Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Andre menneskers sange

60-årige Peter Gabriel har fortolket tolv mere eller mindre berømte sange i en sådan grad, at der ikke er blevet meget tilbage af originalen. Det er både godt og skidt ...
Peter Gabriel går nye veje og udgiver et album med coversange.Men det er ikke et helt almindeligt coveralbum; han har lavet en aftale med de tolv ophavsmænd om, at de til gengæld skal vælge en af hans sange og fortolke den.

Peter Gabriel går nye veje og udgiver et album med coversange.Men det er ikke et helt almindeligt coveralbum; han har lavet en aftale med de tolv ophavsmænd om, at de til gengæld skal vælge en af hans sange og fortolke den.

Mike Segar

Kultur
17. februar 2010

Engang var der sangere og så var der sangskrivere. Førstnævnte kunne hedde sådan noget som Bing Crosby, Frank Sinatra, Mildred Bailey, Billie Holiday og Ella Fitzgerald - mens man i den anden kategori fandt folk som Irving Berlin, Cole Porter, Gershwin-brødrene og det uforlignelige makkerpar Richard Rodgers og Lorenz Hart. Det var tider, var det. Der var orden på sagerne. Man vidste, hvilken rolle man spillede. Selvfølgelig var der folk, der ikke fulgte reglerne. Da den såkaldte jazz-age tog fart i 1920'erne, skrev således en orkesterleder som Duke Ellington selv det meste af materialet til sit udødelige orkester. Og da rocken kom til verden i midten af 1950'erne, stod giganter som Chuck Berry, Little Richard og Bo Diddley for deres egne sange. Men Elvis Presley - alle dage en god dreng - sang udelukkende andres sange. Og kunne i processen simpelthen koncentrere sig om at fortolke dem - hvad han i parentes bemærket var ret god til.

Hele tankegangen om at holde tingene skarpt opdelt var opstået ud fra tanken om, at ingen vel var så velsignet af guderne, at de ville være i stand til at gøre begge ting lige godt.

Gode råd dyre

Så kom 1960'erne, der - som vi alle efterhånden ved - på det nærmeste bragte den vestlige civilisation til fald. Med alle sine fikse ideer og utallige frigørelsesbevægelser skænkede det årti os kun kaos og ulykke - til gengæld har det givet alle de både forudgående og følgende generationer en herlig prygelknabe, hver gang ansvaret for en hvilken som helst misere skal anbringes. Også hele ideen om, hvordan musik skulle organiseres fik bemeldte årti smadret - med The Beatles opstod den skrækkelige ide om rockbandet som selvforsynende enhed og med Bob Dylan den mindst lige så uigennemtænkte opfattelse af den guitarsvingende trubadur som auteur. For at føje spot til skade sang denne Dylan målt på en hvilken som helst skala ganske enkelt skrækkeligt. Nu var Fanden løs i Laksegade og gode råd dyre, men lige lidt hjalp det -inden man kunne nå at sige minoritet, var det gældende norm. Og det blev faktisk i samme nu utænkeligt, at en gruppe eller solist ikke skrev sit eget materiale, ja det var nærmest suspekt.

Kærlighedserklæring

Fortolkerens epoke var ovre, og det blev opfattet som en falliterklæring at kaste sig over andres sange. Et tegn på at man som kunstner var ved at køre flad. I starten af 1970'erne var der dog et par større kunstnere, der påviste, at cover-albummet også kunne bruges konceptuelt, som et statement. Ikke mindst Roxy Musics forsanger Bryan Ferry, som sideløbende med Roxys strålende lp'er udsendte perler som These Foolish Things (1973) og Another Time, Another Place (1974), som han i kraft af det begavede materialevalg fik til at fremstå som personlige udsagn. Og David Bowie, epokens nok mest stildannende sangskriver, udsendte i 1973 Pin Ups, en kærlighedserklæring til Swinging London og hans egne formative år i midttresserne. Det er nok for flot at sige, at de to herrer dermed ligefrem gjorde coverversionen stueren, men de påviste den i det mindste som en kreativ mulighed. Altså at det var muligt at tage andre menneskers sange og gøre dem til sine egne.

Og det tør man roligt påstå, at Peter Gabriel har gjort på Scratch My Back. Altså gjort de valgte sange til sine egne. I en sådan grad tilmed, at det kan være svært at genkende originalforlæggene. Nu er han jo altså Peter Gabriel, og derfor er dette selvfølgelig heller ikke et helt almindeligt coveralbum; han har faktisk lavet en aftale med de tolv ophavsmænd om, at de til gengæld skal vælge en af hans sange og fortolke den. Den oprindelige tanke var, at de to plader skulle udgives samtidigt, men det tog åbenbart syv lange og syv brede for de involverede at levere varen, og så kunne Gabriel ikke vente mere; hans skive skulle ud til 60-års fødselsdagen på lørdag, og det kommer den så også. Det kan man more sig lidt over, da han normalt ikke er hastværkets mand - således annoncerede han sit seneste studiealbum Up i 1995, men udsendte det dog først i 2002.

Hjerteblod

I det hele taget kan Gabriel ikke beskyldes for hysterisk produktivitet. Siden han forlod progrock-flagskibet Genesis i 1975 er det blevet til otte studieplader, fire soundtracks og et par live-skiver. Han har dog været aktiv på andre fronter, ikke mindst hvad angår arbejdet med WOMAD. Og så har han udgivet en jævn strøm såkaldt verdensmusik på sit pladeselskab Real World - ofte optaget i hans studie af samme navn.

Det er nu altså heller ikke hvem som helst Gabriel har valgt at bytte hjerteblod med - David Bowie, Radiohead, Neil Young, Magnetic Fields, Talking Heads, Arcade Fire og Lou Reed og Paul Simon for at nævne de mest prominente - og det kan selvfølgelig godt gøre det tricky at få det hele til at falde på plads. Så indtil den anden del af sagaen foreligger, må vi nøjes med Scratch My Back.

Der er opstillet dogmer: Ingen trommer eller guitarer, ja, faktisk synger han udelukkende til orkestralt akkompagnement, og det lyder jo skønt. Arrangøren John Metcalfe har i hvert fald skabt nogle mestendels smukke - om end også noget monokrome - partiturer, hvor hen over Gabriel for alvor får mulighed for at demonstrere, hvad han egentlig kan som sanger. Og det er en del. Og da han ikke vil virke som en tøsedreng, lægger han ud med David Bowie og Brian Enos mesterlige »Heroes« - tilmed med hvad der lyder som en helt ny melodi! Hvilket er ganske karakteristisk for måden, han er gået til vaflerne på - her er ikke meget at hente, hvis man er melodisk tryghedsnarkoman. Resultatet er, at teksten pludselig åbenbarer sig i al sin genialitet.

Intellektuel stiløvelse

Jeg vil dog tillade mig at påstå, at jo mere kendte numre han går til, des mere distraherende er det, at han i så udpræget grad ser stort på det oprindelige forlæg. Derfor virker hans versioner af Bon Ivers »Flume« og Arcade Fires »My Body Is a Cage« stærkere på mig end når han tackler Paul Simons »The Boy in the Bubble« eller Neil Youngs »Philadelphia«. Og så meget desto mere chokerende er en rimelig straight up fortolkning af Randy Newmans »I Think It's Going to Rain Today« (inklusiv det forbandede svære c-stykke, som mange fortolkere ned gennem årene har 'glemt' at få med); sammen med tolkningen af Magnetic Fields »Book of Love« de to øjeblikke på Scratch My Back, jeg vil vende tilbage til, når støvet har lagt sig.

Thi imposant som det er, har det som helhed mere karakter af intellektuel stiløvelse end bydende indre nødvendighed.

Peter Gabriel: Scratch My Back (Real World/Virgin).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her