Læsetid: 4 min.

Britisk satire mister bidet under Labour-regeringer

Tv-serien 'The Thick of It' skriver sig ind i en stolt, britisk tradition for hårdtslående politisk satire. En satire, der er knap så bidsk under Labour-regeringer
Tv-serien 'The Thick of It' skriver sig ind i en stolt, britisk tradition for hårdtslående politisk satire. En satire, der er knap så bidsk under Labour-regeringer
18. februar 2010

Når det kommer til politisk, engelsksproget tv-satire, har briterne en kant og en brutalitet, som amerikanerne har svært ved at hamle op med, selv når de er bedst som i f.eks. The Daily Show med Jon Stewart, der nærmest er blevet en magtfaktor i amerikansk politik.

Men siden 1960'erne, hvor tv-satiren for alvor brød igennem i Storbritannien, har man kunnet forlyste sig med hårdtslående programmer, hvis fornemmeste opgave har været nådesløst at spidde det britiske samfund og dets magthavere.

»Måske har vi haft en tradition for verbalt at gøre oprør, fordi vi ikke fysisk gør oprør,« siger Armando Iannucci, der er manden bag The Thick of It, en af de mest vellykkede, moderne satireserier, som fortsætter, hvor et andet satirisk mesterværk, Javel, hr. minister, slap.

»Vi kan sige, hvad vi vil, og jeg ved ikke, om det fungerer som en slags sikkerhedsventil. Spørgsmålet er så, om det lader magthaverne overleve, fordi de ikke bliver truet fysisk. Men man kan sige hvad som helst, og det tager toppen af oprørstrangen.«

Satire følger regeringer

Det er i den forbindelse interessant at notere sig, at britisk satire i høj grad har fulgt de forskellige regeringer i Storbritannien. Når Labour er ved magten, har de generelt venstreorienterede tv-folk og komikere ofte ikke så meget at skyde med, men når de konservative regerer, blomstrer satiren også.

På skrift og i billeder har briterne en lang og stolt satirisk tradition, som strækker sig adskillige århundreder tilbage i tiden - irske Jonathan Swift, der levede fra 1667-1745, var en af de første til at svinge den sproglige krabask over sin samtid.

På tv var det dog først i 1960'erne, at satiren fik lov til at folde sig ud. Tv var et konservativt medie, på sin vis statsstyret, og hidtil havde »interviewerens funktion været at lytte tålmodigt, mens parlamentsmedlemmerne forklarede deres partis politik,« som tv-forskeren Mark Duguid har formuleret det i en gennemgang af britisk tv-satires historie.

Men stemningen i samfundet var - som så mange andre steder i verden i 1960'erne - begyndt at vende efter adskillige år med en konservativ regering, der modarbejdede Labour med alle midler. Og hos BBC begyndte man at diskutere, med produceren Ned Sherrins ord, »et nyt slags revolutionerende program, en blanding af nyheder, interview, satire og polemik.«

Landets tilstand

Således fik en ny generation af komikere og tv-værter i 1960'erne plads til at boltre sig på tv. Det førte blandt andet til ugerevyer som That Was the Week That Was (1962-63) og The Frost Report (1966-67), hvor politikere og samfundet generelt stod for skud. Et afsnit af The Frost Report, hvis vært var den senere så anerkendte tv-mand David Frost, begynder med, at man ser billeder af blandt andet Tower Bridge, Big Ben og Whitehall, hvorefter broen falder sammen, ruderne i Whitehall smadres, og urværket i Big Ben falder fra hinanden. Et tydeligt billede på landets miserable tilstand - i de unge satirikeres optik.

Op gennem 1970'erne, hvor Labour havde generobret regeringsmagten i Storbritannien, var satiren ikke voldsomt nærværende.

Men efter 1979, hvor de konservative med Margaret Thatcher i spidsen kom til igen - og holdt fast i næsten 20 år - havde tv-satiren kronede dage med Javel, hr. minister (1980-84) og efterfølgeren, Javel, hr. statsminister, der var en af de allerbedste og skarpeste i sit blik på britisk politik bag facaden.

For eksempel I The New Statesman (1987-92) gav Rik Mayall den på alle tangenter som det dybt usympatiske og gennemkorrupte konservative parlamentsmedlem Alan B'Stard; det var ikke et tilfælde, at han havde det navn.

»Jeg kan ikke huske en regering, der har været så udskældt som Thatchers,« har John Lloyd, en af Spitting Images producere, udtalt.

I begyndelsen af 1990'erne begyndte Armando Iannucci at lave tv sammen med folk som Chris Morris og Steve Coogan, hvilket resulterede i flere politiske og mediesatiriske serier og shows op gennem 1990'erne. Et af dem, The Day Today (1994), siges at have påvirket The Daily Show (1996-??), hvad angår både form og indhold.

Men det er med The Thick of It (2005-?), at 46-årige Iannucci for alvor har markeret sig som en af sin generations vittigste politiske satirikere.

Han siger, at han for syv-otte år siden - Tony Blair og New Labour fik regeringsmagten i 1997 - var bekymret for den britiske tv-satires tilstand. Tv var bange for at skræmme seerne væk ved at lave for kompleks satire.

»Det måtte ikke være for udfordrende, og det man anså for at være satire, handlede i virkeligheden om at gøre grin med David Beckham,« siger Iannucci.

»Og det er reelt ikke satire. Satire er vel at se på, hvordan folk, gerne magtfulde mennesker, opfører sig i det offentlige rum.«

Se klip fra mange af de omtalte serier på YouTube

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alle siger, at Jeppe drikker. Men der er ingen, der spø'r: "Hvorfor drikker Jeppe?" ... og alle siger at tv-folk og komikere er venstreorienterede, men ingen spørger hvorfor.

Og det irriterer mig faktisk.

For det første, så er jeg ikke i tvivl om, at de store højreorienterede tv-medier og do. moguler (Fox, Berlusconi, o.a.) med glæde ville betale store summer for bare en lille smule god satire om venstreorienterede politikere.

Men satire kan man ikke bare lære, - det kommer fra hjertet, og grænsen mellem ironi og perfiditet skal man kende instinktivt. Derfor går det galt for højreorienterede hver (sjældne) gang de prøver, for deres sort-hvide livssyn gør det umuligt for dem at camouflere deres foragt med lidt gråtonede raffinementer.

For det andet, så er det et spørgsmål om man kan være en god komiker, uden at blive venstreorienteret? Det tror jeg nu godt man kan, for jeg er ret sikker på, at en del af de succesfulde komikere er højreorienterede, men så bliver man også bare "entertainer" - ikke satiriker.

Satire er nemlig en konstant jagt på detaljer. Ikke bare at høre og se hvad politikerne foretager sig, men rent faktisk at lytte efter ordene, og prøve at se igennem handlingerne.

Og når man gør det, og er utilfreds med det man ser og hører, så er der to måder at reagere på: enten at drømme om at tæve dem alle sammen, eller at drømme om at gøre dem til grin.

Og der ligger forklaringen såmænd: kernen i det højreorienterede projekt er vold og tvang, mens kernen i det venstreorienterede er en griner og lidt sang ... begge dele lidt primitive og lidt ynkelige, men jeg har nu ikke svært ved at erkende at jeg støtter det sidste ;-)