Læsetid: 3 min.

Klezmerfantasier om Margaritas leg med Djævelen

Faust-historien lyser op i brændende sceneglimt i Christoffer Berdals storladne opsætning af Bulgakov på Århus Teater
Niels Ellegaard støtter hånden mod Biblen og blikket mod Søren Østergaards Djævel i Århus Teaters visuelt spektakulære 'Mesteren og Margarita', som Channe Nussbaum besynger med jiddisch kynikerstemme under klovnehatten.

Niels Ellegaard støtter hånden mod Biblen og blikket mod Søren Østergaards Djævel i Århus Teaters visuelt spektakulære 'Mesteren og Margarita', som Channe Nussbaum besynger med jiddisch kynikerstemme under klovnehatten.

Jan Jul

13. februar 2010

Hovedet bliver triller ud under sporvognen, præcis som det skal. For Mesteren og Margarita kommer til live på Århus Teater, så Mikhail Bulgakovs roman bliver til følelsesstærkt teater.

Ikke panoramateater, men abrupt zoomteater med kynisme og absurditet - lullet ind i Channe Nussbaums forførende klezmerstemme. Styrken i instruktøren Christoffer Berdals fortolkning ligger i scenernes billedtæthed. Her møder den russiske resignation det russiske temperament helt konkret - på bænken, i sengen eller i teatret - i Ryszard Taedlings glimrende fordanskning af Leif Stinnerbom og Susanne Markos lidt strittende dramatisering fra Stockholm i 2008.

Det er jo ikke hver dag, man møder Djævelen. Men kommer man endelig i den spegede situation, så må han gerne ligne Søren Østergaard. For Østergaards læber lyser som sølv, og hans grå silkebukser blinker veloplagt med smokingstribe af diamanter, og hans pelscape breder sig lige som hans arrogance. Østergaard er først lidt tilbageholdende med at smække sine verbale wienerbrødsstunts oven i Bulgakovs russerrealisme. Men efter et par smilende betragterture i lænestolen knuger han hånden om det forsølvede hundehoved på sin spadserestok og slipper den sataniske logik løs.

Wellnessforfører

Østergaards Mefisto spejler vor tids talkshowvært og wellnessforfører - lækker, velplejet, selvsikker - og over alle bjerge, når ansvaret skal gøres op. Her mærkes forestillingens satire allerbedst: I vor tids jagt på en selviscenesat og ungdomsforhippet lykke.

Østergaards medhjælper er en sort kat, der knitrer og hvæser i Ashok Peter Pramaniks fascinerende, kælne skikkelse. Og Channe Nussbaums klezmertrio smyger sig rundt som beslægtede vildkatte.

Mette Smidl spiller sin grænseløse balkanviolin med sigøjnerhår til knæene, mens Branko Djordjevic bølger med på harmonikaen. Selv sprinkler Channe Nussbaum sin frygtløse stemme ud over de smerteramte med jødemamma- sorg og håndlangerhån under klovnehatten.

Klezmerlyden er helt rigtig, men ved premieren var sangene lige det længste.

Påskeliljesmuk

Mærkeligt nok virker selve den bærende kærlighedshistorie mellem digteren Mesteren og hans elskede Margarita ikke altafgørende.

Nuvel, Niels Ellegaard er charmerende og kejtet som poetfantasten, og Kristine Nørgaard Sørensen er gammeldags filmdivasmuk som kvinden, der en dag bare kommer ind i hans liv med hænderne fulde af påskeliljer.

Når de ruller kåde rundt, glemmer man let, at Fanden banker på om lidt. Men det gør han altså ... Jesus dukker også op i Carsten Svendsens nutidsstærke fortolkning, og Lars Junggreens giver Pilatus en mildhed, der gør medlidenhedsspørgsmålet i kristendommen mere interessant end ondskabsspørgsmålet hos Faust-historien. Men rigtigt morsomt bliver ingen af delene. Måske den groteske latter kommer til at rulle mere, når forestillingen har spillet sig selv varm.

Diffus Bibelscenografi

Scenografisk har Thomas Bjørnager bygget en drejescene formet som en bog - og dermed videreført ideen fra Martin Tulinius' Faust på Det Kgl. Teater i 2006.

Men derudover virker scenografien ret diffus. Den opslåede gigant Bibel er dog en fin baggrund for Kasper Stouenborgs videoprojektioner af brændende russerbøger, og Kisser Rosenquists lys skaber smertestænk helt ud til blåbelyste rækværk på bagscenen.

Forestillingen kulminerer, da Kristine Nørgaard Sørensens smukke Margarita lokkes til at smøre Østergaards tryllecreme på sine nøgne bryster, så hun igen kan mødes med sin elskede. Ned fra himlen svæver en skønhedsåbenbaring af en magisk guldkjole, der smyger sig om hende, og Margarita løftes højt over scenen på en piedestal i madonnalys og skønhedsblæst - og smiler.

Hér føles tiltrækningskraften fra udødeligheden så umådelig stærkt. Følelsesløsheden mærkes i et bedøvet øjeblik som smerteløshed: Ja, Søren Østergaard, du Djævel, nu følger jeg dig... Men så brydes magien. Margarita finder sin Mester, og så handler resten om at få hæftet ender på historiens roller. Se bare Inge Sofie Skovbos psykiaters medlidenhedssnert eller Karen-Lis Ahrenkiels forfatterforeningskvindes urokkelighed eller Kim Veisgaards sovjetstædige Berlioz, der har hovedet tæt på en sporvogn.

Dette birollespil viser det overskud, som Århus Teater også helst skal glitre med, når der forhåbentlig kommer mere ro i de indre rækker. Men lige nu er der dømt uløselige menneskegåder med Mesteren og Margarita. Og lykkeligvis også en lastefuld Østergaard.

Mesteren og Margarita. Manuskript: Susanne Marko og Leif Stinnerbom (2008), baseret på Mikhail Bulgakovs roman fra 1940/1956. Dansk version: Ryszard Taedling. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Thomas Bjørnager. Lys: Kisser Rosenquist. Musik: Channe Nussbaum, Branko Djordevic og Mette Smidl. Video: Kasper Stouenborg. Til den 6. marts. 2 timer og 35 min. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu