Læsetid: 4 min.

Den ubændige ekspressionist

Tenorsaxofonisten Donny McCaslin måtte dele hovedrollen ved sin koncert med sin danske trommeslager
25. januar 2010

Der måtte holdes på både hat og briller, da Vinterjazzfestivalens første hovednavn, den amerikanske tenorsaxofonist Donny McCaslin, trådte frem på Copenhagen Jazzhouses scene fredag sammen med Jens Klüvers århusianske big band.

McCaslin svigtede ikke sit ry som en ubændig ekspressionist, der gerne starter i tredje gear og hurtigt går op i fjerde for så at blive dér. I et program, der var suppleret af to strukturmæssigt totalt mættede stykker af Thomas Clausen - uden McCaslins medvirken - satte orkestret og hovedpersonen i dennes musik vores grænser på prøve for, hvor meget kompleks og ekspressiv orkestermusik man kan kapere på et par timer.

Kun endnu et stykke uden McCaslin, Kenny Werners »Uncovered Heart« med pianisten Mads Bærentzens delikate anslag i centrum, udgjorde en lille oase i bombardementet.

Beskydningen bekom imidlertid denne anmelder vel. På denne aften stiftede et københavnsk publikum for første gang bekendtskab med to amerikanske arrangører, Sherisse Rogers og Nicholas Urie, som man gerne hører mere til, orkestret spillede strålende, og så var der hele to hovedpersoner på scenen.

Det er nemlig svært at se, hvordan koncerten kunne være lykkedes uden Klüver-orkestrets gæst, trommeslageren Jonas Johansen. I sin evne til at udfordre McCaslin, fastholde det høje dynamik-niveau og være orkestrets suveræne ankermand var Johansen denne fredag nærmest mirakuløs.

Fra en position, der faktisk ligger lidt bag slaget, nærmest piskede han, på én gang knitrende og med stor tyngde, orkester og solist frem, og det benyttede McCaslin til at finde hele arsenalet af melodiøs ekspressionisme frem. Qua sin faste plads i Maria Schneiders orkester er McCaslin vant til musik, hvori han ofte spiller kontra-tenor og altså formulerer sig udtryksfuldt i instrumentets allerøverste register, og det er dét, der sammen med hans tøjlesløse energi og hans aldrig svigtende hensyn til det melodiske i sin udforskning gør ham til så fascinerende en musiker.

Hans solo i hyldesten til den brasilianske sangerinde Luciana Souza, »Fast Brazil«, var en ren perle, og at han kan stå distancen i et mere konventionelt harmoniskema og med fire lige slag i takten beviste han i forrygende duel med Klüvers to faste tenorer, Michael Bladt og Claus Waidtløw, i ekstranummeret, Ellingtons »Take the Coltrane«.

Allerede fredag eftermiddag havde Jan Kaspersen med sin genopstandne kvintet stemt det opretstående klaver i Jazz Cup i den kendte tone, M for Monk. Kaspersen sluttede sin koncert, der bl.a. gav et velkomment comeback til tenorsaxofonisten Bob Rockwell, og som domineredes af en veloplagt Anders Bergcrantz på trompet, med nærmest drømmende henkastet solo at spille en af Monks signaturer, Leonello Casuccis »Just a Gigolo«, og lørdag eftermiddag kom turen så til Monks egen musik, da pianisten Thomas Clausens trio kastede sig ud i den i det diminutive lokale i Gothersgade.

Selv om meget få jazzmusikere, heller ikke Clausen, i deres karriere slipper helt uden om Monks musik, så er dét at spille Monk i projektform nyt for trioen, og lejlighedsvist var der da også glimt af fænomenet 'åben prøve'. Ikke desto mindre er det evident, at Monks særprægede harmonik og den karske måde - med rod i strideklavér-stilen - han > selv spillede sin musik på, er noget, der appellerer til Clausen og, især, dét kraftfulde anslag, han har tillagt sig de senere år. Der er et indlysende slægtskab mellem de markante baslinier i visse brasilianske choro'er, som Clausen også dyrker, og den måde, hvorpå venstrehånden er tiltænkt en naturlig stærk rolle i Monks klaveremusik, og det er tydeligt, at når Clausen så yderligere krydrer med reharmoniseringer og spektakulære arrangementer, da vil hans Monk-projekt også blive meget givende. Et plus i denne henseende er også Thomas Fonnesbechs mørktfarvede, kraftfulde og jordnære basspil.

Konstant grød

Der er ingen bas i Trio Beyond - samarbejdet mellem guitaristen John Scofield, hammondorganisten Larry Goldings og trommeslageren Jack DeJohnette - og at basfunktionen her varetages af Goldings' fødder på orglets bundpedaler var et problem, da trioen lørdag aften spillede i DR's koncerthus' store sal. Ikke at Goldings spillede ringe - næppe - men det var bare ikke til at høre, hvad han spillede, og der var for tilhørerne ingen forbindelse mellem basgangene og DeJohnettes bækkenslag. Hammondorglets baspedaler producerer i forvejen en mere 'mudret' lyd end en kontrabas, men her var den reduceret til konstant grød.

Og det var synd, for trioen virkede trods de mange tomme sæder bag dem i den store sal veloplagt og præsenterede flere nye titler i forhold dens hidtil eneste udgivelse og til sidste københavnsbesøg, hvor den spillede i Pressen. Både Scofield og Goldings viste vingefanget i Joe Hendersons »Punjab« og i Scofields egen »Flower Power«. Goldings kender alle jazzorgelspillets klassiske dyder og sørger for en horisontal dynamisk linje trioens musik, hvorpå Scofield lader sine oftest ret korte fraser danse, mens denne anmelder er mere tvivlrådig når det gælder DeJohnettes rolle. Det forekommer oftere og oftere, at han synes kun at spille dét, han selv hører, uden nævneværdigt hensyn til, hvor de medspillende vil trække musikken hen. >

Jazz Cup, fredag: Jan Kaspersens Kvintet

Copenhagen Jazzhouse., fredag: Donny McCaslin & Klüvers Big Band

Jazz Cup, lørdag: DR Koncerthuset, lørdag: Trio Beyond

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu