de stærke, lød filosoffens radikale forslag.

Kort efter Sloterdijks Glistrup-lignende opråb om »fiskal borgerkrig« begyndte reaktionerne at dukke op i de tyske avisers kultursektioner. Axel Honneth beskyldte ham for at bedrive klassekamp fra oven og forklarede siden i et interview til avisen Kölner Stadt-Anzeiger sin bekymring for »hvilke mekanismer, der er virksomme i den kulturelle offentlighed, når artikler som Sloterdijks støder på stiltiende accept, selvom de grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved det moralske grundlag for vores samfundsmæssige sameksistens.«

Men Honneths moralisme er utilstedelig, skriver Bohrer, fordi han bevidst fejlfortolker Sloterdijks utopiske fantasiindfald som det seneste skud på stammen i en lang række af systematiske og moralsk suspekte angreb på socialstaten, eller endda som en variant af 68-generationens egomane og hedonistiske ansvarsløshed. »Begge dele«, skriver Bohrer, »er latterlige. Både den sammensværgelsesteoretiske, såvel som den ærekrænkende forklaring er typisk for skrivebordstænkningen i den slags venstreorienteret socialfilosofi.«

Filosofisk masseslagsmål

Som sejrherre ved efterårets tyske valg udtalte den liberale partiformand Guido Westerwelle, at det var tid til en »åndelig-politisk revolution« i Tyskland.

Mange venstreintellektuelle frygtede, at Westerwelles udtalelse dækkede over planer om at afmontere socialstaten, og de så samtidig Sloterdijks indlæg som den intellektuelle legitimering af den fremtidige minimalstat.

Prominente filosoffer som Martin Seel og Volker Gerhard er siden gået i rette med Sloterdijk, hvis kritikere anfører, at frivillige indbetalinger aldrig ville være i stand til at dække over selv de mest grundlæggende velfærdsydelser, samt ikke mindst at de rige, hvis moral i Sloterdijks udlægning skulle svækkes proportionelt med hver en skatteprocent, selv har en interesse i at betale den skat, som sikrer infrastruktur, social ro og andre nødvendige betingelser for et blomstrende erhvervsliv.

Også Paul Kirchhoff, dommer ved den tyske forfatningsdomstol, så sig nødsaget til at forklare Sloterdijk, at »en stat, der garanterer frihed i det økonomiske liv, må lade sig finansiere gennem skatteinddrivelse. I det ærinde kan man ikke forlade sig på frivillig betaling, hvis man vil modtage mere end blot et par skillinger.«

Kirchhoff blev assisteret af filosoffen Lutz Wingert, der i avisen Die Zeit påtog sig at betvivle, hvorvidt Sloterdijks begreb om de stærke uproblematisk kan identificeres med de fortjenstfulde:

»Ulighedens nye teoretikere og de øverste indkomstlags bekymrede beskyttere anvender ydelsesprincippet ret ensidigt. De identificerer de ydende gennem deres indtægt, som opnås på markedet, men på den måde sidestilles succes på markedet på tvivlsom vis med ydelse.«

Indtil videre udgør 77-årige Bohrer den mest prominente støtte til Sloterdijk. Bohrer har forsvarer ham med en henvisning til, at der med kravet om frivillig beskatning primært er tale om et tankeeksperiment.

Men de fleste debattører har tilsluttet sig Honneths afskrivning af Sloterdijk som en i grunden apolitisk og opmærksomhedshungrende provokatør. Og dog har provokatøren formået at sætte brand i en grundlæggende debat om velfærdstatens formål og eksistensberettigelse, som ikke tegner til at dø ud foreløbig.

Adspurgt om hvorvidt han er ude på at provokere eller om han rent faktisk ønsker at virkeliggøre en skattepolitik baseret på frivillighed sagde Sloterdijk for nylig til Süddeutsche Zeitung:

»Jeg har opfordret til et tankeeksperiment, fordi et af fremtidens vigtigste psykopolitiske og moralske spørgsmål i mine øjne er, hvordan vi omstiller os fra tvang til frivillighed, og det gælder både skattetekniske og økologiske spørgsmål.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her