Læsetid: 6 min.

Hvem bliver den næste supermagt?

Bliver det Kina eller Indien, der overtager USAs status som verdens førende supermagt? Det optager den amerikanske politiske og økonomiske elite, men de kan ikke blive enige om sagen. Hverken om timingen, tempoet eller om USA skal føle sig truet eller lettet af konkurrencen
USA's status som supermagt er truet, argumenterer de to forskere Cohen og de Long. Det første, der sker, er, at den unormale supermagtsnation bliver et land som alle andre, og når det sker for USA, vil det være et kolossalt chok, mener de. Men forsker Nina Hachigan er uenig. »McDonalds, Budweiser og Burger King har i årevis været ejet af udlændinge. Har det betydet et skift i disse organisationers værdier eller positioner i det amerikanske samfund? Jeg kan ikke få øje på det.«

USA's status som supermagt er truet, argumenterer de to forskere Cohen og de Long. Det første, der sker, er, at den unormale supermagtsnation bliver et land som alle andre, og når det sker for USA, vil det være et kolossalt chok, mener de. Men forsker Nina Hachigan er uenig. »McDonalds, Budweiser og Burger King har i årevis været ejet af udlændinge. Har det betydet et skift i disse organisationers værdier eller positioner i det amerikanske samfund? Jeg kan ikke få øje på det.«

Bobby Yip

13. februar 2010

»Når man sidder på pengene, og man er en stor økonomisk og kulturel vital nation, opnår man mere end bare en høj levestandard for sine borgere. Man får magt og indflydelse og en absolut udvidet evne til at handle. Når pengene forsvinder, kan man beholde sit forspring i levestandard i et stykke tid så længe andre er villige til at finansiere ens voksende gæld og bare lægge renter på tilbagebetalingen. Men magten siver. Især forsvinder den del af ens magt, der handler om, at man kan ignorere andre uanset om man ignorerer dem høfligt og diskret. Indflydelse mister man også; det at andre lande og folkeslag ønsker at kopiere og inkorporere ens ønsker, idéer og måde at omgås hinanden på i deres egen levevis.«

»Lige som gode forældre håber man naturligvis på, at når dette tab af indflydelse sætter ind, så er ens måde at leve på blevet så dybt integreret både hjemme og ude, at det simpelt hen er blevet normen. At ens standard er blevet lig med de andres. Men uanset om dette sker eller ikke sker og af og til sker det ikke, så er en ting uundgåelig: Man er blevet normal. Den unormale nation er blevet et land som alle andre lande. Når det sker, vil det være et kolossalt chok for USA. For Amerika har i meget, meget lang tid ikke været et almindeligt land.«

Så kort kan bogen The End of American Influence, What Happens When Other Countries Have the Money opsummeres. Den bredt diskuterede bog, der pirker til den amerikanske selvforståelse som unikt land og hypermagt udkom i sidste måned. Fredag i sidste uge kom dens to forfattere, professor Stephen S. Cohen og professor J. Bradford DeLong, til Washington DC til tænketanken Center for American Progress for at diskutere teserne med et udvalgt publikum.

Det store tab

De to forfattere, der begge hører hjemme ved University of California, Berkeley, er inviteret sammen med Nina Hachigan, som i 2008 skrev en bog med stort set det modsatte synspunkt: The Next American Century: How the U.S. Can Thrive as Other Powers Rise. Hachigan er tidligere direktør for Rand Corporations Asien-afdeling og er seniorforsker ved Center for American Progress.

Brad DeLong lægger ud med at slå en del af hovedtesen bag bogen fast: at vi lige nu bevidner slutningen ikke blot på USAs dominans, men også neoliberalismens absolutte endeligt. Stephen Cohen tilføjer, at det ikke nødvendigvis er dårligt for USA, bare anderledes: »Men det vil føles alvorligt for os. Vi vil ikke bare miste global indflydelse militært og økonomisk. Det vil få følger for, hvad man kan kalde blød, kulturel magt, og det vil føre til et tab i innovationskraft, forskning og uddannelse. Det store spørgsmål, som amerikanske politikere bør stille sig, er hvad man skal gøre ved det. Hvordan sikrer vi stabilitet i verden, og at denne nye multilateralisme ikke fører til kaos og ledelsesvakuum?«

Overdrevet pessimisme

Nina Hachigan køber på ingen måde pessimismen:

»Jeg er midt i en anden bog med samme budskab, When China Rules the World, men jeg ser praktisk taget intet af denne påståede manglende amerikanske indflydelse nogen steder. Det minder om den hysteriske debat, vi havde om Japan i 1980erne. Kan nogen huske den? Det var dengang, vi alle var sikre på, at japanerne ville købe hele USA og indtage Hollywood, og al amerikansk kultur ville blive opslugt,« indleder hun med at sige.

Hun peger på, at nok er USAs økonomiske vækst aftagende, men at nedgangen er relativ, »den sker fra så utroligt højt et udgangspunkt og det at nogle meget fattige lande nu vokser hurtigere, vil i meget lang tid ikke være nogen trussel, tværtimod kan det øge vore eksportmuligheder og samhandel«.

Derudover, siger hun, er hun slet ikke sikker på, at »det at vi ikke bare kan ignorere hvad kineserne siger, og at din chefs chef om 20 år måske residerer i Shanghai eller Bangalore og ikke i New York eller Los Angeles«, kommer til at få den store indflydelse for gennemsnitsamerikaneren.

»McDonalds, Budweiser og Burger King har i årevis været ejet af udlændinge. Har det betydet et skift i disse organisationers værdier eller positioner i det amerikanske samfund? Jeg kan ikke få øje på det, « siger hun og tilføjer, at »det er godt for verden, at Kina spreder sine investeringer eller får et bedre sundhedssystem eller gør noget seriøst for at bekæmpe den globale opvarmning. Det er fint, hvis inderne finder en kur mod diabetes, fordi de forsker på livet løs. Det vil gøre livet lettere for en masse amerikanere«.

USA som den gode leder

Stephen Cohen medgiver, at USA også om 20 år vil være en »førende nation, men vi vil ikke længere være den enerådende boss. Og det vil betyde meget for vores selvforståelse og for de amerikanske politikere. De er fortsat ret stædigt overbevist om, at vi under ingen omstændigheder skal tage hensyn til, hvad andre måtte mene eller tænke om os«.

Brad DeLong mener derudover også, at det er et problem for resten af verden, at USA mister lederskabet:

»Alt i alt mener jeg, at USAs ledende rolle i verden har været gavnlig, naturligvis for Amerika, men sandelig også for resten af verden. Se på Marshall-planen efter Anden Verdenskrig. Et stærkt USA reddede ikke bare Europa fra nazisterne, men byggede også Japan op og skabte stabiliserende institutioner som Verdensbanken og IMF. Havde vi været i en stærkere økonomisk forfatning kunne vi have givet et langt mere positivt input til genopbygningen af Østeuropa efter Berlinmurens fald. Men det havde vi allerede dengang ikke råd til. Det samme er tilfældet nu med behovet for en ny global klimapolitik. USA er ikke økonomisk og politisk stærk nok til at lede dette arbejde med at få reduceret drivhusgasserne. Det har måske ikke den store betydning for den amerikanske middelklasse her og nu, men det får det på langt sigt.«

Kina, Indien og EU er ikke klar

Nina Hachigan svarer, at hun »snarere ser det sådan, at store dele af verden fortsat ønsker amerikansk ledelse. Kina er ikke villig til at påtage sig opgaven og vil i øvrigt aldrig blive accepteret politisk, og Indien er slet ikke klar. Europa er bestemt heller ikke i en forfatning, der gør EU i stand til at agere som global leder, og for at gøre noget effektivt på globalt plan ved eksempelvis global opvarmning eller pandemier, så har verden brug for en leder med magt nok til at fremtvinge kompromiser.«

»Amerikas nye rolle er at indgå i seriøse forhandlinger med opkommende supermagter. Det betyder ikke enden på USAs rolle som ledende, men at denne lederrolle skal forvaltes på en ny og anderledes måde.«

En smuk og værdig nedtur?

Enige bliver de ikke, men Stephen Cohen runder debatten af ved at foreslå, at USA skal forvalte sin mindskede rolle på en mere elegant måde:

»Vor kulturelle indflydelse vil få konkurrence, og måske kan vi lære noget af det britiske imperium, der døde en smuk og værdig død uden at verden af den grund har mistet begrebet om en gentleman, om tennis, cricket eller fodbold. Storbritannien har et intelligent og elegant internationalt diplomati, som USA kan lære en hel del af. Endelig vil jeg medgive, at det ikke er til at se, om det er Kina eller Indien, der kan true os i rollen som den førende supermagt. Det kan ikke være dem begge, en af dem vil sandsynligvis kæntre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt enig. At skrive om USA og Kina i en fremtidig verden - UDEN at reflektere over deres belastning af Klodens biofysiske systemer og disses mulige sammenbrud - er galimatis og rent overfladisk livsstilsvrøvl.

God henvisning til Heinberg for et alternativt synspunkt, som ikke kommer frem i pressen, og gad vide om det kommer frem i den serie, Information vil køre om Kina i den kommende tid.

Jeg tvivler, de valgte forfattere taget i betragtning.