Hvad der sker i det ydre på nutidsplan, optager kun en beskeden del af Marina Cecilie Ronés nye roman. Til gengæld er den så meget desto rigere på indre erindret drama af den traumatiske slags. Tæt på: sygdom og død. Længere borte: forbudt og fortiet sex.
Helene på 44, mor til tre drenge, enke efter Anders, hvis sidste tid blev skildret smukt, renfærdigt i forgængeren N.I.M.B.Y. (2007), er taget til Fanø for i fire uger at være lidt for sig selv herude, hvor himlen rammer havet. Og omvendt. Hun går ture til stranden, hun træffer og går i seng med en mand (der helt som hun selv har gjort noget forkert), hun fodrer en (vild) kanin i det lejede hus, og hun finder rav efter en storm. Alt imens hun genkalder sig hovedhistorierne i sit liv.
Forældrenes ynkelige ægteskab og højst forudsigelige skilsmisse. Hendes eget forhold fra hun var 12 og flere år frem til farens gamle skolekammerat. Den første kærlighed som voksen. Den abort, det førte til. Hendes fine samliv med Anders. Hans kamp mod kræften.
Ordentlig ordkunst
Alt sammen beskrives dette i forfatterens karakteristiske knappe, men nænsomme stil, en form for litterær pointillisme, med korte, konkrete sætninger, der stilfærdigt bygger et billede eller en stemning op. Et enkelt sted talte jeg otte punktummer på fem linjer, rigtig nam-nam for en læsepædagog, men samtidig jo altså fornemt, gennemført som ordentlig ordkunst. Pudsigt er det at konstatere, at netop en sådan tyst telegramstil kan forvandle objekter og levende væsener til talende symboler. Det virker således sindbilledligt, når Helene, der som syvårig vandt en kæmpemæssig bamse ved et lykkehjul på Bakken, som enke i midten af 40'erne tager en lille kanin til sig og med sig i bilen hjem - som var den et spejl for hende selv og det liv, hun skal tage vare på. Ligeledes får det symbolvægt, at da hun går til stranden med sin korte Fanøaffære, og han med det samme finder rav, så finder hun søreme også straks en klump på størrelse med et (lille) æg.
Hvilket vel svarer til, at hun finder sig selv, som man siger, ved at gå tilbage og prøve at tolke sine traumer om til sammensatte tegn, eller gøre sår til spor, sådan at hun med titlen på bogen kan sige, at det, der skete, nu en gang skete. At før var hun dér, men nu er hun her.
En sprække i tiden
Har man mon læst det før? Jovist, det er en gammel historie, der altid føles ny for den, som oplever og gennemlever den. At være helt alene med og overladt til sig selv, nede i en lomme i tiden, en art evighedssprække, at samle sig sammen og samle sig selv op for omsider at vandre videre - det er almenmenneskeligt.
Dog, midt i al genkendelsen bør man ikke glemme, at Marina Cecilie Roné faktisk har en farlig historie at fortælle om en gammelklog, tidligt nysgerrig pige, som drages ind mod de voksnes hemmelige liv med hinanden, som selv vil have andel i det gådefulde og derfor aktivt opsøger det forbudte. Dette var et bærende motiv i forfatterens debut, novellesamlingen Ud af et skød (1990), men lægges her ud som et intimt hovedspor i en roman.
Og derved sker der en vigtig forvandling. Helenes mor beklager sig et sted og siger, at hun i stedet for at være en bedraget og svigtet kvinde egentlig burde have været enke. Til dette tænker datteren: »Hun kunne sige lige, hvad hun ville. Det betød ikke noget. Det var simpelt hen holdt op med at betyde noget særligt.« Over for dette stiller bogen i kraft af sin litterære teknik, herunder de håndfaste symboler, en trodsig viden om, at ordene skam igen kan bringes til at betyde noget særligt. Eller anderledes udtrykt: Det skete handler ikke kun om det at finde sig selv ved at fortælle sig selv sin historie, den handler også om at få selve sprogets gådefuldhed tilbage.
