Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De gør det på fransk på Louisiana

Guillaume Connessons musik var effektfuld og en aften værd, men det mest opsigtsvækkende er stadig kvaliteten hos franske musikere af i dag
Kultur
16. februar 2010

Der er jo efterhånden et generelt rend af det klassiske, franske musikmiljøs crème de la crème på Louisiana. Det ekstraordinære ved fredagens koncert var, at denne gang kom de fra syd med deres jævnaldrende komponistven for at dedikere en hel aften til hans musik og præsentere den for danske ører.

Fire fremragende, franske musikere og en russisk violinist lavede et Hommage à Guillaume Connesson indledt af to stykker kammermusik af Debussy for lige at slå den franske kammertone an.

Guillaume Connesson er født i 1970 og lader til at være ganske populær i Frankrig. I nærmeste fremtid fremfører Jean-Yves Thibudet hans klaverkoncert The Shining One i Kennedy Centret i New York.

Aftenens cellist, Jérôme Pernoo, har uropført hans cellokoncert og præsenterede hans værker på bedste, begejstrede cirkusengelsk, så man forstod, at dette var en koncert, de medvirkende selv glædede sig til. Det lader til, at noget af Connessons talent er at kunne komponere til sine venners spilleglæde. Et Youtube opslag viser kunstnere som Eric le Sage og Paul Meyer i fornøjelig beskæftigelse med Connessons værker.

Connessons musik er ikke moderne musik på den gamle måde, men nemt fordøjelig, dynamisk, fantasifuld og underholdende musik med stort rytmisk drive som hovedkendetegn og skriver sig ind i den franske tradition af ekstasesøgende musik fra Ravel til Poulenc.

Den franske potens

Jérôme og Jérôme med efternavnene Pernoo og Ducros startede aftenen med Debussys cellosonate. Bortset fra værkets lille ouverture for klaver er pianisten hensat til at akkompagnere celloens eventyr. Med en stærk mand ved klaveret som Ducros bliver selv akkompagnementet en hovedperson. Pernoo lod ham heller ikke være et øjeblik, men spillede op til klaveret i flirtende konversation. Det var intimitet på stort lærred, så man næsten blev forlegen. Ducros leverede græsset, som Pernoo boltrede sig i og nogen syntes måske de var for meget, men herregud, det var Verlaine og Rimbaud jo også, og det her var i hvert fald musik, der var tilegnet i yderste franske potens.

Anden sats' spanske attack afbrød den postcoitale lykke og udstyrede cellostemmen med både guitarpizzicato og glizzandoer til at flimre videre i sommernatten med. Helt anderledes jomfrunalsk indfandt klarinettisten sig foran flyglet til den efterfølgende Rapsodi for klarinet og piano, også af Debussy. Florent Héau har en spædere, poetisk klarinet og på trods af sine færdigheder ganske uden virtuos attitude.

Skjulte riger

Connessons musik som sådan var en aften værd, men jeg er mere misundelig på Frankrig over deres musikere end deres unge komponist og savner, dengang Verlaine og Rimbaud stadig løb rundt i skoven til større lykke og kaos end Connessons to gear: Lyrisk mol og ostinater i kapløb, selvom det sidste kan være nok så æggende. Connesson komponerer om alting og ingenting, om de skjulte riger Atlantis og Agartha, men inspirationen virker lidt gennemtygget og uoriginal, som når satsen Poseidons Tempel i violinsonaten minder for meget om Debussys La cathedrale engloutie. Det fængende hos Connesson er gang på gang det rytmiske element, der klæder den simple musik og frigør den fra dens lidt postulerede inspiration, så den vinder på den fysiske oplevelse af udfordring og spænding.

Generelt var det de gode håndværkerkræfter, der gjorde aftenen til en succes. Violinisten Sergey Malov er en ung kraftfuld violinist, der uden tvivl har en stor solistkarriere foran sig og Jérôme Ducros klaverspil er sjældent virilt og stærkt i akkompagnementet. På intet tidspunkt syntes han, at have udtømt sit potentiale, men altid at have et gear mere, man godt gad høre i en mere solistisk fremtræden. Lise Berthauds spiller en habil bratsch og Jérôme Pernoo er en fransk original med sit fuldtblomstrende spil og en åbenhed overfor ethvert vanvittigt indfald. Man skal høre hans indspilning af Jaques Offenbachs Cellokoncert med Mark Minkowski som dirigent!

De gør det i hvert fald på fransk på Louisiana.

Louisiana. Fredag d. 12. februar 2010 : Jérôme Ducros, piano, Sergey Malov, violin, Lise Berthaud, viola, Jérôme Pernoo, cello, Florent Héau, klarinet. Værker af Claude Debussy og Guillaume Connesson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her