Læsetid: 3 min.

Mand på randen af nervøst sammenbrud

Martin Scorsese holder sig ikke tilbage, hvad angår filmiske virkemidler i sin seneste film, den kulørte thriller 'Shutter Island'
Martin Scorsese holder sig ikke tilbage, hvad angår filmiske virkemidler i sin seneste film, den kulørte thriller 'Shutter Island'
18. februar 2010

Martin Scorsese hiver den store palette og den brede pensel frem i sin nye film, den underholdende Shutter Island, der både er et studie i vanvid og en hyldest til alle de højspændte noir-film, kulørte melodramaer og skrækfilm, instruktøren så som dreng og stadig bærer med sig som en del af den filmarv, han sætter så højt.

Leonardo DiCaprio har hovedrollen i filmen, der er baseret på en bog af Dennis Lehane, den ferme krimiforfatter, der også skrev bøgerne bag Mystic River og Gone, Baby, Gone.

Året er 1954, og DiCaprio spiller politimanden Teddy Daniels, der sammen med sin nye makker, Chuck Aule (Mark Ruffalo), må sejle ud til klippeøen Shutter Island, der huser et psykiatrisk hospital for kriminelle. En af hospitalets fanger, Rachel Solando, er forsvundet sporløst, og Teddy og Chuck skal nu forsøge at finde hoved og hale i en sag, der umiddelbart virker ligetil, men som er ganske indviklet og speget.

Hospitalets progressive chef, dr. Cawley (Ben Kingsley), der ikke tror på medicinske eller kirurgiske løsninger på psykiske problemer, synes ikke at fortælle hele sandheden om, hvad han og de øvrige læger - blandt andet den mystiske dr. Naehring (Max von Sydow) - foretager sig på Shutter Island.

Hvem kan man stole på?

Bedre bliver det bestemt ikke af, at Teddy plages af minderne om sin kone (Michelle Williams), der døde i en påsat brand, og om sin tid som soldat i Anden Verdenskrig, hvor Teddy var en af de første, der ankom til koncentrationslejren i Dachau og så alle de udmarvede og døde fanger.

Efterhånden som han efterforsker sagen, begynder Teddy at tvivle på, hvem han kan stole på - er Chuck f.eks. troværdig? - ligesom man som tilskuer også begynder at tvivle på, hvad det egentlig er, der foregår oppe på lærredet og inde i Teddys hoved.

Scorsese nyder tydeligvis at lege med publikum, og har man, som undertegnede, læst bogen, er det sjovt at lægge mærke til, hvilke spor til løsningen han lægger ud hvornår.

Det er dog ikke ubetinget en fordel at have læst bogen, fordi man så kender historiens og Teddys inderste hemmeligheder og indimellem tager sig selv i at sidde og vente på dem. Og der er ingen tvivl om, at filmen er mere spændende,jo mindre man ved.

Flere engelske anmeldere har skrevet, at Shutter Island er fuld af referencer til Hitchcocks film, men for mig ser det snarere ud, som om Scorsese låner elementer fra alle sine genrefavoritter, det være sig Hitchcock, Val Lewton, Fritz Lang, Otto Preminger, Douglas Sirk og mange, mange flere, der alle har været med til at gøre insruktøren til den, han er i dag.

Paranoia og angst

I hvert fald holder han sig på ingen måde tilbage, hvad angår de filmiske virkemidler.

Musikken, der spænder fra John Cage og Brian Eno til Mahler og Ligeti, er usædvanlig for den amerikanske filminstruktør, men forstærker sammen med den suggestive, urovækkende lydside og de brede, mørke og næsten ekspressionistiske technicolor-billeder kun til den tilstand af paranoia, forvirring og angst, Teddy for det meste befinder sig i.

Indimellem er man selv lige ved at få nok af al den lyd og larm, men det er så virtuost sat i scene og sat sammen, at man gerne tilgiver Scorsese, at han har smidt al forsigtighed overbord og blot givet los.

Gennem de seneste 10 år er Leonardo DiCaprio vokset meget som skuespiller, ikke mindst sammen med Scorsese i nu fire film. Den 35-årige skuespillers ungdommeligt udseende ansigt har fået karakter og tyngde, og han er meget overbevisende i rollen som den labile Teddy, der det ene øjeblik er rolig og fornuftig, det næste aggressiv og frenetisk.

Det er også DiCaprios præstation, som gør Shutter Island til andet og mere end en flot, gennemført stiløvelse for en veteraninstruktør, der gerne vil have det lidt sjovt med det helt store apparatur. Og det er om noget den komplekse Teddy-figur, der understreger filmens slægtsskab med Scorseses øvrige værk, hvor mænd på randen af nervøst sammenbrud er et gennemgående tema.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Var inde og se Shutter Island forleden. En udemærket, dog ikke fejlfri, psykologisk thriller fyldt med Polanski og Bava referencer.