Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvorhen nu, mærkelige Amerika?

To udspil fra den amerikanske alternative sfære peger i hver deres retning. Ned i tempo og narkotisk sirup af erindring. Og ud i rådvild udmarvning af freak folkens fædrene jord
Kultur
16. februar 2010

Karakteristika kan indlæses/aflæses allerede i titlerne på de to plader. Den tågede, døsige tilstand på Beach Houses Teen Dream. Den villede mærkelighed på Yeasayers Odd Blood. Her har vi to plader, der indikerer hver deres retning for det, der for nogle år siden var det nye, mærkelige Amerika – men som nu er blevet den nye kulørte afdeling af mainstream, hvor folk med behersket spraglet tøj, kontrolleret uregerlig hårvækst og et fælles behov for at være individuelle på samme måde stimler sammen i disse dage.

Brooklyn-bandsene Animal Collective, Dirty Projectors, Grizzly Bear er alle blevet omfavnet af mainstream, ja, under så stort et anfald af konsensus at december 2009 udartede sig til en gættekonkurrence om, hvem der tog førstepladsen på hvilke lister over årets albums.

Dette er ikke en nekrolog. For nekrologer over musik er bare populistiske meningsløsheder, når musikhistorien igen og igen tilhvisker os, at genrer eller hele kulturer genopstår i nye forklædninger, genopdaget af nye hedsporer med endnu billigere grej og endnu mere sand i maskineriet og larm i understellet end foregående generationer.

Men måske er det tid til at undersøge om en dvaletilstand er forestående. For hvad sker der, når frugtbar jord overrendes af en hær af nye, mere hårdhændede bands? Hvem skal høste yderligere i den amerikanske alternative arv fra ovennævnte trojka? De geskæftige mejetærskere i Yeasayer? Eller skal den overhovedet løftes videre lige nu? Har den nået sit kreative mætningspunkt? Skal den snart lægges brak? Er det tid til andre egne, som Beach House så smukt indikerer på deres nye album?

Udmarvning af genren

Kvalitativt falder svaret – som det måske kunne anes i ovenstående – ud til Baltimore-duoen Beach Houses fordel, mens det står knap så heldigt til for Brooklyn-trioen Yeasayer.

Allerede på deres debutalbum All Hour Cymbals fra 2007 forcerede de deres kalkeringer af Animal Collective med rundkredskor, håndklap om lejrbålet, udskejende iscenesættelser – men heldigvis også et par gode, vidtløftige omkvæd undervejs.

Med efterfølgeren Odd Blood fortsætter den udmarvning, som enhver genre før eller siden vil opleve, af den fædrene muld, der før har kastet så gode afgrøder af sig. Ideer, der før var plukkemodne, sprøjtende af saft, synes nu magre, hvis ikke visne.

Allerede på Odd Bloods andet nummer, singlen »Ambling Alp« får vi en lystig, men også meget vandet parodi på Animal Collective – som med deres drømmende, men sangbare psychedelia givetvis vil kunne se frem til mange af den slags sløsede affotograferinger i de kommende år. Men så længe behøver de ikke engang vente, for de kan også bare skippe til det hvirvlende højfrekvente herrekor på Odd Bloods tredje nummer »Madder Red«. Eller til det fjerde nummer »I Remembers« nedadspruttende synth-spiraler.

Derfra går det moderat op og ned i kvalitativt kuperet terræn hos Yeasayer, dog uden fare for at blive køresyg. Men med en vis bekymring for fibersprængninger hos medlemmerne af bandet, der forsøger så hårdt at lave en plade, som Pitchfork og blogosfæren vil dåne over. Det kan de måske/måske ikke (hvem ved hvilken vej vinden blæser?), men halvvejs ombestemmer de sig uanset hvad og kaster sig ud i en noget mere dansevenlig stil med gejle omkvæd, house-klaver-staccato, boblende electro-pop og simplistiske synthpop-melodier. Og det hjælper.

Men Oddblods rådvilde hysteri og forcerede ambitioner bliver dog ret anstrengende at høre på i længden og lysnes kun af få tracks som den boblende »Rome« og blæserpumpen »Mondegreen«. »No, you don’t move me anymore, and I’m glad that you don’t, cause I can’t take it anymore«, som det lyder på et andet lyspunkt, ørehængeren »O.N.E.«

Fortsætter fokuseret

Beach House fortsætter langt mere fokuseret i egen plovfure på deres tredje album Teen Dream. Men furen har dog har vist sig at være mere forræderisk end først antaget, og synes at føre dem i ring i et narkotisk loop omkring det genkendeligt mystiske. Wilderness for miles/Eyes so mild and wise/Don’t I know you better than the rest/All deception from you.

Beach Houses enkle drømmende stemninger er begyndt at få noget nærmest narkotisk over sig. Som om erindringen er umulig at undslippe, men også svær at afkode. Som om det kniber med at skelne mellem levet liv og nedarvet hallucination.

Der er samtidig en umiskendelig 80’er-stemning over Teen Dream med spinkel synth, enkle trommeloops og stratosfæriske guitarer, og sammenligninger med britiske Cocteau Twins’ fnuglette dreampop er oplagte. For eksempel på det kæntrende vers i ”´»Norway«, hvor guitarstrengene bøjes ind og ud af fokus. Men Beach Houses Victoria Legrand kan til gengæld ikke sammenlignes med en skønsyngende, sera-fisk Elisabath Fraser. Tværtimod er hun en grovkornet, kødelig tilstedeværelse i sangene, en hæs, kantet personlighed. Den fuldbyrdede drøm, som Cocteau Twins’ forsangerinde er frit svævende i, kan Legrand kun række ud efter gennem de ekkoende klangbehandlinger og fra de højfrekvente tinder. Og det giver Beach Houses sange en forankring i virkelighed og dermed i længslen, den forbistrede længsel:

It is so quick to let us in/Feel it moving through our skin/It’s a sickness/Infinite quickness, yea.

David Lynchs underbevidste Amerika, som han har iscenesat i sine film, men også i samarbejde med komponisten Angelo Badalamenti og sangerinden Julee Cruise spøger også hos Beach House, lige som 90’er-søvngængerne i Mazzy Starr kan anes. Dykker man ind i traditionen viser der sig et endnu mørkere mørke.

Og Teen Dream er sin egen. Her er erindring en tyk narkotisk sirup, og sangene er de bedste og mest sangbare Beach House indtil nu har komponeret. Det er sange, der dulmer, selvom de handler om det, der gør ondt. Måske netop derfor.

Så. Hvorhen nu, mærkelige Amerika? Ind i den mørk-ladne drøm, hvor man kun kan mærke smerten mellem sangene? Eller ud under den spraglede middagssol, hvor man kan spille frisbee?

Beach House: Teen Dream (Bella Union/Bonnier Amigo)
Yeasayer: Odd Blood (Secretly Canadian/Mute/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her