Når den rigtige superstjerne spiller hovedrollen, så er der næsten ikke noget, der er bedre end musicals. Sådan er det lige nu på to københavnerteatre. For Charlotte Guldberg kunne ikke være mere velsyngende og syrlig og helt igennem vidunderligt elskelig i rollen som Mary Poppins med paraply og knapstøvler på Det Ny Teater. Og Anders Gjellerup Koch kunne ikke være mere kvindevild og festglad men dog samvittighedstynget sårbar i rollen som generalguvernør Von Scholten på Folketeatret.
Den 34-årige Charlotte Guldberg repræsenterer idealet for den traditionelle Westend-spiller eller Broadway-performer: Svungen krop, ulastelig sangteknik, skønne tænder, klar mimik og urokkelig rolighed. Siden Guldberg brød igennem som Maria i Sound of Music, har hun specialiseret sig i roller, hvor hun er den, der forstår børn, så deres voksne får øje på dem - og på kærligheden. Som Mary Poppins lader hun sig magisk flyve op under kuplen på Det Ny Teater - stående ret op og ned med sin uundværlige trylletaske. Aldeles svævesikker. Også selv om det ikke er med et usynligt linetrick, sådan som i London.
Skørtejægercharme
Anders Gjellerup Koch er en helt anderledes jordnær og moderne performer, der synger musical lige så ubesværet, som han siger replikker. En af hemmelighederne ved hans stærke sceneudstråling ligger måske i hans tilsyneladende almindelighed.
Denne 48-årige mand med runde kinder ligner såmænd de fleste henne på tankstationen, sådan med lidt mave og ludende skuldre. Når han lægger sin hånd på en kvindearm, bliver der hedt i salen. I Breaking the Waves var han en voldsomt erotisk Jan, og i Tribadernes Nat var hans Strindberg både kynisk og liderlig. Han spiller ofte en mand, der ikke kan kontrollere noget som helst, hvis et skørt dufter forbi. Det er vel ikke mindst derfor, at tilskuerne sukker sådan over ham.
Disse to stjerneperformere brillerer sammen med hvert deres ensemble. På Det Ny Teater danser og synger Poppins-performerne med fejende overskud i Lisa Kents iscenesættelse og med største overdådighed i kostumerne af Terry Parsons. Ikke en eneste flæse eller karruselhest mangler. Og savl lige over den røde Poppins-kjole! Men scenografien er mere teknisk avanceret, end den er køn.
Scenespringspointer
Til gengæld er ensemblet både muntert og velbesat med performere med personlighed. Ikke mindst Marianne Mortensen er en djævelsk rædselsfuld nanny af den gamle skole, og Kristian Studsgaard er en kæk gademaler med skorstensfejerfødder. Den lille dreng Simon Ulvsgaard er så charmerende, at han scorer latter på hver eneste replik - og Mira Andrea Balloli synger pling-rent som hans sure søster. Og Per Engströms orkester får musicalbruset til at løfte sig under lysekronen.
Brus er der ikke så meget af i den mere tankeintense Von Scholten. Til Folketeatret har forfatteren Sune Svanekier skabt et meget personligt vinklet portræt af guvernøren og frihedskæmperen. For væk er de politiske detaljer fra den traditionelle historieskrivning. I stedet beskriver Svanekier en mand, hvis rolle som ægtemand og far for en lille, svagelig datter hele tiden kolliderer med friheden og fristelserne på slaveøen. Faktisk lader Svanekier Scholtens datter dø som smertefuldt omdrejningspunkt i den dynamiske tekst, der filmagtigt klipper scenerne med flotte spring. Dristigt - med masser af sex og slavepisk og sågar næsten en tvungen abort på scenen. Der er ikke megen familiehygge her.
Herremandslyster
Men Waage Sandø har iscenesat med skarp sans for tekstens kontraster. Koreografisk kommer de lækre 'slavedansere' vidt omkring, både med sukkerrørsmacheter og i drukdanse med romflasker i højtgearede trin af Birgitte Næss-Schmidt. Og scenografien af Søren Glad overlader minimalistisk det meste af den eksotiske Caribien-stemning til fine, men lidt uegale videoprojektioner af Kasper Stouenberg.
Underligt nok er Lasse Aagaards musik både iørefaldende og anonym på samme tid. Og selv om Stig Christensens orkester spiller med stor rytmeglæde, så er der hverken Danmark eller Vestindien over sangene, og man kan knap huske dem bagefter. Kun den unge slavindesang - sunget af naturtalentet Louisa Yaa Aisin med største selvfølge og blødhed - skiller sig ud. Sammen med Kristian Bolands fremragende fortolkning af sangen om sine undertrykte herremandslyster efter sorte teenagebryster - den mand kan spille så modbydeligt, at man bliver helt bange for ham. Og så med den stærke Nicoline Siff Møllers gribende sang om sit uløselige dilemma som sort kvinde, der aldrig helt bliver elsket for sin egen skyld. En kvindehistorie, der absolut ikke kun er en 1700-tals skæbne.
Nuvel, man kan mene, at livet er for kort til Poppins og Scholten. Men man kan også mene, at livet er sjovere med paraply og sukkerrør. Man skal bare gribe dem, når de kommer flyvende.
