Monologen er en mærkelig scenekunstgenre. Den er den optimale stilisering af illusionen om, at her kommer et menneske, der betror sig - til flere hundrede ukendte tilskuere i et mørkt rum. Disse uger er kvindemonologernes tid i repertoiret. Historier om kvinder, som har mistet kærligheden - eller som aldrig har fået den kærlighed, som de så panisk har brug for.
Karen-Lise Mynster trækker i hvert fald sin cardigan tættere om sig, når hun sidder på en klapstol i Et år med magisk tænkning på Nørrebro Teaters Frederiksbergscene.
Og så fortæller hun bare. Uden andet afsæt end den dirrende overleverenergi, som er Karen-Lise Mynsters forunderlige drivkraft på en scene.
Hun gør sig grim for teksten. Uanselig. Næsten usynlig. Og så vælter ordene ud af hende i beretningen om datteren, der pludselig fik en mystisk infektion - og manden, der faldt forover ved middagsbordet og aldrig vågnede igen.
Pårørendehelvede
Monologen er skrevet som en selvbiografisk tekst af den amerikanske journalist Joan Didion i 2005. Og i Kamilla Bach Mortensens omhyggelige iscenesættelse får Karen-Lise Mynster fortalt den rigeligt følelsespumpede tekst med en stringent nøgternhed, som løfter teksten. Her er alle den pårørendes ydmygelser så brutalt skildret - lige fra mødet med hospitalspersonalet ved ambulanceindgangen til uforståelige diagnoser og alternative behandlinger på Google.
Mynster kender vejen gennem sorgen. Og scenografen Christian Friedländer har skabt et lægende intethedsland til Mynster, der sidder på sin egen lille ø midt i vand med sarte, eksotiske planter. Hendes rolle som den magiske tænker er i familie med hendes patientrolle i Pietá forrige år. Og den viser Mynsters selvpåtagede rolle som den, som godt tør spille det, de andre ikke engang magter at snakke om - også rundt i hele landet hos teaterforeningerne. Og publikum elsker hende for det.
Dynejakkedesperado
På BaggårdTeatret i Svendborg lyner Rikke Lylloff sin dynejakke i monologen De kaldte hende Craizy Daisy. Hun spiller en trodsig pige, der aldrig bliver mere end 16 år indeni - og som bliver udnyttet af alle de mænd og de tøser, hun render ind i. Hun er løstsvævende, bogstaveligt talt, i Nadia Nabil Korsbæks fantastiske gyngestativ, der ser ud, som om det er bygget af togskinner. Og her hænger hun og drejer rundt om sig selv - smuk og pinkpinlig og martyragtig, men også med pludselige stød af stolthed og hævn.
Heinrich Christensen har iscenesat Rikke Lylloff meddele spektret af pigehåb og offertrækninger. Hun er blevet sat til at råbe en del, også mere end hun har grund til, men Christensen har fint fået Lylloff til at dække over, at manuskriptet er et alt for langt sammenvæv af tekster skrevet af syv meget forskellige kvinder.
Ritt Bjerregaards politikertekst forvandler sig ikke just til dramatik; det gør Christel Wiinblads lyrikertanker heller ikke nødvendigvis.
Men Anna Bro og Julie Maj Jacobsens tekster brænder igennem - sammen med teksten af stand-up'eren Christina Sederqvist, hvis groteske sexunderkuelseshumor Lylloff bruger som trapez i monologen. Og Lylloff er så betagende skøn og desperat, at teksten ikke blot bliver et ungdomsskrig, men også en generel eksistensberetning om kvindeselvværd, der mangler. Lylloffs kinder er helt glatte, men indeni har hun rynker som en 80-årig.
Selvværdet er ellers i top i Ingmar Bergmans film Persona, som teatret Svada har valgt at dramatisere på Teater Får 302.
Forførende ulykkelig.
Egentlig er Hanne Hedelunds bearbejdelse to monologer, der fletter, fordi stykket netop er en skildring af en kvinde, der tier, og en kvinde, der taler. Pernille Lyneborg er smuk og erotisk dragende som den tavse diva, der bryder sammen efter sin søns fødsel. Og Stine Holm Joensen er jordnær og herligt nøjeregnende i rollen som sygeplejersken, der ender med at fortælle alle sine hemmeligheder til sin tavse patient.
Stine Holm Joensen har et naivt humør, som smitter. Og hun har en farlighed i sin lillepigelogik, som pludselig kan true verdensdamens magt. Derfor bliver Persona sådan en intens oplevelse. Hanne Hedelunds instruktion får de to kvinder til at glitre, og Nina Flagstads scenografi overfører ubesværet filmens magiske forhæng til det lillebitte rum i Toldbodgade. De tre kvindeteaterforestillinger er ikke just idylliske. Men de er fascinerende møder med kvinder, der tænker og kæmper. Veludrustede med håb og hormoner.
Et år med magisk tænkning. Tekst: Joan Didion. Oversættelse: Bente Kastberg. Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Christian Friedländer. Lys: Lasse Svarre Christiansen. Lyd: Jacob Valet. Til 13. marts. www.nbt.dk
De kaldte hende Crazy Daisy. Tekster: Lone Kühlmann, Christel Wiinblad, Julie Maj Jacobsen, Ritt Bjerregaard, Christina Sederqvist, Anna Bro og Leny Malacinski. Dramatisk bearbejdelse og iscenesættelse: Heinrich Christensen. Scenografi: Nadia Nabil Korsbæk. Lyd: Thomas Matyjasik. Lys: Jonas Bøgh. Dramaturgi: Pernille Huus Bojsen-Møller. BaggårdTeatret, turné, også sept-okt. www.baggaardteatret.dk
Frit efter Ingmar Bergmans film Persona fra 1966. Bearbejdelse og iscenesættelse: Hanne Hedelund. Scenografi: Nina Flagstad. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Brian Larsen. Svada på Teater Får 302 i Toldbodgade. Til 6. marts, herefter turné sept-okt. www.faar302.dk
