Læsetid: 4 min.

At trække i følelsernes håndbremse

Med sit fabelagtige band Magnetic Fields er sangskriveren Stephin Merritt atter på banen med en gudeskøn plade, hvor han revitaliserer sin sangskrivning ved at søge tilbage til kilden
Stephin Merritt (t.h.) har droppet koncept-pladerne 
 og er vendt tilbage til 
 udgangspunktet, hvilket har gjort underværker for sangskrivningen på 'Realism'.

Stephin Merritt (t.h.) har droppet koncept-pladerne
og er vendt tilbage til
udgangspunktet, hvilket har gjort underværker for sangskrivningen på 'Realism'.

Martin Rosenauer

25. januar 2010

Sangeren og sangskriveren Stephin Merritt befinder sig i den bizarre situation, at han - hvordan man end vender og drejer det - leverede sit livs mesterværk i 1999 med albummet 69 Love Songs. Godt nok i selskab med 'bandet' Magnetic Fields, hvilket så også nærmest er et nom de plume for Merritt. Eller taler vi i virkeligheden tre albums? Det var som bekendt et tredobbelt sæt cd'er og noget af en mundfuld. Og så alligevel ikke, thi de 69 sange om kærlighedens afveje blev båret igennem af et åndeløst betagende melodisk hånde- lag, der gav mindelser om de klange, der stod fra den såkaldte Brill Building i New York i 1960'ernes første halvdel, af en Paul McCartneys ubesværede touch, ja, sågar af Abbas monumentale skandinaviske superpop. Men ikke kun det - som titlen mere end antyder, omhandler værket kærlighedens mange facetter - fra det værste hjertebræk til den mest lysende glæde, fra dens spæde fødsel til forladt- hedens dræbende trummerum, fra den mest indædte forsagelse til den overstadigste liderlighed.

Hvad der ud over de bedårende melodier og en fuldstændig indtagende musikalsk minimalisme - en fræk blanding af billig electronica, underspillede Broadway-ballader, tidlig 80'er-indie (Young Marble Giants!) og masser af ukulele - driver værket, er Merritts vid og kunnen som tekstforfatter. At han vælger at udtrykke sig så lige ud som tilfældet er, gør kun resultatet så meget desto mere betagende i lyset af, hvor præcist han rammer. Også selv om ideerne bag de enkelte sange kan være endog yderst barnlige - hvilket paradoksalt nok er med til at gøre pladen til det mesterværk, den nu en gang er. Som når han synger om at kneppe som kaniner på »Let's Pretend We're Bunny Rabbits« eller om behovet for et nyt hjerte på - jo da - »I Think I Need a New Heart«. Fraset et par kvindelige gæstevokalister altid afsunget med pokerfjæs-vokal. Men måske er det mest geniale sangenes evne til med udgangspunkt i den mest kulsorte smerte og pessimisme at fylde lytteren med frydefuld livsglæde. Det er i hvert fald svært ikke at blive glad af - på samme måde som det er at komme i tanke om en anden plade, der bare minder om 69 Love Songs.

Ved at gå til af kedsomhed

Og den blev da også behørigt hyldet, kom på alles lister over ikke bare årets, men såmænd også årtiets plader, ligesom den til stadighed er at finde på gud og hvermand (inkl. undertegnedes) liste over verdens bedste plader, og hvad ved jeg. Hvis ikke Merritt havde været så kontrær over for journalister, så lidt interesseret i at spille spillet, og bare lidt mere medgørlig, kunne den sågar har gjort ham til en stjerne. Det blev så i stedet ånds- beslægtede Rufus Wain-wright, der deler Merritts fascination af musik fra før, rocken overtog gesjæften. I stedet så det ud til, at Merritt oven på kraftpræstationen havnede i en kreativ blind- gyde, idet han lystigt fortsatte ned ad de vidtløftige koncepters allé. Og de syntes generelt at overskygge sangene selv. Ikke mindst på 2008's Distortion, der måske/måske ikke var en hyldest til The Jesus and Mary Chain. Hvad end den dybere mening var at overlægge alt med hvid støj, skabte det i sidste ende en afstand til sangene, som selv den bedste vilje ikke kunne overkomme. Det bedste, man kan sige derom, er, at det vitterligt ikke lød som The Magnetic Fields. Overhovedet.

Også derfor er Realism sådan en glædelig overraskelse, thi koncepterne er lagt på hylden, og i stedet fokuseres der på den enkelte sang, hvilket er og bliver Merritts force. Er vi på niveau med 69 Love Songs, er der nu sikkert enkelte, der spørger. Hvortil svaret lyder - ja, nogen gange. Det er i hvert fald samme stilistiske område, der opereres inden for. De 13 sange er måske nok af svingende kvalitet, men hans evne til at trække i følelsernes håndbremse på de mest uventede tidspunkter er i den grad intakt. Så når han forsyner den ætsende åbner »You Must Be Out of Your Mind« (hvor han forestiller sig selv gravid og forladt ved alteret!) med et omkvæd, der går sådan her: »I want you crawling back to me, down on your knees, yeah/ like an appendectomy, sans anaesthesia«, afsunget med en stemmeføring, der lyder som om han nærmest er ved at gå til af kedsomhed, bliver jeg sgu så fornøjet.

Dystert og legesygt

Den sorte humor, vi kender og elsker ham for, folder sig ud i frit flor på sange som »Always Already Alone« og »Seduced and Abandoned«, hvor følelsesmæssigt kaos forløses i en enkel, men svidende tekst, hvis indhold man desværre kun kan nikke genkendende til. I den helt fjollede ende finder man »We Are Having a Hootenanny«, der på en eller anden måde involverer Scientology, mens julesalmen »Everything Is One Big Christmas Tree« er fuldstændig gennemsyret af hans karakteristiske sarkasme. Musikalsk befinder vi os atter et udefinerbart sted mellem det dystre og det legesyge, i en klar unplugged kontekst, thi her er ikke den mindste gnist af elektricitet af finde. Det er banjoer og guitarer, celloer og tubaer og lyden af et legetøjsklaver, der dominerer. Og endnu en gang kan man læne sig tilbage og nyde, hvor pokkers gode The Magnetic Fields er til at arrangere Merritts sange.

Det lyder som om Merritts sangskrivning er blevet revitaliseret ved, at han er vendt tilbage til sit udgangspunkt. Det er længe siden, han har lydt så inspireret, that's for sure. Alt i alt et band, der på Realism gør, hvad det så ofte har gjort. Men i lyset af hvor godt, de gør det, og det faktum, at ingen andre bevæger sig i lige det farvand, skal der herfra kun lyde begejstret applaus.

Magnetic Fields: Realism (Nonesuch/ Warner) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu