Der findes lyde, som aldrig forlader ens sønderskudte bevidsthed, men som musikalsk vraggods driver rundt derinde og laver ballade. Som vitterligt hjemsøger én og på sæt og vis er med til at definere måden, hvorpå man forholder sig til lyd - den der gentagne forplantning af trykbølger gennem luft. Et fænomen, der til at begynde med er drilsk nok, men siden der sattes strøm til og det blev muligt at lagre den elektronisk, er gået helt agurk. Det startede såmænd uskyldigt nok med, at der var en udbredt interesse for at lagre lyd så naturtro som muligt, og i mange år var idealet simpelthen præcis lydgengivelse, den såkaldte hi-fidelity. Så kunne man optage skovens fugle, havets bruse, toge, biler og allehånde reallyde for ikke at tale om en Johannes V., der læste op af sine poemer eller Lille Lise, der fortalte om livets gang på lilla stue. For nu ikke at tale om musik, don't get me started.
Parallelt med udviklingen indenfor musikindustrien opstod tonefilmen i 1927 - samme år, den elektriske mikrofon introduceredes og dermed det kvalitativt største kvantespring indtil tyskerne udviklede magnetbåndet under Anden Verdenskrig. Filmen havde brug for anderledes probate virkemidler og derfor udvikledes der alskens måder at bearbejde og behandle lyden på, så den frem for at fungere naturtro i stedet kunne blive en aktiv meddigtende lydskaber. Tror man på sammenfald, er det tankevækkende, at den russiske professor Léon Theremin i 1928 patenterede det instrument, som skulle få navn efter ham; på thereminen markeres tonen uden berøring, da det via antenner reagerer på den spillendes hænder. Grundet thereminen ved vi fra utallige spooky sorthvide films alt om, hvornår der er grund til at være rigtig, rigtig bange og hvilke lyde, man bør forbinde med væsener fra det ydre rum.
Mere støvet og mystisk
Dette var næppe Léon Theremins intention, og sådan er det som bekendt med mange opfindelser - de følger ikke helt opfinderens fortsæt og hurra for det. Og sådan gik det såmænd også den gode Harry Chamberlin, der i 1949 opfandt (og i 1956 lancerede) et keyboard-instrument, der kunne »lyde som et helt orkester« - naturligvis opkaldt efter ham selv. Chamberlins mål var at skabe et instrument, som kunne efterligne tidens big bandlyd (om end i dens allermest udvandede form; klangidealet var Laurence Welks orkester, og så bliver det altså ikke meget mere søvndyssende), hvilket han opnåede ved at optage diverse instrumenter individuelt og derefter lægge dem på præindspillede bånd (af som regel otte sekunders varighed), der kunne aktiveres via en tangent; hver tangent tilbød tilmed otte forskellige lyde. Derudover indlagde han også præindspillede rytmer og opfandt i processen faktisk rytmeboksen. Ved at bruge godt optageudstyr og gode musikere berømmes the Chamberlin med rette for sin fantastiske klang, men da instrumentet var tænkt som et rent stueorgel, er det teknisk set ikke synderligt solidt og tåler faktisk hverken temperaturudsving eller flytning uden at gå i udu. I teorien kunne der ligge en hvilken som helst lydkilde på de præindspillede bånd, hvilket gør the Chamberlin til verdens første analoge sampler, selvom gode gamle Harry næppe ville han gouteret denne anvendelse af hans elskede opfindelse.
Nuvel, projektet voksede ham kommercielt over hovedet, og han ansatte på et tidspunkt sin vinduespudser Bill Franson som sælger; Franson rejste på kryds og tværs af USA og solgte instrumentet til musikforretninger osv. Indtil han altså pludselig forsvandt i 1962 - det viste sig siden hen, at han var rejst til England med to Chamberlins, som han der præsenterede som sin egen opfindelse (nu selvfølgelig kaldet Franson; what else?). Han kom gennem en annonce i kontakt med brødrene Frank, Norm, and Lesley Bradley fra firmaet Bradmatic Ltd. De godtog uden spørgsmål The Branson som en prototype og begyndte at arbejde med at forfine den. Dvs. de forbedrede alt det mekaniske og tekniske ved instrumentet, men modsat Chamberlain - der selv var musiker - gik de mere lemfældigt til indspilningen af de præindspillede bånd, hvorved mellotronens bibliotek af klange er både mere støvet og mystisk end chamberlinens, der af musikere prises for sin tonale renhed. Fra starten ideel til at skabe lydspor til film om mutanter, slashere, rumvæsener og unge kvinder med en ustoppelig trang til at opholde sig i øde, fjerntliggende huse, hjemsøgt af psykotiske mordere. Som et ekstra plus var mellotronen mere følsom overfor den spillendes måde at gå til tangenterne på, lidt i stil med konventionelle instrumenter, hvilket gav den mere 'temperament' end sit forbillede. Efter at en aftale blev indgået med Harry Chamberlin om at holde sig fra det amerikanske marked, kom den ny gizmo så på markedet.
Højst utilregneligt
Instrumentet lanceredes netop som Swinging London var på sit højeste og efterspørgslen efter nye klange ramte loftet. I 1967 brændte den igennem kommercielt, da The Beatles benyttede dens 'fløjter' til nummeret »Strawberry Fields Forever«, skarpt forfulgt af The Moody Blues udødelige »Nights in White Satin«, hvor det foldes helt ud. Som en art polyfonisk sampler længe før lanceringen af egentlige synthesizere, blev den vildt populær blandt især progressive orkestre og en uadskillelig del af klang-arsenalet hos britiske bands som Genesis, Yes, King Crimson, Caravan, Barclay James Harvest, Tangerine Dream og mange flere. Men som keyboardspilleren Tony Banks fra Genesis fortæller i Dianna Dilworths kostelige dokumentarfilm, Mellodrama: The Mellotron Documentary (2008), var det et pissebesværligt og højst utilregneligt instrument at have med på tur, og han var ovenud lykkelig, da det kunne erstattes af noget mere pålideligt digitalt grej. Når det kommer fra manden, som har skabt nogle af de allermest berømmede mellotronpassager i rocken (»Watcher of the Skies« fra Foxtrot, 1972 og ikke mindst »Silent Sorrow in Empty Boats« fra The Lamb Lies Down on Broadway, 1974; sidstnævnte er de ideelle introduktion af hvad instrumentet kan - og hvordan det egentlig lyder). Instrumentet fik en kolossal renæssance på 90'ernes og 00'ernes scene, men da der kun findes få tusinde instrumenter på verdensplan - den er et hundrede procent håndbygget, som regel i form af samples - er udbredelsen begrænset. Dianna Dilworths film - der nu er ude på dvd - vistes i weekenden i Huset sammen med Hans Fjellestads Moog, et rørende portræt af Robert Moog, hvis navn alene burde få lamperne til at lyse i hovedet på de fleste musikinteresserede. Os der mødte frem fik en usædvanlig nørdet og ofte teknisk kompliceret oplevelse udover det sædvanlige. Kendisserne - Rod Argent (The Zombies), Mike Pinder (The Moody Blues), Michael Penn, Brian Wilson, Matthew Sweet og mange, mange flere - inklusiv Richard Chamberlin, søn af Harry - gav deres besyv med i en film, der blev båret igennem af total kærlighed til sit emne; både The Chamberlain og mellotronen behandles dybtgående.
Rigtig mange sjove gamle filmklips inkorporeres i seancen, men grundet den p.t. fuldstændig kvælende copyright-lovgivning er der ikke skyggen af den musik at høre, alle talte om og det hele handler om. Det er selvfølgelig synd, men jeg styrtede da straks hjem og begyndte at lede i gemmerne og har allerede nu en ganske fræk mellotron-play-liste liggende på computeren. Så også på den led må man sige, at Mellodrama: The Mellotron Documentary formår at virke igangsættende.
'Mellodrama: The Mellotron Documentary'. Instruktion: Dianna Dilworth. (Ude som DVD)
