Trompetisten Christian Scott er af post Marsalis- generationen og har, lige så lidt som denne, i sit spil sluppet traditionen. Men det har flere af hans medspillende og hans producere på pladeselskabet Concord, der nu er indlemmet i Universal-familien. Eller, rettere: Universal har hidtil gjort et stort nummer ud af, at her kommer »en jazzmusiker, som ikke er bange for hiphop«.
Dertil er at sige, at der jo heller ikke er meget at være bange for. Hiphoppen har muligvis nogle egne genrebetingede kvaliteter, men melodisk substans, harmonisk variation eller rytmisk plasticitet præger den ikke just. Ikke desto mindre: På et par cd'er har man oven på denne musikalske armod lagt Christian Scotts hardbop-trompet, og, vupti, har man »redefineret jazzen«.
Problemet med et fænomen som Christian Scott er, at han har ladet sig trække rundt i manegen af folk, der mener, at hvis bare man blander jazz med noget andet, vil det både blive uhyre interessant og uhyre salgbart. At høre Christian Scott på sin seneste udgivelse spille bopfraser i én uendelighed oven på skiftende grooves er dybest set ikke mere interessant end at høre Kiri Te Kanawa synge blues. Retfærdigvis skal det siges, at der i disse grooves er mindre hiphop end på Scotts tidligere udgivelser. Der er endda indfald, der kan give mindelser om Ornette Colemans rytmiske koncepter. Men det bringer ikke Scott fra, undskyld, koncepterne. Han spiller uforstyrret af al rytmegruppens tummel sine melodiske fraser, som i næsten hver en tone minder os om hans Berklee-uddannelse og hans også ofte verbalt udtrykte respekt for mentorer som Miles Davis, Coltrane eller Charles Mingus.
Pladen er i øvrigt dedikeret disse, idet Scott her efter eget udsagn forsøger sig med musik, der - som han hævder dé kunne præstere - er »in direct relationship to society in view and application«. Efter min opfattelse var Davis' forhold til 'samfundet' arrogant, Coltranes verdensfjernt og Mingus' misantropisk, men det er nu ikke så vigtigt, for uanset disse floskler ville det være mere givende for lytteren, hvis Scott kunne finde et symbiotisk forhold til sine medspillende, end at han kan svømme hen i benovelse over »the depth and conviction of the 60's«.
Tændt og determineret
På den baggrund kom torsdag aftens koncert på Amager Bio-scenen, Beta (hvorfor i øvrigt dér og ikke i Jazzhouse?), nærmest som et chok for mig. Her var alt det, man savner på cd'en. En tændt, determineret enhed af musikere og ikke en solist med en rytmegruppe, et repertoire, der forekom meget mere udfordrende end cd'ens, en kapelmester, der gav sine medspillende plads, hvilket medførte formidabelt perkussivt spil af pianisten Milton Fletcher (skønt overladt til et vaklende el-klaver) og fin motivisk improvisation af guitaristen Matthew Stevens samt, ikke mindst, et sandt fyrværkeri fra det polyrytmiske uvejr ved trommerne, Jamire 'Wisdom' Williams. Især var det befriende at høre, at Williams ejer en dyb evne til at variere sin dynamik og sine grooves, hvilket ikke fremgår af cd'en.
Lige så vigtigt var det naturligvis at få fastslået, at Scotts udgangspunkt i hardboppen kunne fungere sammen med den ret avancerede rytmiske opfattelse, han har gjort til gruppens, og som altså heldigvis nu har passeret hiphop-stadiet. Succesen i så henseende er helt afhængig af, om Williams har 'en god dag'. Det havde han torsdag i den del af koncerten, jeg nåede at høre, og samtidig kunne man glædeligvis få afkræftet vrøvlet om, at Scott er 'en ny Miles Davis'. De, der siger sådan, kan aldrig have hørt Lee Morgan eller Freddie Hubbard. Dét har Scott, og det er en af hovedårsagerne til, at han - som han gjorde torsdag - er i stand til at involvere sig i spillet meget stærkere end på cd'en.
Christian Scott: Yesterday You Said Tomorrow (Concord/Universal) Beta scenen, torsdag: Christian Scott Quintet
