Læsetid: 4 min.

Når værdierne nulstilles

Teatret leger med idéen om at begynde helt forfra. Efter klimakatastrofen, efter krigen, efter Grundtvig. Og på Café Teatret får Olaf Johannessen permafrosten til at smelte
Tammi Øst ser ikke Olaf Johannessen. Hun registrerer ham som en varme, der forvandler hendes forfrosne liv som efterladt i Sibirien i den interessante overlevelsesforestilling 'Krasnoyarsk'.

Tammi Øst ser ikke Olaf Johannessen. Hun registrerer ham som en varme, der forvandler hendes forfrosne liv som efterladt i Sibirien i den interessante overlevelsesforestilling 'Krasnoyarsk'.

Bjarne Stæhr

2. februar 2010

Hvordan er det at være helt alene tilbage? Hvordan rekonstruerer man sin fortid? Hvad er vigtigt - og hvad er rigtigt? Det er nogle af de store spørgsmål, som tre små teatre i København bakser med.

Flottest på Café Teatret i Krasnoyarsk, hvor Tammi Øst og Olaf Johannessen spiller to overlevende i ødemarken - i Gulag-pinsels- byen i Sibiren. Forestillingen er en urpremiere på en måske lidt tvivlsom tekst af den nu 30-årige nordmand Johan Harstad. Men ordene er kontant oversat af Das Beckwerk og løftet af instruktøren Line Paulsen.

Her er to mennesker, der mødes, mens de hver for sig forsøger at overleve og finde rester fra en forulykket civilisation. Her er også to mennesker, der skal genopfinde alle basale følelser. Hvad er glæde? Hvad er frygt?

Tammi Øst brager igen igennem med en rollefortolkning, der sprænger grænser. I denne sibiriske rolle er hun først helt spag - kønsløs og sprogløs og følelsesløs. Hendes ord løber sur, som havde hendes mund forsøgt at tælle svellerne på den transsibiriske jernbane. Hun er på vagt i sin kravlende krop, som om hun havde en intuitiv sensor, der kunne reagere på menneskelig stråling. Derfor er det desto mere fantastisk at se, hvad der sker med hende, da hun faktisk tør op, og hendes kærlighedsfølelser vækkes igen.

For ind brager Olaf Johannessen i hendes ingenmandsverden, lige så fjern og længselsfuld som hende selv. Langsomt nærmer de sig hinanden, og han lægger sin beskyttende arm om hende bagfra - som en omfavnelse, der kunne få alt på den forfrosne tundra til at springe i blomst. Johannessen er sprunget direkte fra Pasoloni-rollen på Nyaveny til denne overlever-skikkelse, og hans format som skuespiller bliver kun mere og mere frygtindgydende. Det er vidunderligt at følge.

Hævn i drømme

Men selvfølgelig bliver de to forstyrret. Af Martin Greis, der som systemets mand skal sikre sig, at der ikke findes uautoriserede over- levende. Greis udstråler en militaristisk tjenestemandshævn, som ikke slipper ham, selv ikke når han møder et alternativ til sin egen følelsesløshed. Dermed gestalter han de to civilisationsmonstre: Korruptionen og mafiaen.

Alle tre springer de fra den ene symbolske isflage til den anden, fra ladeloft til ladegulv, fra himmeldrøm til flodbund, i Rikke Juellunds meddigtende scenografi af hvide, svævende plader, der får Café Teatret til at flyde med ind i både utopien og apokalypsen.

Koreografen Bo Madvig har udstyret spillerne med endnu vildere hop og rul, så overleverbrutaliteten næsten slår vejret ud af tilskueren. Det er fysisk teater, dette her.

Dværg i æbler

Måske var det den samme fritsættende verdensomvæltning, som Dværgen på Teater Faar 302 skulle udtrykke - frit efter Pär Lagerkvists antinazistiske roman. Desværre er ondskaben og krigsliderligheden her blevet til et udvendigt og højtråbende formeksperiment - med gode og loyale, nordiske spillere i æble-ædende og spytdrivende ekstremscener. Den islandske instruktør Egill Pálsson vender vrangen ud på historien (og lader Pauli Ryberg spille i nedtrukne trusser), men derudover har forestillingen svært ved at gøre indtryk, i hvert fald på undertegnede. Ærgerligt.

Dukker i salmer

Så er der mere at hente på Bådteatret, hvor Rolf Heim har skabt forestillingen Grundtvig. Ikke bare som en biografisk skitse, men som en fortælling om en mand, der forsøger at definere alle menneskelige værdier fra bunden af - og de kristne samvittighedsbud som en nødvendig kærlighedsoverbygning. Portrættet er lige det længste, men interessant. Dukketeaterfortolkningen er betagende og skræmmende, for Rolf Søborg Hansen har igen skabt full size dukker, hvis indre dæmoner skræmmer bag maskerne. Selv fører han dukkerne sammen med Karen Pontoppidan Monrad, der også kan den mærkelige kunst at være dukke og skuespiller på samme tid - synlig og dog usynlig. Og Laura Müller og Thomas Bang supplerer som kommentatorer på Grundt- vigs til tider lidt smådeprimerede liv. Men synge kan de ikke. I hvert fald ikke »Hil dig, frelser og forsoner« ...

Spørgsmålet er selvfølgelig, om der overhovedet findes en frelse og en forsoning. Indtil vi finder ud af det, må vi antagelig fortsætte med at gå i teatret.

Krasnoyarsk. Tekst: Johan Harstad. Oversættelse: Das Beckwerk. Bearbejdelse og instruktion: Line Paulsen. Scenografi: Rikke Juellund. Koreografi: Bo Madvig. Lys: Sonje Lea. Lyd: Jonas Jørgensen. 70 min. Til 27. feb. www.cafeteatret.dk

Dværgen. Tekst: Egill Pálsson (IS) og Louise W. Hassing efter Pär Lagerkvists roman. Instruktion: Egill Pálsson. Scenografi: Palle Steen Christensen Lys: Jacob Bjerregaard. Musik: Per Platou (N). Teater Får 302. 70 min. Sidste gang i aften. Turné i Danmark 4.-22. feb. f.eks. Odsherred 4.2. og Møn 5.2., samt nordisk turné i efteråret. www.faar302.dk

Grundtvig. Idé og iscenesættelse: Rolf Heim. Dramaturgi: Mette Risgård Tranholm. Dukkemager: Rolf Søborg Hansen. Scenografi: Heim og Hansen. 75 min. Bådteatret til 13. feb. www.baadteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu