Læsetid: 5 min.

En vældig lufttur

George Clooney stråler i Jason Reitmans ’Up in the Air’, der er en morsom og indfølt skildring af en mand, som må tage sit komfortable og uforpligtende liv op til revision
George Clooney stråler i Jason Reitmans ’Up in the Air’, der er en morsom og indfølt skildring af en mand, som må tage sit komfortable og uforpligtende liv op til revision
29. januar 2010

George Clooney får alting til at se så let ud. Det er en af grundene til, at han er så god en skuespiller, og at man aldrig bliver træt af at se på ham. Man kan med en vis ret argumentere for, at han som en vaskeægte filmstjerne af den elegante, klassiske og flotte slags – tænk Cary Grant og James Stewart – spiller variationer over den samme rolle, og at den rolle i en vis udstrækning er baseret på ham selv.

Men det er naturligvis kun en lille del af sandheden om 48-årige Clooney, der trods sin stjernestatus har bevaret karakterskuespillerens evne til at forvandle sig fra film til film. Hans virkemidler er blot så små og enkle – mimik, gestik, øjne – at de kan være svære at få øje på, og det er derfor, at det tager sig så bedragerisk let og ubesværet ud.

Det er en rolle, skuespilleren så at sige fandt frem til i Steven Soderberghs sørgeligt oversete Out of Sight (1998), hvor han spiller den charmerende og begavede bankrøver Jack Foley, der dog kæmper forgæves mod omstændigheder og mennesker, der ikke altid arter sig, som han vil have det.

Et liv i lufthavne

Og det er en rolle, som George Clooney siden har spillet en mere ubekymret version af i Soderberghs tre Ocean’s Eleven-film; krydret med tyngde og en knivspids livslede i Stephen Gaghans Syriana (2005) og Tony Gilroys Michael Clayton (2007); og gjort decideret fjollet i sin egen Leatherheads (2008), Coen-brødrenes Burn after Reading (2008) og Grant Heslows The Men Who Stare at Goats (2009).

Ryan Bingham, som Clooney hedder i Jason Reitmans nye film, det voldsomt vellykkede og både meget morsomme og rørende ­ko­me­die­dra­ma Up in the Air, befinder sig et eller andet sted mellem Danny Ocean og Michael Clayton. I begyndelsen af filmen er Ryan en mand med styr på det hele. Han rejser USA rundt for at fyre de mennesker, som deres chefer ikke selv har modet til at fyre, og i disse krisetider er det en god forretning.

Ryan lever sit uforpligtende (privat)liv i lufthavne og på lufthavnshoteller, og ingen andre steder føler han sig lige så meget hjemme. Han har udviklet et effektivt system af vaner og ritualer, der bringer ham hurtigt og sikkert fra det ene sted til det næste – og er ret elegant og sjovt iscenesat af Jason Reitman – og hans eneste ambition er at samle så mange bonuspoint med American Airlines, at han kan få det sagn­om­spundne platinkort, som kun seks andre har fået før ham – hvilket er færre, end der har gået mennesker på Månen.

Skyerne samler sig

Men grus kastes i Ryan Binghams velsmurte maskineri, da han først møder den smukke Alex (Vera Farmiga), der ligesom han konstant er på farten og lever og ånder for komfort, strømlinethed og bonuspoint. For selv om de til at begynde med er interesserede i det samme, et uforpligtende forhold i de byer, hvor deres travle kalendere tillader dem at mødes, falder Ryan for Alex og begynder at tvivle på sin egen filosofi om at rejse uden bagage i form af familie, venner og fast bolig, der kan tynge én ned. En filosofi, han endda holder foredrag om.

Bedre bliver det ikke af, at en ung, ambitiøs kvinde, Natalie (en virkeligt skæg Anna Kendrick), overbeviser Ryans chef, Craig (Jason Bateman), om, at fyringerne, som Ryan og hans kolleger står for, kan klares via en internetnetforbindelse og et webkamera. Ryan får lov til at tage Natalie med på en af sine fyringsrunder, så hun selv kan se, at det handler om mennesker, ikke blot navne på et stykke papir, men de to meget forskellige mennesker går mildest talt ikke godt i spænd.

Samtidig skal den ­lil­le­sø­ster, som Ryan nærmest ikke kender, giftes, og han må for en tid engagere sig i det familieliv, han ellers har skyet som pesten. Og mens skyerne samler sig over Ryan Binghams hoved, begynder han at spekulere på, om han nu også har valgt rigtigt i sit liv.

Reitmans genistreg

Det ville have været for nemt at fremstille Ryan Bingham som en ensom, midaldrende stakkel, der blot lader, som om han har det godt med sit ret beset overfladiske liv. Men Jason Reitmans genistreg – og en af mange styrker ved Up in the Air – er, at han er fuldstændig solidarisk med sin hovedperson.

Ryan er oprigtigt glad for den tilværelse, han har valgt, og han tror selv på filosofien om, at det er bedre at rejse gennem livet uden bagage end at skulle leve sammen med et andet menneske på godt og ondt. Når Ryan ­di­sku­te­rer sin livsstil og sine fravalg med Natalie, så gnisterne fyger – filmens dialog er skarp og ofte vittig – tror man på ham, selv om hun har svært ved det. Mestendels fordi hun stadig er så ung og forholdsvis romantisk anlagt.

Og man tror også på, at Ryan gennem mødet med især Alex får øjnene op for alternativer, han ikke tidligere havde overvejet, hvorfor han opsøger og nu gerne vil sin familie, der stort set har opgivet ham. Denne langsomme forvandling forplanter sig til en fantastisk velspillende Clooneys ansigt og holdning, der ikke er helt lige så ubekymret smilende eller let som til at begynde med.

Portræt af USA

Up in the Air er Jason Reitmans tredje spillefilm – efter Thank You for Smoking (2005) og Juno (2007) – og velsagtens også hans mest modne. Alle tre, begavede film handler om mennesker, der må tage deres liv op til overvejelse, men Up in the Air vil mere endnu.

Filmen er således også en engageret kærlighedserklæring til USA, hvor de byer, Ryan besøger, og selve det store land præsenteres oppefra i flotte billeder, der understreger landets majestætiske mangfoldighed. Samtidig skildrer Up in the Air et land i en alvorlig økonomisk krise, der primært har ramt helt almindelige mennesker.

Vi oplever, hvordan de mennesker, Ryan fyrer, reagerer på nyheden om, at de er blevet fyret, og hvordan Ryan håndterer deres vrede, sorg og forbløffelse. I nogle af filmens bedste scener spiller ikke skuespillere, men mennesker, som i det virkelige liv har prøvet at blive fyret, så at sige sig selv.

Den slags kan ikke spilles, og det giver filmen en sjælden autenticitet, og selv om Reitman blander gode ­skue­spil­le­re med amatører, er det amatørerne, som gør størst indtryk og giver filmen endnu mere tyngde, end George Clooneys fornemme præstation allerede har givet den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu