Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et dansk demokratisk underskud

Vi ved det godt, men vi glemmer det tit: Danmark er et klassesamfund, hvor de få bestemmer over de mange. Det dokumenterer journalisten Lars Olsen fint i sin nye bog, der er hans hidtil bedste: Eliternes triumf
Eliten. Det er ikke ham her, der bestemmer. Det er ham, der bestemmes over. Lars Olsens nye bog dokumenterer overbevisende, at det mere end nogensinde før er eliten, der regerer over en social virkelighed, de ikke kender. Deres børn går ikke på de tekniske skoler, kun to ud af 179 medlemmer af Folketinget bor i almene boliger og kun en fjerdedel af medlemmerne er faglærte eller ufaglærte - resten har en videregående uddannelse.

Eliten. Det er ikke ham her, der bestemmer. Det er ham, der bestemmes over. Lars Olsens nye bog dokumenterer overbevisende, at det mere end nogensinde før er eliten, der regerer over en social virkelighed, de ikke kender. Deres børn går ikke på de tekniske skoler, kun to ud af 179 medlemmer af Folketinget bor i almene boliger og kun en fjerdedel af medlemmerne er faglærte eller ufaglærte - resten har en videregående uddannelse.

Christian Hjort

Kultur
6. februar 2010

En stor stemme på denne lille avis sagde engang, at vreden i VelfærdsDanmark altid er dobbelt: Man må være vred over den sociale udstødelse. Men man må være mindst lige så vred over, at ingen taler om denne udstødelse. Der er for det første vreden over problemet, og så er der for det andet vreden over fortrængningen af problemet. Man kan ikke have den ene vrede uden den anden: For den officielle fortælling om velfærdsstaten er, at det går storartet for langt de fleste, og at det kun er de hjemløse, de særligt udsatte og de alvorligt syge, som ikke er kommet med på vognen. Man taler ikke om klassesamfund, men om negativ social arv.

Journalisten og forfatteren Lars Olsen skriver på denne dobbelte vrede. Han har allerede udgivet adskillige bøger om det delte Danmark og den nye ulighed, han har turneret over hele landet med sine foredrag, og han har i efterhånden mange år gjort sig gældende i medierne som debattør. Nogen vil hævde, at man har hørt, hvad Olsen har at sige, og at han efterhånden begynder at minde om Kim Larsen: Han synger altid den samme sang. Men det er bare to væsentlige forskelle: Olsens sang er endnu ikke én, der bliver sunget med på, og han bliver ikke dårligere med tiden, han bliver bedre. Olsens nye bog Eliternes triumf Da de uddannede klasser tog magten er hans hidtil bedste bog.

AkademikerDanmark.

Denne gang er Olsens ærinde ikke decideret skolepolitisk, boligpolitisk eller socialpolitik. Det er demokratisk: Eliternes triumf handler om, at de få bestemmer over de mange. Det er akademikerne, som fylder mest i Folketinget, i den offentlige administration og i hele uddannelsessystemet. Det, akademikerne kan, er blevet til det, som alle skal kunne. Og dem, der ikke kan det, får svært ved at gøre sig gældende. De er ikke med til at bestemme, de bliver bestemt over. Det er bestemt ikke nogen ny pointe, men det er heller ikke en udbredt indsigt: Så nu har Lars Olsen bestemt sig for én gang for alle at demonstrere, at de meget få bestemmer over de rigtig mange. Politikerne taler samme sprog som embedsapparatet. Det er ikke en gammel ulighed, som er arvet, men derimod en ny ulighed, der er blevet skabt i velfærdsstaten: I 1977 var næsten halvdelen af dem, der sad i Folketinget, faglærte eller ufaglærte, mens det i dag er under en fjerdedel. Så godt som tre-fjerdedele af de unge politikere er i 2010 akademikere. Den samme urbane overklasse udgør seks procent af befolkningen, men over halvdelen af repræsentanterne i Folkestyret, og de har så godt som monopol på administrationen af velfærdsstaten. Lars Olsen trækker linier tilbage til Hal Kochs forestilling om demokrati som diskuterende folkestyre, hvor håndværkere, skolelærere og andre borgere i fællesskab taler sig til rette om den rigtige måde at gøre tingene på. Nu er politikerrollen professionaliseret, så langt de fleste almindelige borgere ikke får en chance for at sige hverken til eller fra, Det er principielt problematisk, og det er ikke mindst problematisk, at ingen protesterer over det. Men Olsen går i sin bog videre end det: Han viser også, at det demokratiske underskud får praktiske konsekvenser: Politikerne kender ikke til den sociale virkelighed, som de regerer over. Deres børn går ikke på de tekniske skoler, og kun to ud af 179 medlemmer af Folketinget bor selv i almene boliger. Som Olsen skriver:

»Det er de velstillede og højtuddannede, som er på bølgelængde med den politiske kaste af politikere, embedsmænd, eksperter og mediefolk. Det er dem, der deler levevilkår og dagsordener med den politiske kaste og det er dem, der har lettest ved at afkode spillet i moderne politik.«

Olsen har til bogen fået lavet en meningsmåling, som spørger, om folk regner det for et problem, at »beslutningstagerne er så langt væk fra almindelige danskeres levevilkår og hverdagserfaringer«. Mere end to tredjedele regner det naturligvis for et problem, og det er ikke overraskende. Det sjove er, at den uddannede overklasse ifølge samme meningsmålinger ikke selv ser det som et problem. Man regner med, at man selv har det store overblik over, hvad der er nødvendigt, og hvad der er effektivt. Man ved med andre ord ikke, hvad det er, man ikke ved. Og man ved ikke, at der er en masse, man ikke ved. Men Olsen bruger store reformer som strukturreformen og politireformen som eksempler på en lovgivning, der virker på papiret, men ikke i praksis. De løser givetvis visse administrative problemer, men de skaber også praktiske problemer. Men mange af dem, der bliver ramt af de praktiske problemer, er dem, der har sværest ved at svare igen. Det bliver næsten komisk, når man iagttager, hvordan de uddannede urbane klasser selv beklager sig i offentligheden over den onde anti-elitære tendens. Det siges, at bondeDanmark har besejret det civiliserede Danmark. Men det gælder bestemt ikke i den førte politik og slet ikke i den administrative praksis. Den bemærkelsesværdigt ofte oversete afstande mellem den offentlige debat og den offentlige administration og lovgivning vidner ikke mindst om det danske demokratiske underskud.

Eliternes Danmark

Lars Olsen er ikke en intellektuel teoretiker, men en praktisk journalist. Det er ikke en svaghed ved hans bog. Det er tværtimod styrken, at han ikke ser hele samfundet et bestemt sted fra, men derimod som journalist skifter perspektiv. Han antager ikke, at han ved det hele, men opsøger viden på vidt forskellige felter. Olsen bruger tal og statistikker, men han bruger også andre kilder. Det overordnede akademiske perspektiv sættes hele tiden i dialog med kropslige hverdagserfaringer. Lars Olsen har læst oversigtsværker, men han har også lavet personlige interview med den pensionerede sociolog Erik Jørgen Hansen, en ven, som bor i Faaborg, og en af de få politikere på Christiansborg, som ikke er akademisk uddannet. Samtaler med hans egen datter, erfaringer fra hendes vej gennem skolesystemet og hans kones muligheder og begrænsninger indgår også som vidnesbyrd i bogen. Sådan set har Lars Olsen ikke selv udviklet en ny analyse, men det lykkes ham i Eliternes triumf at bringe den eksisterende viden på en pædagogisk overbevisende og politiske udfordrende fællesnævner. Han har omsat den dobbelte vrede til en klar og letlæst debatbog.

Lars Olsen: Eliternes triumf – Da de uddannede klasser tog magten. 249 s., 249 kr. Sohn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ann-Charlotte Kjeldsen

Som barn af arbejderklasseforældre med "pæren i orden" kan jeg nu som halvgammel kvinde se en klar sammenhæng mellem mine forældres uddannelsesniveau og mit eget.

Trods 2 mellemlange videregående uddannelser, og muligheden (s.u. og gennemsnittet fra stud.eks. i orden) for at tage en universitetsuddannelse blev det ikke sådan. Hvorfor mon, kan jeg spørge mig selv om, nu som pensioneret socialrådgiver.

Jeg ved, Hr. Olsen har fat i den lange ende hvad angår magtelitens genproduktion af sig selv, og derfor tab af kontakt til mennesker som jeg. Måske det i virkeligheden forklarer begrebet "den sociale arv"..

Søren Kristensen

Andre før Hr. Olsen har betragtet de forskellige institutioner som f.eks. uddannelsessystemet, med dets udøvelse af symbolsk vold. I følge Bourdieu medfører denne udøvelse af symbolsk vold, at f.eks. akademikerbørn belønnes på universitetet, fordi de er udstyret med større kulturel kapital hjemmefra i forhold til arbejderbørn, hvilket er med til at fastholde den sociale ulighed... Det er jo næsten logik for burhøns.

Men sådan er det nu engang - hele vejen igennem. Det bedste du kan gøre, at slå dig til tåls med dit klassetilhørsforhold, mindre du er villig til at betale prisen for at springe et eller flere trin "op". Prisen kan være tab af identitet, familie, venner m.v. På den anden sider er der heller ikke noget der er gratis. Men sørg for alt i verden for at kende dig selv og lad lysten drive værket. Hvis du har X-faktor, så sørg for at andre også kommet til at kende dig! Har du hverken X-faktor eller noget større drive, men en god pære, kan en universitetsuddannelse være løsningen eller et job i den offentlige forvaltning.

Du har et valg, og det valg er der faktisk mennesker der tager. Det ved jeg, for tæt på mig har jeg fulgt en der tog et valg mod den psykiske vold dette system udøver.

Meld dig ud.

Når man tæt på ser en foretrække et helvede, så må alternativet være ubeskriveligt.

De bliver ikke beskrevet, de bliver løjet ihjel, af en magt der er skamløs.

Bernhard Dragsbjerg

Vi er en akademiker familie og vi uddanner vore børn til akademikere. Det er simpelthen en grunduddannelse at blive kandidat. Hvad vi laver derefter er helt individuelt. Selvfølgelig er der en social arv. Selvfølgelig er Danmark et klassesamfund med traditionelle sociale skel. At benægte det faktum, som Fjoget gjorde er for dumt. Klassekampen kører for fuld tryk, befolkningen er bare ikke bevidstgjorte mere. Villa, Volvo og vovse fænomenet har haft gode kår i de sidste 10 år.
At skabe vilkår for at bryde den sociale arv er det vi arbejder for, ik´.

Tom W. Petersen

For det første: Nej. "Vi" (igen dette utålelige "vi") glemmer ikke et øjeblik, at det er et klassesamfund og et ulighedssamfund.
For det andet: Befolkningen vælger selv, hvem der skal lovgive. Og befolkningen har altså villet, at det skal være dem, der sidder i Folketinget nu.

Marianne Mandoe

@ Tom W. Petersen.

"For det andet: Befolkningen vælger selv, hvem der skal lovgive. Og befolkningen har altså villet, at det skal være dem, der sidder i Folketinget nu."

Det er grundlæggende forkert.
Befolkningen vælger mellem dem der er stillet op.
Dem der er stille op er stillet op fordi de forskellige politiske partier (som oftest hovedbestyrelsen i et part der jo af gode grunde har fødderne solidt plantet i Folketinget allerede,) har bestemt at de skal stilles op.
Derfor er dem vi har at vælge imellem allerede valgt af "eliten" inden for diverse politiske partier.

Intet er overladt til tilfældigheder.
Se bare hvor stor uro og forvirring der var da Jacob Haugaard ved "et uheld" blev valgt ind i Folketinget.