Læsetid: 3 min.

Etik- og moralfri zone

Sofistikerede eder og forbandelser fyger gennem magtens kulisser og korridorer i den politiske satire ’In the Loop’, i hvilken enhver lighed med virkelige hændelser er fuldt tilsigtet
Sofistikerede eder og forbandelser fyger gennem magtens kulisser og korridorer i den politiske satire ’In the Loop’, i hvilken enhver lighed med virkelige hændelser er fuldt tilsigtet
19. februar 2010

Vi, der mener, at den bedste morskab nu engang udspringer af menneskehedens mørkeste sider, har med In the Loop fået ikke så lidt af en kødfuld luns. Filmen udspiller sig her og nu, men det begivenhedsforløb, den skildrer, minder i påfaldende grad om den omdiskuterede optakt til invasionen af Irak i 2003.

At være ’in the loop’ betyder sådan cirka at være en del af inderkredsen, og det er ikke første gang at instruktør og medmanuskriptforfatter Armando Iannucci retter det satiriske sigtekorn mod magthaverne.

Han var nemlig også hovedmanden bag den skarpsindige satireserie The Thick of It (anmeldt her i avisen 14. februar 2008), der udspillede sig i et fiktivt britisk ministerium, hvor enhver var sig selv nærmest.

I In the Loop går seriens mest monstrøst mindeværdige figur igen (mere om ham senere), mens flere af de samme skuespillere medvirker i roller, der minder om dem, de spillede i The Thick of It. Da de to værker desuden deler tone og til dels tematik burde spillefilmen være et stensikkert hit blandt fans af serien.

De første spadestik til væbnet konflikt bliver foretaget, da den unge og famlende minister Simon Foster (en yderst velcastet Tom Hollander) i et radiointerview kommer med et par udtalelser om en konflikt i Mellemøsten. Udtalelser, der både går imod partilinjen og er lige lovlig åbne for fortolkning.

Prægtigt persongalleri

Fosters ord bliver mødt med forskellige reaktioner hos Storbritanniens nære allierede, USA, og den britiske premierministers folk må drage til Washington D.C., hvor nogle af dem har svært ved at holde hovedet koldt af bar benovelse.

Samtidig lyder startskuddet til duernes kamp mod høgene i det prekære Mellemøst-spørgsmål. Alle kneb gælder, alt er i spil, og ingen er fredet.

Heldigvis har Iannucci formået at finde kræfter på anden side af Atlanten, der kan matche hans forrygende britiske hold: Den melankolske bulldozer James Gandolfini er helt rigtig i rollen som en generalløjtnant, der er en ivrig læser, og derfor kalder sig »militærets svar på Gore Vidal« (en anerkendt amerikansk forfatter og essayist, red.). En selvkomplimenterende sammenligning, som generalløjtnanten imidlertid dropper, da han – formentlig som en af de allersidste i den amerikanske nation – finder ud af, at Gore Vidal er bøsse!

I rollen som viceudenrigsminister leverer David Rasche et bundsolidt portræt af et magtmenneske med sans for at gøre kort proces, og en løbende verbal tvekamp mellem to unge ambitiøse assistenter er et sublimt studie i skadefryd.

Derudover er det ret fikst, at en af de mindst krigsliderlige amerikanere, vi møder, spilles af Mimi Kennedy, som er bedst kendt for rollen som hippiemor i situationskomedien Et umage par.

Tragisk baggrund

Ganske som i The Thick of It er trumfkortet dog den Alastair Campbell-inspirerede, skotske spindoktor og skældsordsvirtuos Malcolm Tucker, som spilles af bizart karismatiske Peter Capaldi.

I mindre talentfulde hænder – og mundtøj – ville figuren formentlig blive monoton og anstrengende, men Capaldi tilfører den liflige nuancer, som da Tucker i en presset stund faktisk famler efter en af sine elskede, oratoriske obskøniteter.

I et halvt sekund synes den tobenede destroyer at stå på kanten af en regulær identitetskrise, men så når han frem til følgende: »Jeg flår dit skinneben ud, knækker det midt over og stikker dig ned med det.« Pyha, panikken afværget.

Det er også Tucker, der tegner sig for den tydeligste påmindelse om, at komikken hviler på et fundament af tragedie i form af en replik, som indeholder ordene »assisteret selvmord«, en henvisning til våbeneksperten David Kelly, der blev fundet død i 2003 efter at have været involveret i afdækningen af, hvorvidt Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.

Krig og kærlighed

Iannuccis instruktion er atter præget af det håndholdte og det pseudo-dokumentariske, hvilket her giver endnu bedre mening end i The Thick of It, da plottet som nævnt klart er inspireret af virkelige hændelser.

Ikke mindst på grund af filmens fokus på sproglige manipulationsmanøvrer høres et ekko af Stanley Kubricks berømte og berygtede atomkrigsfarce Dr. Strangelove (1964). Og In the Loop gør sig fortjent til at blive nævnt i samme sætning som et værk af den kaliber, ikke mindst fordi Iannucci og hans medforfattere endnu engang slår fast, at de er blandt de bedste repliksnedkere i britisk komediehistorie. Hør blot her: »Stemmerne i hans hoved synger barbershop-musik.«

Eller: »Han er så ung, at han er ved at snuble i navlestrengen.«

Fuldtræfferen over dem alle er desværre uoversættelig: »I wear kid gloves – made from real kids.«

In the Loop er måske nok en film om optakten til en krigserklæring, men den er samtidig en kærlighedserklæring til det engelske sprog, der er lige så brutal, som den er uforbeholden. Det sidste gælder ligeledes anbefalingen herfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu