Læsetid: 5 min.

Kniven i avantgarden

Efter at have sat nye standarder for elektronisk pop med ’Silent Shout’ har svenske The Knife kastet sig over moderne opera i selskab med det danske teaterkompagni Hotel Pro Forma. ’Tomorrow, In A Year’ er en både krævende og dragende lytteoplevelse, der går på tværs af tid, sted og logik
Efter at have sat nye standarder for elektronisk pop med ’Silent Shout’ har svenske The Knife kastet sig over moderne opera i selskab med det danske teaterkompagni Hotel Pro Forma. ’Tomorrow, In A Year’ er en både krævende og dragende lytteoplevelse, der går på tværs af tid, sted og logik
27. februar 2010

Hvad i alverden er opera egentlig for noget?

Det var åbenbart Olof Dreijers første reaktion, da han og søsteren Karin Dreijer Andersson blev bedt om at komponere netop en opera efter forespørgsel fra det danske teaterkompagni Hotel Pro Forma. Der er dog intet, som kan stoppe de svenske søskende, der sammen i duoen The Knife har gjort det til deres varemærke at udfordre sig selv. Så selv om Olof ikke anede, hvad en libretto var, kastede The Knife sig ud i projektet.

»Vi vil være nyskabende hver eneste dag, og det er sindssygt krævende,« fastslog Olof, da undertegnede interviewede ham i forbindelse med The Knifes forrige album, mesterværket Silent Shout, og det mantra må man sige, parret i dén grad lever op til. De startede som leverandører af boblende electropop, og selv om de aldrig helt har forladt udgangspunktet, har de siden debutalbummet i 2001 for hver udgivelse opgraderet og raffineret deres udtryk.

Pangfarvet reklame

Det er absurd, at første gang, The Knife fik global opmærksomhed, var som lydspor til en reklamekampagne i 2005, for den slags bands har det med at forsvinde fra offentlighedens søgelys hurtigere, end man kan nå at sige Babylon Zoo. I The Knifes tilfælde drejede det sig dog om en coverversion, nemlig José González’ underskønne, akustiske fortolkning af den ellers synthbloppende »Heartbeats« fra The Knifes opus to, Deep Cuts.

Sony Bravia stod for kampagnen – tjek reklamefilmen, hvor 250.000 pangfarvede hoppebolde indtager San Francisco. Den japanske mediegigant måtte af med et så stort beløb, at The Knife havde startkapital til at åbne deres eget pladeselskab, Rabid, som Olof styrer i dag fra Berlin. Ved derved at være en selvkørende institution har The Knife haft mulighed for at udvikle sig til en kompromisløs original i moderne elektronisk pop. Tak, Sony.

Alternativt image

Deep Cuts blev et bette gennembrud, men det var førnævnte Silent Shout, som viste The Knifes fulde, fan-
tastiske format. Det var et mere mørkt og dystert udspil, men alligevel gennemført melodiøst og massivt medrivende. Samtlige sange udnyttede på optimal vis det dragende, dynamiske spænd mellem Olofs elektroniske beats og klange og Karins vilde vokal-manipulationer, der sommetider var så ekstreme, at hun lød mere som mand end som kvinde.

Techno med sin på alle måder helt egen stemme.

Samtidig retter The Knife sig ikke kun mod ørerne, men også mod øjnene. Deres alternative image er i hvert fald svært at komme uden om – gennem årene har de været iklædt gorilladragter, poseret som gymnaster fra østblokken og rendt rundt med fuglemasker i den svenske ødemark. Ifølge dem selv var kostumerne oprindeligt en reaktion på, at de sky stakler blev genkendt på gaden, men er efterhånden fast inventar i deres unikke univers.

Teatralsk? Absolut. Og netop dét har garanteret været medvirkende til, at Hotel Pro Forma kontaktede The Knife om operaen I morgen om et år. Forestillingen er baseret på
Charles Darwins banebrydende bog, Om Arternes Oprindelse, der i fjor havde 150 års jubilæum, og det emne har appelleret til The Knife, fordi Darwin baserede sine evolutionsteorier på biologiske og geografiske observationer rundt om i verden, hvilket har givet bandet mulighed for at udforske den natur, de efter sigende henter stor inspiration i.

Faktisk helt bogstaveligt i denne ombæring, for talrige lyde i operaen har Olof optaget på en research-ekspedition til Amazonas-junglen. The Knife gør aldrig noget halvt – og slet ikke når en opera skal skildre en naturhistorikers jordomrejse og møde med Moder Jord i alle afskygninger.
Døde som 10-årig

Man skal altså ikke forvente Silent Shout 2. Gamle fans, der ikke oplevede operaen i september på Det Kgl. Teater, vil måske endda måbe ved mødet med Tomorrow, In A Year, som pladeversionen hedder. Meget af musikken er nemlig nærmest abstrakt kompositionsmusik og det totale modstykke til Karins næsten Depeche Mode-agtige soloprojekt, Fever Ray.

Tomorrow, In A Year fortæller ikke én historie fra a til å, men har hentet inspiration i hele Darwins tumultariske liv – manden fik 10 børn, hvoraf flere døde ved fødslen, mens datteren Annie sov ind som 10-årig, hvilket beskrives i den følelseskriblende »Annie’s Box«, som optræder hele to gange, med og uden Karin bag mikrofonen (langt hovedparten af sangen er ellers overladt til mezzosopran Kristina Wahlin, skuespiller Lærke Winther samt den svenske popsanger Jonathan Johansson).

Der er nu ikke noget nyt i, at operaer dyrker alternativ dramaturgi. Historien i Tryllefløjten er groft sagt noget vrøvl, men Mozarts sublime musik har gjort den til en af alle tiders operaer. Og uden ligefrem at ophøje Tomorrow, In A Year til en klassiker på samme niveau er det vitterligt en musikoplevelse, man bør give sig god tid til at absorbere uden at bekymre sig om tid, sted og logik. Efter gentagne gennemlytninger åbner musikken op, og selv de syrede indslag opnår en form for supersanselig sonisk poesi.

Elegant hilsen

På popplader – især i nyere tid – er de mest iørefaldende numre gerne placeret allerførst for at være sikker på, at skidtet fænger hos selv den mest utålmodige kultur-
zapper. Med dette dobbeltalbum forholder det sig stik modsat, for jo længere man når ind på pladen, jo mere melodisk bliver musikken. Så mens første cd er spækket med avantgardistiske lydcollager, er den anden skive anderledes imødekommende og rundes af med en lille håndfuld numre, som minsandten nærmer sig dansegulvet. Den 11 minutter lange »Colouring of Pigeons« rager dog op som det ultimative højdepunkt, der med sit sublime, zigzaggende korarrangement sender en elegant hilsen til en af moderne operas milepæle, Philip Glass’ Einstein on the Beach (1976).

Og dermed er vi sådan set tilbage ved udgangspunktet: Hvad i alverden er opera egentlig for noget? Hvis det står til The Knife, er det åbenbart dragende musik, som ikke ligner eller lyder som noget andet. Tomorrow, In A Year kan dyrkes igen og igen. I morgen og om et år.
kultur@information.dk

The Knife In Collaboration With Mt. Sims And Planningtorock: Tomorrow, In A Year (Rabid/Bonnier)

Peter Albrechtsen er film-tonemester og musikanmelder på Ekstra Bladet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu