Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et varsel om verdenskrigene

Skinhellige sataner og børn med urovækkende, uaflæselige ansigter fylder billedet i Michael Hanekes dystre, disciplinerede og diskret æstetiske Guldpalme-vinder 'Det hvide bånd'
Titlen på Michael Hanekes film henviser til et hvidt armbånd, der ifølge filmens lokale pastor symboliserer uskylden, og som pastoren befaler sine børn at bære, når de ikke lever op til hans strikse forestillinger om, hvordan man bør opføre sig.

Titlen på Michael Hanekes film henviser til et hvidt armbånd, der ifølge filmens lokale pastor symboliserer uskylden, og som pastoren befaler sine børn at bære, når de ikke lever op til hans strikse forestillinger om, hvordan man bør opføre sig.

Camera Film

Kultur
14. januar 2010

Michael Hanekes Det hvide bånd begynder med den noget ironiske hændelse, at en landsbylæge havner på sygehuset - i rollen som patient, forstås. Landsby- lægen falder af hesten, da denne snubler over en snor, som nogen har spændt ud mellem to træer. Hvem vil mon lægen det ondt?

Som filmen skrider frem - og dette vil næppe komme som en overraskelse for kendere af Haneke - begynder antallet af sandsynlige gerningsmænd og ikke mindst gerningskvinder støt og roligt at vokse. Lægen, viser det sig, er nemlig et usædvanlig dumt svin. Og det er han ikke ene om at være i Eichwald, det lille nordtyske lokalsamfund, hvor hele filmen finder sted.

Bundet til sengen

Byens spidser ser nemlig ingen modsigelse i at gå i kirke hver søndag, men ellers behandle folk længere nede ad rangstigen nøjagtigt, som det passer dem.

Det hvide bånd udspiller sig i månederne op til Første Verdenskrig, og det er derfor overordentlig oplagt at tolke den megen menneskelige dårskab som et omrids af en forklaring på den gru, der blev Europa til del i de følgende 30 år.

Filmens titel henviser til et hvidt armbånd, der ifølge den lokale pastor symboliserer uskylden, og som han befaler sine børn at bære, når de ikke lever op til hans strikse forestillinger om, hvordan sådanne størrelser bør gebærde sig. Om denne dårlig-samvittigheds-indgydende straf er værre end den korporlige, er et åbent spørgsmål.

I et af Det hvide bånd's få eksempler på Hanekes ravnesorte og til noget nær nulpunktet underspillede humor binder pastoren desuden en af sine sønner fast til sengen om natten, fordi patriarken har ham mistænkt for at onanere, en aktivitet, som han belærer afkommet om fører til fysisk svækkelse og derefter døden.

Den gode lærer

Små 20 år senere begyndte et stort antal tyskere som bekendt at bære armbånd af en ganske anden art, og der er også andre hændelser i filmen, som sender tankerne i retning af Anden snarere end Første Verdenskrig.

Som i Hanekes seneste film, den eminente Skjult fra 2005, er det dramatiske udgangspunkt altså et mysterium, men hvor den intellektuelle elite stod for skud i Skjult, er rollefordelingen denne gang mere enkel. Filmens fortæller er nemlig en behørigt bebrillet 31-årig lærer, der fremstår som fornuftens stemme og oplysningens repræsentant, mens landsbyens magttriumvirat - pastoren, lægen og baronen - burde repræsentere den dunkle fortid, men altså snarere er et varsel om de rædsler, der lurer lige om verdenshistoriens hjørne.

Landsbylæreren er da også den eneste, som tør forestille sig, præcis hvor grufuld sagernes sammenhæng kan være (vil man have et hint herom, kan man kikke nederst i anmeldelsen, hvor filmens fulde originaltitel er anført). Men i og med, at det er læreren, der fortæller historien fra et udkigspunkt på den anden side af 1945, kunne man jo få den mistanke, at han har redigeret lidt i sine erindringer.

Tyst intensitet

I mindst lige så høj grad som i selve stoffet er det i den afsindigt autoritative eksekvering, at Det hvide bånd's største kvaliteter findes. Der er et herligt sammenfald mellem Hanekes filmstil og fysiske fremtoning. Fra skuldrene og op ligner den 67-årige østrigske instruktør mest af alt en buste af en filosof med en fortid som knaldkompetent efterretningsagent, en kombination af noget meget højpandet og noget meget handlekraftigt.

Som i tidligere værker bevæger han i Det hvide bånd kun sjældent sit kamera, og filmen er lyst op af en selvforstærkende stilistisk enkelhed. De mange lange indstillinger stiller store krav til personinstruktionen, krav, som Haneke i den grad honorerer. Der er næppe mere end en håndfuld andre filmskabere i verden, der så sikkert og sobert som Haneke ville kunne håndtere en scene som den, hvor et lille barn stiller en ung kvinde livets store, smertefulde spørgsmål just, som de falder ham ind for første gang. Han tager aldrig de nemme følelsesmæssige stik og understreger derfor heller ikke materialets »Det er synd for de fattige«-budskab unødigt.

Dansk inspiration

Hanekes inspirationskilder synes denne gang at spænde fra gyserklassikeren Den fortabte by til Carl Th. Dreyer (Det hvide bånd er da også holdt i en lavmælt æstetisk sort-hvid), og afgjort også Dreyer-entusiasten Lars von Triers magtdrama Dogville.

En anden nærmest uundgåelig association er Vilhelm Hammershøis malerier af stille stuer, hvor stilheden så ganske vist her er ladet med både det ene og det andet.

Alligevel var det et musiknummer, der mere end noget meldte sig i denne signaturs erindring. Nemlig Nick Caves lille mesterværk »God is in the House«, som skildrer et landligt og hermetisk lukket samfund, hvis uhæmmede selvglæde peger direkte i retning af selvtægt og formentlig også fascisme:

»We've got a tiny little force/
but we need it of course/
for the kittens in the trees/
and at night we're on our knees/
'cause God is in the house.«

For det germanofile segment vil Ernst Jacobis fortællerstemme formentlig være billetprisen værd i sig selv. Den minder en del om Hanekes ekstremt veltalende instruktørkollega Werner Herzogs, og ganske som Herzog forstår Jacobi virkelig at smage på det tyske sprogs omstændelige skønhed.

En fuldendt vinterfilm til den seriøse filmelsker fra en uforbederlig og rasende talentfuld pessimist.

Det hvide bånd (Das weisse Band - eine deutsche Kindergeschichte). Instruktion og manuskript: Michael Haneke. Østrigsk, tysk, fransk og italiensk. Grand og Dagmar i København, Øst for Paradis i Århus og Café Biografen i Odense

Ny premieredag for ugens biograffilm er torsdag. Indtil Informations filmsider i marts holder flyttedag, vil man kunne læse ugens anmeldelser på information.dk/film om torsdagen eller i papiravisen om fredagen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for anmeldelsen. Man kan læse et interessant interview med instruktøren på salon.com. Her bliver han bl.a. spurgt om inspirationskilder til filmen:

Interviewer: All right. For film buffs, it's hard to avoid thinking of Ingmar Bergman or Carl Theodor Dreyer when you see this beautiful black-and-white photography, the rural Northern European setting, a story that's about child-rearing and young love and religion.

Haneke: "Of course I admire the directors you mention, but there are any number of directors I admire. I've heard the comparisons of my work, or this film at least, to Dreyer, and for that reason I recently watched "Ordet" again. I have to say that I see very little in terms of connections or similarities. In terms of the aesthetics, Dreyer's staging and lighting are very theatrical, whereas I was looking for more realistic light. If there was any specific influence, it was much more the photographs of August Sander, who was the great German photographer of that period. If we oriented ourselves to anything, it was his work."

Michael Haneke's "White Ribbon" - Salon.com

Jonas Varsted Kirkegaard

Hej Danni

Selv tak - og tak for tippet. Læser fra tid til anden Salon, men kendte ikke til dette interview.

VH Jonas