Ingen Leflen for markedet

Under Byen er tilbage efter fire år – et medlem mindre, men et fremragende album rigere. Og den vrede sangskriver Annika Aakjær er ikke blevet mere forsonlig på sit andet udspil
Under Byen er tilbage efter fire år – et medlem mindre, men et fremragende album rigere. Og den vrede sangskriver Annika Aakjær er ikke blevet mere forsonlig på sit andet udspil
6. februar 2010

Hvad vil det sige at være original? Hvordan skabes kunst, der umiskendeligt bærer ophavets signatur?

En bekendt foreslog under en samtale, at det var udtryk for sand originalitet, når noget ophøjedes til fast og øjeblikkeligt forståeligt sammenligningsgrundlag – som i f.eks. »Trompeten lød hen i retning af Miles Davis«, »Musikken ejer et umiskendeligt præg af Beatles« eller »Hendes stemme lyder som Björks«. Nuvel.

Det er selvfølgelig også et værktøj, når man skriver/taler om musik – for at angive hvilken retning, man stilistisk set bevæges sig i. Men selvfølgelig er de nævnte alle fyrtårne, som rager op – hvad enten man nu kan lide dem eller ej.

Og så kan man jo indskyde, at en mand som Miles Davis, hvis musik over et halvt århundrede gennemgik så radikale transformationer, som den gjorde, næppe kan fremstå som noget musikalsk entydigt. Men så er der det med hans særegne tone – instrumentalistens adelsmærke.

Og det er dén, vi taler om, når vi smider hr. Davis på bordet. Og kan man ikke opfinde alfabetet på ny, kan man i hvert fald kæmpe sig hen mod en egen tone og således fremstå originale. De fleste – inklusiv The Beatles, Björk og Jodle-Birge – står på skuldrene af noget andet/ nogle andre, så det er altså et spørgsmål om, hvordan inspirationskilderne optages og bearbejdes.

Og om nogen ejer Århus-ensemblet Under Byen netop tone – dets helt specielle tilgang til sin musik giver dens udtryk en klang, som betyder, at man aldrig er i tvivl om, hvem der nu ligger på husets rejsegrammofon og forskrækker de små.

Noget andet, som er med til at gøre orkesteret til noget ganske særligt, er dets stædige insisteren på ikke så meget som at skæve til musikmarkedet i øvrigt - her er ingen leflen for det umiddelbart tilgængelige, ingen forlokkende beats, og melodier i sådan klassisk forstand keres der overhovedet ikke om.

I stedet betragtes musikken som noget skulpturelt, et objekt, der bør kunne observeres fra flere vinkler og dermed ikke egner sig synderligt for fastholdelse. Det flygtige og dets natur findes helt ud i titler som »Ikke latteren men øjeblikket lige efter« og »Er noget smukt glemt findes det muligvis endnu«, som i al deres særhed forekommer denne signatur som ganske gode beskrivelser på det univers, man på eget ansvar begiver sig ind i, når man lytter til denne knudrede og indadvendte, men også generøse og sært drømmende musik.

En blakket skønhed

Alt er tabt – godt nok en sortseertitel, det er til at tage og føle på – hedder septettens nyeste studiealbum, det kun fjerde af slagsen siden debuten i 1999 med det dårende Kyst, som egenhændigt tegnede et nyt spor i dansk rockmusik.

Siden sidst har tangentmanden og komponisten Thorbjørn Krogshede forladt ensemblet, hvilket ifølge den medfølgende pressemeddelelse skulle betyde, at der er søgt over i et nyt spor; ja, »lyden er mere rå, primal og lige på«, hævdes det ligefrem i pressemeddelelsen.

Jo. Tja. Det ved jeg nu ikke. Men rigtigt er det, at den kammermusikalske lethed, der prægede (dele af) 2006’s Samme stof som stof ikke længere er til stede i udpræget grad.

Og der spilles åbenlyst også mindre i alle positioner, hvilket giver rig mulighed for at udforske udtrykkets enkeltdele. Som ofte insisterer på en næsten provokerende enkelthed, hvor det harmoniske ofte fortrænges af det serielle. Det er den der satans monotoni, og som regnen, der falder, finder der hele tiden spidsfindige forandringer sted. Alt der kræves er en drømmers koncentrationsevne, thi der kan gå en art musikalsk Aspergers syndrom i den – på den fede måde, vel at mærke.

Det er så ikke umiddelbart lig med, at Alt er tabt vader i lytteren med træsko på. Som altid forventes, ja, kræves der lydhørhed, indlevelsesevne og en del gennemspilninger, før pladen åbner sig. Undervejs var denne signatur et par gange ved at tabe tålmodigheden, men det gav pote at hænge i, thi de varslede forandringer har fundet sted.

De er blot subtile, i øvrigt lidt af et kodeord i denne sammenhæng. Og efterhånden som man trænger ind i værket – og det gør man jo – åbenbarer en blakket skønhed af en anden verden sig. De repetitive figurer bliver besættende, den elegante brug af dynamik vækker både fryd og undren, Henriette Sennenvaldts sært diffuse vokal (og ditto tekster) både drager og driller, og helheden bevæger sig såvel inden i som uden for lytteren i letpsykedeliske mønstre. Noget af en mundfuld, but there you go.

Til sidst sidder man salig tilbage og har det som i klicheen what just hit me? Så er Under Byen originale eller hvad? Yes, det er de – bare man betænker, at der skam opererer åndsbeslægtede kræfter både her og der og i det store udland.

Revsende og sjov

Original kan man også (delvist) kalde sanger-sangskriveren Annika Aakjær, der musikalsk og temperamentsmæssigt godt nok opererer i en helt anden bold-gade end Under Byen, men som fra første minut hun landede i København på flugt fra det sted i provinsen, hvor hun efter eget udsagn opfattedes som ’en original’ (hvilket jo er noget ganske andet og almindeligvis af negativ karakter, medmindre man selvfølgelig er rig, berømt eller begge dele), har gjort, hvad hun kunne for at markere sin særart.

Det udmøntede sig i første omgang i debutalbummet Lille Filantrop, som gjorde hende til en af de mest omtalte debutanter i 2008 grundet pladens skarpe, polemiserende og grundlæggende negative tone.

I endnu højere grad talte man dog om hendes koncerter, for det var lige før hendes talte, ofte forrygende vittige og helt igennem ætsende introduktioner var bedre end sangene selv. Hun fremstod som den fødte performer, i stand til at tale til sit publikum i øjenhøjde, revsende og ubarmhjertig, men først og fremmest sjov.

Produceren på Lille Filantrop hed Henrik Marstal, og pladen blev hans svendestykke. Nuvel, nu er Aakjær tilbage med den ’svære toer’, som har fået titlen Missionær, og endnu engang sidder Marstal i producerstolen – og denne gang har parret givet sig alle tænkelige ambitioner i vold, hvilket er med til at give Missionær et ganske andet musikalsk vingefang end normalt inden for sanger-sangskriver-genren. At den så er uegal som bare pokker hører vel med, når nu alle muligheder partout skal udforskes.

Det gør den så også konsekvent interessant at lytte til, og skjuler indimellem, at Aakjærs melodimateriale ikke altid er lige spændende.

Til gengæld har der fundet en klædelig sproglig opstramning sted i tekstuniverset, hvor Aakjær sine steder er om muligt endnu mere skarp end på debuten. Det ville dog klæde hende med en smule sødme som modvægt til al galden – bare en spids, tak.

Men denne talentfulde kunstnerinde forsætter sin himmelflugt mod stjernerne, og næste gang er den der helt sikkert. Til da kan vi glæde os over, hvor langt hun er nået med Missionær. Hun er sgu stadig helt sin egen. Og hurra for det.

lyn@information.dk

Under Byen: Alt er tabt (A:larm) Udkommer mandag

Annika Aakjær: Missionær (Playground). Udkommer mandag

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu