Læsetid: 2 min.

Wung-Sung for rigtige drengerøve

Jesper Wung-Sung er tilbage i novellesporet med 20 noveller om drengelivets genvordigheder
14. januar 2010

Hvis jeg ikke for nogen tid siden var blevet mor til en lille dreng, ville jeg nok ikke have fundet Jesper Wung-Sungs nye noveller helt så interessante, som jeg gør. Deres drengede sprogtone, deres mærkværdige handlingstråde, deres tematiske stof henvender sig ikke umiddelbart til 28-årige kvinder.

Men nu tilbyder Wung-Sung mig noget vældigt inciterende, nemlig et sprogligt velskrevet, hverdagsrealistisk og lidt urovækkende indblik i min søns fremtid. Urovækkende fordi Trælår, som titlen antyder, peger på den konkurrerende, nærmest krigeriske omgangform, der præger drengeuniverset: »Der var tale om en gammeldags, primitiv krigsførelse, både hvad angik våben og strategi. Først og fremmest gav de hinanden trælår - altså knytnæveslag rettet mod lårmusklen.«

Ser man bort fra to noveller »Cille og Bjake« og »Hunni«, som begge har pigefortællere, kredser Trælår om drengelivet og drengeidentitetens særlige problematikker. Fra barndommens drengestreger frem til pubertetens åbning mod det andet køn. Det er let at få øje på inspirationskilder i den danske kulturhistorie - fra barske skildringer hos koryfæer som Bjarne Reuter og Bille August til de mere groteske og sære historier hos Peter Seeberg og Villy Sørensen. Wung-Sung spænder over det hele - og han er sig sin kulturarv bevidst.

Novellen »Ædepigen« kan eksempelvis læses som et forsøg på at føre Zappas legendariske sneglescene ud i en seebergsk ekstrem. Her møder vi drengene Asgar og Jesper, som får Asgars dårligt begavede plejesøster til at spise stadig mere absurde og klamme ting. En appelsin med skræl, en tube remoulade, en tot græs, et penalhus med indhold, en vaskeægte hundelort, hvidgrå og indtørret, serveret på en avis: »Hun løftede avisen op til munden uden at røre dén. Papiret knitrede som i nærheden af flammer. Som kage betragtet synes den tættere på en bikube end en romkugle, mere marengs end puddersukker. Den hang ved læben, smulrede ned på hagen.«

Jeg begik den fejl at spise morgenmad, mens jeg læste.

En kollektiv forelskelse

Barndomsnovellerne beskriver typisk situationer, hvor en leg eller uskyldige drengestreger kører fuldstændig af sporet. »De havde begravet Vorte-Morten i haven,« begynder en novelle, og ved et makabert uheld bliver Vorte-Morten lidt senere halshugget af en plæneklipper. Og videre i samme dur. Pubertetsnovellerne er mindre entydige.

En af de bedste handler om en kollektiv første forelskelse, som finder sted, da en gruppe institutionaliserede problemknægte er på tur til Wien. På værelset længere nede ad gangen bor en gudesmuk udenlandsk pige, og når hun går forbi, er der opstandelse: »tredive pikke rejser sig og gør honnør, som er det en general, der passerer. Der er ingen tilråb eller piften, heller ingen efterfølgende platte kommentarer. Vi er tavse. Vi bider alle smerten i os.« Det kollektive fortæller-vi er et effektfuldt greb, som understreger sårbarheden og ømheden over for pigen, men også - eller måske snarere - drengene imellem. Den første forelskelse er ikke noget, man pjatter med. Heller ikke, når man er en hård dreng.

De svageste noveller er dem, der fortælles af piger. Pigejargonen og pigernes sociale intriger rammes ikke så præcist og troværdigt som drengenes. Derfor kommer »Cille og Bjake« og »Hunni« til at virke lidt malplacerede eller søgte i samlingens helhed.

Trælår er først og fremmest en rigtig drengerøvssamling. Den indeholder historier om drenge for drenge - eller for drengeinteresserede. Og som sådan gør samlingen sig fremragende, sætter drengesindet under lup i bevægelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu