Læsetid: 5 min.

Et førerløst mirakel

Fra to kontintenter og to tider og på to nye udgivelser kan man nyde den musikalske udveksling, som startede den dag, mennesket begyndte at rejse - og blot er accelereret lige siden
Gilberto Gil blev først landsforvist af militærdiktaturet og siden kulturminister i Brasilien. En del af tropicala-bevægelsen, der blandede brasiliansk musik op med rock fra den nordlige halvkugle.

Gilberto Gil blev først landsforvist af militærdiktaturet og siden kulturminister i Brasilien. En del af tropicala-bevægelsen, der blandede brasiliansk musik op med rock fra den nordlige halvkugle.

24. februar 2010

Musik er en rastløs bastard, der knalder løs i et hvilket som helst nabolag, den måtte havne i. Umulig at stoppe. Hverken med kondomer, toldbarrierer, naboklager eller internetlovgivning. Musikken siver gennem vægge, driver gennem jura, skifter hænder. Som vand nedad en skråning løber den uden om forhindringer, multiplicerer sig, danner nye strømninger.

Da slaveskibene fra Afrika ankom i Amerika kunne ingen forestille sig, at slaveefterkommerne i Public Enemy nogle århundreder senere for åben mikrofon ville revse dén nation, som blev opbygget på skuldrene af deres brutalt importerede forfædre. Måske var det nemmere at forestille sig, at en hvid mand - som Elvis - ville tage sort musik og bringe den ud til masserne. Eller at ghettoernes udtryk ville være en kilde til hvid indtægt - via pladeselskaber - i milliardklassen.

Det var nok også svært at forestille sig at en frugtbar feedbackproces, frem og tilbage mellem kontinenterne, for alvor kom i gang i det 20. århundred. Jazz, soul, funk, r&b rejste fra USA og tilbage til Afrika. Elguitaren og senere synthesizeren gjorde sit indtog blandt traditionelle instrumenter og udtryk. Og senere foretog techno, house, disco, fortrinsvis fostret i afroamerikanske miljøer i Detroit, Chicago New York, rejsen tilbage over Atlanterhavet. Og fra Jamaica har vi fået skal, reggae, dub, dancehall. I Sydafrika resulterede dette - udover f.eks. deres egen udgave af jazz - også i genren mbaqanga, som fra begyndelsen af 60'erne blandede zulu-musik og sydafrikansk vokaltradition med vestlig instrumentering.

Mbaqanga er zulu for en hverdagsgrød lavet af korn. Den opstod på shebeens, illegale barer, rundt omkring i Sydafrika, primært i en township kaldet Sophiatown uden for Johannesburg, hvor indfødte helt mod sædvane kunne besidde ejendom. Det blev der sat en stopper for, da indbyggerne blev tvangsforflyttet til den nye og millioner store township, Soweto, også uden for Johannesburg. Hvor den energiske, rytmisk letbenede, lystigt melodiske og helt igennem oplivende mbaqanga vibrerede videre.

På den nye fremragende antologi Next Stop ... Soweto med undertitlen Township Sounds From The Golden Age of Mbaqanga kan man stifte bekendtskab med et brillant udvalg af sangene fra 60'erne og op til Soweto-oprøret i 1976. Og her kan man også erfare hvordan elementer fra jazz, gospel, funk, rumba og angiveligt også traditionelle minesange iblandes den stærkt animerende krydsning: Musik med masser af vokale temposkift, usandsynligt frække basgange af gummi, kærligt stikkende og sitrende sologuitar, kildrende rytmeguitarer, trommeskind og messing kærtegnet hurtigt, kyndigt, som præcis støvregn gennem numrene.

Og hvis musikken lyder bekendt, ærede læser og lytter, så foreslår jeg, at du tager Paul Simons 1986-album Graceland frem. I sin tid bjergtog Graceland en internet-løs vestlig verden med sit liflige mix af sydafrikansk musik og amerikansk singersongwriter. Verdensmusik overtrukket med vestlig sukker. Eller måske rettere genkendelige sangtræer i eksotisk løvpragt.

Mest markant er parallellerne, når man hører »Ingoina Le Nayathi« fra Next Stop ... Soweto, der som minimum har lånt elastiske trommer og bas til »Gumboots« fra Graceland. Eller lyt til vokalharmonierne, der har givet flere Simon-sange et spirituelt løft. Eller til de perlende guitargrooves, som har givet den aldrende hvide mand kulør i kinderne. Eller se YouTube-videoer med den tidlige mbaqanga-stjerne Miriam Makeba i selskab med Paul Simon på Graceland-turnéen.

Graceland har ikke været glemt i årene, der er gået, ja, faktisk synes den at have bidt sig fast hos en generation, der må have været i gulvhøjde, da den udkom. Efterhånden står Graceland som et af tidens - hvis ikke dét - mest stilskabende album for en ny engelsksproget generation af musikere. Det er nemt at høre hos f.eks. amerikanske Vampire Weekend og newzealandske The Ruby Suns. Så følg udviklingen fra Sydafrikas livsalige festmusik på Next Stop ... Soweto over Paul Simons krystalklare verdenspop op til unge amerikanske og newzealandske og sikkert også snart danske bands viderefordøjelse og videreførelse af musikalsk arv fra flere kontinenter i samspil. Denne proces kan også - ret eksplicit - høres på mixtapet Americas Volume One, skruet sammen af dj'en Moses Iten. En antologi fra det spansksprogede Amerika, hvor der som bekendt heller ikke blev sparet på brutalitet, kolonisering, slaveri. Dernedefra har man også tidligere kunnet høre masser af eksempler på samkvem mellem kontinenterne. Tag bare brasilianske Antonio Carlos Jobims klassiske bossa-samarbejder med João og Astrud Gilberto samt amerikanske Stan Getz (som også en overgang boede i København) i midten af 60'erne. Eller den brasilianske tropicália-bevægelse i slutningen af 60'erne og op i 70'erne, som blandede brasiliansk tradition med nymodens rock fra den nordlige halvkugle >- og resulterede i at de største profiler Gilberto Gil og Caetano Veloso blev landsforvist af militærdiktaturet.

Fremtidsløfter

I disse dage er det så hiphop, elektronika, glitch, dub, triphop, som bliver suget af nettet og spruttet i sydamerikanske traditioner og resulterer i pampas-triphop, nueva cumbia, mexi-dub. Den midterste genre er allerede blevet anerkendt og gjort hip og verdenskendt af globalista-dj's som Diplo og Dj/Rupture, de to andre genrer er blot denne signaturs forsøg på at indkapsle den fornemmelse af både eksotisme og genkendelse, som jeg oplever, når jeg hører musikken på Americas Volume One, som præsenterer musik fra Argentina over Colombia og Mexico til Chile (med en afstikker i spansksproget USA), fra 2004 til 2009. Ikke alt er lige fremragende, men i sammenstødene mellem laptops og spansksprogede traditioner kan man tydeligt høre, hvordan vor tids grundinstrument giver en fjern verdensdel nye stemmer, klipper dem op, opdaterer dem, samtidig med at man ofte (gerne på de bedste spor) kan dufte den fædrene muld. Hør for eksempel argentinske Marcelo Fabians stemningsfulde »Negros y Serenos«, mexicanske Los Macuanos' hjemsøgte ombygning af visen »Alma« eller den argentinske nueva cumbia-stjerne El Remolons »Cumbia Bichera« remixet af landsmanden Tremor.

At der så også er eksempler på globaliseringens/globaliseringens potentielle udvanding af identitet - f.eks. på den kønsløse indietronica-skæring »Rosita« - ja, det gør kun dette mixtape mere interessant (omend kvalitativt mere tyndbenet). For det medvirker til at dokumentere både faldgruber og fremtidsløfter i den musikalske udveksling. Som er blevet radikalt accelereret med internettets komme. Og dermed kan musikkens førerløse mirakel fortsætte ufortrødent. Før til lands, til vands, i luften, nu også trådløst.

Diverse kunstnere: Next Stop ... Soweto (Strut Records/VME)

Americas Volume One (www.discontentblog.com)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu