Læsetid 3 min.

Desperate digte

Afmagt over for sproget og den elskede viser sig også som vrede og raseri i Glenn Christians nye digte, der netop ikke tager magten, men er ude på at dele den. Også med læseren
18. februar 2010

Glenn Christians fjerde udgivelse siden debuten i 2008 hedder Ruben ligesom Jakobs førstefødte søn med Lea. På hebraisk skulle navnet betyde 'se, en søn!', og sådan én ville Lea gerne føde Jakob. Hendes ord fra Første Mosebog, »Herren har set til min ulykke; nu vil min Mand elske mig!« står som motto for samlingens anden del. Bibelhenvisningen er en anelse gådefuld, eller måske bare spøgefuld?

I de af samlingens digte, der handler om en kvinde og en mand - et du og et jeg - er der nemlig slet ikke den samme gamle orden i forholdet mellem kvinden og manden. Kvinden i Ruben er den styrende, som det mandlige jeg erindrer, ser, spørger ad, forsøger at aflæse og erklærer 'jeg elsker dig' til. I Ruben er det manden, der søger kvindens attrå, ikke ved at skænke hende sønner dog, men han spørger for eksempel: »Kunne du li mig siddende«. Titlen er én måde at åbne bogen med.

Hullede og sprængte

En anden er at tale om dens formmæssige træk og den grafiske opsætning af digtene. Ruben er en smuk udgivelse med masser af luft omkring ordene. Teksterne er fordelt i tre afdelinger med hver sit grafiske særkende. I første del er digtene højrestillet, og trukket ned i bunden af siden. Ét digt, én side er princippet, hvilket betyder, at når man begynder med at læse et nyt digt, ved man også, hvor det slutter.

I næste afdeling står digtene hen over to sider øverst, og i tredje og sidste afdeling er teksterne igen placeret på hver deres side, denne gang i bunden. Glenn Christian bruger ligesom for eksempel Chresten Forsom i sin titelløse debut fra efteråret også tabuleringer til at få digtene til at fremstå hullede eller rettere sprængte. Jeg er kommet frem til, at der er forskel på hullede og sprængte, fordi jeg sammenlignede med Christian Dorph, der længe har brugt tabuleringer, men i hans ellers tætte firkanter giver tabuleringstasten huller. I Forsoms og Christians bøger sprænger den teksterne, fordi de samtidig har god luft mellem linjerne. Det er lidt omstændeligt og nørdet at beskrive, men det er vigtigt at have med, for det påvirker den måde, man læser teksterne på.

For at få alt med

Den sprængte form bryder sætninger op og formentlig endnu vigtigere: Den bryder med den gængse læseretning, det vil sige det hierarki, en side med tekst normalt er underlagt. Man får en fornemmelse af at læse i cirkler, også fordi teksterne i første afdeling hyppigt gentager linjen »For at få alt med« og i alle tre afdelinger gør flittigt brug af enslydende eller næsten enslydende anførelser af, hvor det sagte kommer fra med 'sagde du', 'blev der sagt' og 'citerer jeg'.

'At få alt med' kan der ikke være nogen, der i dag for alvor tror på kan lade sig gøre. Derfor bliver det også absurd og næsten sørgeligt at høre det gentaget i Ruben, for eksempel sådan som i linjerne her, der også udtrykker en tvivl over sproget som instrument: »For at få alt med/Føler jeg stadigt oftere et/Næsten smerteligt behov for/At besidde et mere/Energisk/Instrument end sproget til/At samle mine/Forskellige resultater/Lyder det fluks/Oveni det jeg/Ellers ville ha sagt/For at få alt med.«

Der er et par steder i Ruben, der med sine direkte henvendelser til et du kan minde om Pia Juuls, Lone Hørslevs og Naja Marie Aidts skarpe komik. Men hvor deres digte ofte udpeger det absurde og komiske i vores sproglige omgang med hinanden, er Glenn Christians digte direkte desperate. Det giver dem paradoksalt nok en vis energi - som den, der netop blev efterlyst i citatet ovenfor.

bogdebat@informationd.k

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu