Læsetid: 2 min.

Halleluja og heja for Fallulah

25-årige Fallulah fra Amager er den mest lovende kvindelige debutant hørt ganske længe i dansk pop. Stilsikkert fører hun lytteren gennem en flok velskabte og håndspillede skæringer, der emmer af originalitet og overbevisende tro på egne folkloristiske evner
18. februar 2010

Det sker, at mindreværdskomplekset vokser sig så stort, at det ikke lader sig ignorere. Sverige opdyrker per definition større og skarpere popmusikere end Danmark, og når vi så slår ind på samme bane, ender vores replikationer ofte som et lightprodukt af den ægte vare - den nationale begejstring til trods. Måske bedst eksemplificeret ved The Cardigans kontra Swan Lee (eller Vikingarne kontra Bjørn & Okay).

I 2007 og 2008 var det svært ikke at skele misundeligt mod nordøst, da Robyn, Lykke Li og The Knife-søsteren Fever Ray (m. fl.) satte nye standarder for chic pop og electro (m.m.). Kvinder med hyperhip attitude, power og umiskendelig appetit på at forcere poplandskabet med nye musikalske landevindinger, der også gav international genlyd - og fyldte danske spillesteder og festivalarenaer med en selvfølge, som de færreste hjemlige pendanter turde drømme om.

Balkaninduceret folklore

Med den noget nær pludselige emergens af Fallulah har vi formentlig fået noget at stå imod med resten af denne urimeligt sømudtrækkende vinter og foråret med. 25-årige Maria Apetri, som hendes borgerlige navn lyder, er nemlig ingen dygtig kopi, men the real thing.

Det forvisser den 25-årige amagerkaner om på debuten The Black Cat Neighbor-hood, der drysser varme og balkan i de ængstelige fortællinger om kærlighed til dette og hint, fortalt af en skrøbelig skabning, som ikke ligefrem stræber efter at brændes igen.

Med en insisterende og udklingende stemmeføring slår Fallulah tonen an fra første sang og holder stilen fornemt gennem den 13 numre lange albumdebut, som aldrig mister retning eller tema. Alt sammen imponerende stilsikkert udført af Fallulah og producer Fridolin Nordsø, der vanen tro viser formatet i en række instrumentspækkede sange, hvor de elektroniske virkemidler allerhøjst spiller 2. violin.

Sangerinden og musikeren Fallulah bevæger sig i et genrespektrum, der tager sit klare udgangspunkt i den gode popmelodi, men klinger af balkaninduceret folklore og håndklappede beats. Udflydende korharmonier lægger den sidste finish på det komplekse lydbillede.

Fallulah leder hist og her tankerne i retning af Bat for Lashes, Lily Allen, Florence and the Machine, førnævnte Lykke Li eller danske Aura. Men sjældent, endsige aldrig, på samme tid.

Førstefærds-fængende

Der er adskillige højdepunkter undervejs på The Black Cat Neighborhood, men førstesinglen »I Lay My Head«, »Bridges« og »Give Us A Little Love« er særligt svære at komme udenom.

De fænger fra første færd, og den rastløse »Bridges« forløser til perfektion den ditto tematik, mens »Give Us A Little Love« bliver siddende med den hypnotisk repeterende tekst om at behøve mere og i virkeligheden frygte for en nødvendig afsked.

Andre steder halter Fallulahs lyrik en smule. I en punkgroovet ode til byen, der aldrig sover, hedder det eksempelvis: New York, you're my concrete lover / you make me hard as steel / New York, you're my concrete lover / you turn my heart to steel, og det er måske mere rimende og billedskabende end egentligt meningsgivende. Betonelsker eller ej.

Hold øje, Sverige

Enkelte småanstrengte rim og et tilsyneladende snærende ordforråd slår dog ikke synlige skår i en imponerende debut, der hæsblæsende fører lytteren fra ende til anden med en fornemmelse af, at Fallulah først lige er begyndt på noget stort. At Danmark ikke er nok.

Så hold øje med hende, Sverige. Hun kan opleves i såvel Odense og Århus som København i første halvdel af marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu