Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

En bog kun for de udvalgte?

Det godt 100 år gamle jiddische forlæg for musicalen ’Fiddler on the Roof’ er uden tvivl en klassiker i genren. Men den er og forbliver en bog for de udvalgte
Kultur
11. februar 2010

Hvem andre end jøderne selv kan tillade sig at ironisere over deres skæbnetro og underholde med vittigheder om deres skæbne? Hvis man i den forbindelse kan tale om en særlig jødisk humor, er Mælkemanden Tevje, det godt 100 år gamle jiddische forlæg for musicalen Fiddler on the Roof (»If I were a rich man«), utvivlsomt en klassiker i genren. Spørgsmålet er så, om den er en bog for enhver, eller netop for de udvalgte. Selv har jeg under læsningen klart følt mig som en udenforstående.

Ihvorvel jeg sagtens kan påskønne den gode mælkemands talent for understatement og ironi i de mest alvorlige situationer, og egentlig også hans evne til at formulere sig i citater fra de hellige skrifter – selv om netop den øvelse truer med at gå over gevind – så bliver hans historier i længden noget anstrengende. Især mærker jeg smilet stivne, når galgenhumoren for mig spaltes i noget dybt tragisk, og noget på den baggrund virkelig upassende komisk.

Hele situationen med denne mobile mælkemand, der ved hvert møde med forfatteren Sholem Aleichem, pseudonym for virkelighedens forfatter Sholem Rabinovich (1859-1915), fortæller en ny historie, er i sig selv foruroligende: Uanset hvor mange personlige tragedier han oplever, virker han allermest forhippet på selve fiffighedernes og fortællingens kunst. Så længe tragedien er, at en af hans mange døtre er blevet gift med en fattig skrædder, eller, lidt værre, en anden med en kristen ortodoks præst, går det an, men da en tredje begår selvmord af ulykkelig kærlighed, da konen dør, og da pogromerne når frem til Tevjes hus mellem Kijev og Odessa, hænger det ikke længere sammen for mig.

Oversætter Jan Schwarz, som er lektor i jiddische studier, kalder i sit udmærkede efterord Tevje for en tidlig stand-up-komiker. Sådan kan det helt klart opleves, både der hvor kunsten lykkes, og der hvor den ikke gør, mens onemanshowet absolut skal fortsætte.

Hvorfor joker Tevje?

Tevje selv fremstår som en noget mere kompleks personlighed end den senere spillemand på tagryggen. Han ytrer gentagne gange, at han ikke er noget særligt, og slet ikke værdig til nogen bog, men fortsætter med at levere historier. Han bryster sig jævnligt af ikke at være noget tåbeligt kvindemenneske, men derimod den (skrift)kloge familiefar, der nok skal løse problemerne – alt imens konen og døtrene dog gør, som det passer dem. Han ler ofte, men græder i det skjulte. Han er på én gang selvudslettende og stolt, og når han forvandler sine ulykker til underholdning, er det med integriteten i behold: »Tevje har ikke noget imod at man laver numre med ham, for det vil aldrig lykkes dem at få at vide hvad der virkelig presser på indvendigt.«

Trods forlagets og oversætterens ihærdige anstrengelser for at formidle forbliver bogen lettere mærkværdig, og nogle steder også sprogligt uklar. Men den gør også indtryk. Ikke mindst sidder man tilbage med spekulationer om, hvorfor Tevje påtager sig rollen som den altid sjove, selvironiske jøde. Er det et salgstrick? En slags selvterapi? Eller kan troen på Guds almægtighed måske kun forenes med alverdens jordiske ulykker i det galgenhumoristiske skæringsfelt?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg forstår sådan set godt Tine Rosen, når hun skriver at det er svært at følge Tevjes galgenhumor hele vejen; men netop heri ligger en udfordring i jiddisch litteratur og kultur. Netop fordi denne litteratur ligner ”vores” så meget, er det vanskeligt at forlige sig med kultur forskellene. For det første tror jeg at man skal gøre sig klart, at jiddisch kultur ikke er identisk med jødisk ditto; men en del af denne! Jiddisch kultur begrænser sig til ashkenazi, eller østjødernes livsverden og specielle personlighed – geografisk såvel som åndeligt.
Sholom Aleichen blev ashkenaziernes stemme og han var voldsomt populær i sin livstid. Ligesom i den grafiske montage benyttede Sholom Aleichen sig af kontrasterne i sine personers karterer. Gennem kontrasten fremmanede han humoren, og når han på denne måde fremtryllede humoren på baggrund af tragedien glemte læseren denne verdens fortrædeligheder for et øjeblik. Det er heri man skal se Sholom Aleichen enorme popularitet. Han repræsenterede en profan udgave af de religiøse gøglere de chassidiske rabbinere, og deres disciple som tryllede sig vej gennem hjerterne gennem en muntrer religiøsitet, der gjorde en ubærlig hverdag mere menneskelig. Flertallet af østjøderne levede dengang i dybeste fattigdom, og op mod denne armod satte man altså en åndelig rigdom!
Nazisternes mord på østjøderne ( Elie Wiesel fortæller i bogen ”Den Evige Glød” hvordan chassidiske jøder sang i togene på vej til udryddelses legerne. Det er samme trods, og mod til at møde livets mest forfærdelige sider som også kendetegner mælkemanden Tevje) under 2. verdenskrig gjorde, at deres verden og kultur gik under, og forsvandt sammen med de mennesker som var bærer af denne kultur, og alligevel genopstod den østjødiske kultur i så mange arter og på så mange steder!
Østjødernes kultur var fortrinsvis en immateriel kultur, hvis betydnings univers bestod af anekdoter, historier, myter, vittigheder, religiøse sædvaner, fusions køkken og en billedverden af chagallske dimensioner. Meget af denne fabulerende, surrealistiske, fabelagtige og sprælske forestillingsverden verden, reproduceredes ind i nye sammenhænge, og gav næring til nye kreative betydninger, da østjøderne blev spredt i verden, og efterhånden blev integrerede ind i andre lokale kultur mønster. Således bærer meget af Bob Dylans tidlige produktion præg, af påvirkninger fra Sholom Aleichen, hvis produktion han stiftede bekendtskab med som barn og ung. Også på andre måder fandt Bob Dylan et ståsted, i en slags postmoderne jiddisch kultur, idet han i foråret 1974, opsøgte Sholom Aleichens søn, maleren Norman Raeben og modtog undervisning hos ham gennem flere måneder. Norman Raeben havde en afgørende betydning for Dylans udvikling som kunstner. Resultatet ses mest mærkbart på albummet: ”Blood on the Track” & i filmen ”Renaldo and Clara”. Således lever Sholom Aleichem, sære og skæve eksistenser videre, i Bob Dylans snurrige ekspressionistiske fortællinger, og fabulerende musikalske frembringelser.
PS: Mælkemanden Tevje fandtes i virkeligheden, og Sholom Aleichem datter giver et kærligt portræt, af ham i den biografi hun har skrevet om sin far: ”My Father Sholom Aleichem” (af Marie Waife- Goldberg). Alligevel fyldte den fiktive Tevje, så meget i alles bevidsthed, at børnene syndes han var en del af familien.