Læsetid: 2 min.

En kølig passion

Æstetisk fint udarbejdet film om Igor Stravinskys og Coco Chanels kærlighed overbeviser ikke om affærens varmegrader
Æstetisk fint udarbejdet film om Igor Stravinskys og Coco Chanels kærlighed overbeviser ikke om affærens varmegrader
11. februar 2010

»Alt ved manden og hans musik var anti-romantisk.« – Dette udsagn om den banebrydende russiske komponist Igor Stravinsky kan læses i Harold C. Schonbergs meget læseværdige The Lives of the Great Composers, og mon ikke det står til troende?

Samme Stravinsky er altså næppe den mest indlysende kandidat til en romantisk kærlighedshistorie, og den affære han her har med en anden verdensberømthed, den legendariske modskaber Coco Chanel, bygger vist mere på rygter end kendsgerninger.

Men det er rigtigt nok, at stenrige Coco Chanel inviterede Stravinsky til at flytte ind i sin smukke landejendom Bel Respiro, så han skulle få bedre ydre vilkår til at komponere. Kone og børn fulgte med, så konfliktmulighederne var legio.

At Coco i filmen har erotiske bagtanker med invitationen, er man ikke et sekund i tvivl om, for Coco fremstilles af den sensuelle Anna Mouglalis med dyb sovekammerstemme og meningsfulde blikke til Stravinsky. Han spilles af vores helt egen Mads Mikkelsen, altså et flot stykke mandfolk uden indlysende fysisk lighede med den lille, decideret uromantisk udseende komponist. Også han har sigende tavse udtryk for en betydelig betagelse.

Lidende hustru

Hvad man får, er altså en i sig selv banal trekantshistorie, der dog ikke bliver et særlig fyrigt drama, for den hollandske instruktør Jan Kounen har anet kliché-faren og skruer den potentielle lidenskabshistorie ned til en svag, men konstant syden. Han skyr de store udsving og nøjes som oftest med at anty­-
de den ulmende glød bag hovedpersonernes maske-agtige facade.

Bestræbelsen er beundringværdig, og rent æstetisk fremtræder filmen forfinet og stilsikker. Men den smagfulde tilbageholdenhed gør ofte historien nærmest apatisk stillestående, for det basale konfliktmateriale – genialsk knudemand i kløerne på beregnende femme fatale, for øjnene af forsmået, opofrende hustru – tilføjes aldrig perspektiver udover de mest nærliggende.

Jo, det er synd for den tuberkulosesyge hustru Katia, der nok forstår Stravinskys musik bedre end nogen, hjælper ham med nodeudskrivningen og bevarer en egen værdighed på trods af alt det smertefulde, der sker omkring hende. Den meget russisk virkende Elena Morozova gør med sit fine forsvar for den svære rolle faktisk denne Katia til filmens emotionelle centrum.

Problemet med karrieremenneskene Igor og Coco og deres kolossale egoer er jo, at de på ingen måde kan give sig hen til følelserne og lidenskaben, højst til liderligheden: de styres af egocentrisk stolthed, og da Igor mod slutningen pointerer, at han kun ser Coco som »tøjsælger« og ikke som kunstner, er det forbi med alt andet end køligt venskab.

Flot genskabt

I forhold til heltindens livs-historie fortsætter filmen nogenlunde, hvor den foregående Coco Chanel-film, Coco før Chanel, sluttede, og igen er den ydre opsætning og det kærligt udarbejdede tidsbillede en stor attraktion.

Filmens absolutte højdepunkt kommer i starten, hvor skandale-premieren på balletten Le Sacre du printemps med myriader af detaljer indfanges i fejende kamerabevægelser. Tilmed er Stravinskys geniale musik indspillet af ingen ringere end Berlinerfilharmonikerne med Simon Rattle, så også lydsiden dunker af nervespændt dramatik.

Siden falder filmen til selvsmagende ro i Bel Respiros super-æstetiske omgivelser, mens der hele vejen igennem udføres små mirakler i design og kostumer. Udenværkerne er prægtige, men hverken Mads Mikkelsen eller Anna Mouglalis har meget at spille på som de hemmeligt elskende. Dertil fortæller det underernærede manuskript ganske enkelt for lidt om dem og om deres baggrund.

Men stilfulde – det er de.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Film har meget at takke Igor Stravinsky for, aldrig har en udtryksform været så brugt.

Det er så menneskeligt, at efter en selvudslettende periode, manifesteret i Impressionismen, der begreb sig ved at fortolke indtryk, lade naturen fortælle. Ravel gyngede i bølgerne, Debussy ligeså.

Så kom manden der sagde : "Så er det nok, jeg er kraften. Jeg er fortælleren. Det kommer fra mig." Ekspressionisme så dagens lys.

Filmisk en guldgrube af udtryk kunne tilføjes.

Hvis ikke filmen holder, så ved jeg musikken gør.