Læsetid: 6 min.

Nar! Kugleskør psykopat! Snusket muldvarp!

Domstolene slingrer i injuriesager, påviser en ny bog. Grænserne for lovlig nedrakning er dunkle. Bogen kan læses som brugervejledning for dem, der pønser på at krænke andres ære og gerne vil undgå straf
Domstolene slingrer i injuriesager, påviser en ny bog. Grænserne for lovlig nedrakning er dunkle. Bogen kan læses som brugervejledning for dem, der pønser på at krænke andres ære og gerne vil undgå straf
20. februar 2010

Af alle følelser er selvfølelsen blandt de mere påtrængende. Deraf kommer injuriesagerne. Folk udfolder deres ego ved at sige noget grimt om andre, og når noget tilsvarende overgår dem selv, bliver de dybt fortrædiget og kræver æresoprejsning ved dom.

Ordet injurie kommer fra latin, hvor det betyder uret, forurettelse, uretfærdighed, voldsgerning. Og sådan opleves injurien af den, den går ud over. Afsenderen af grovheden oplever derimod sin ytring som en menneskeret. Hvad man kan få dom for, afhænger af tid og sted. Historieprofessor og skuespilforfatter Ludvig Holberg konstaterede spydigt, at det i 1700-tallets Danmark var æreskrænkende for en adelsmand at blive beskyldt for ikke at have hævnet sig på en fjende ved at slå ham ihjel.

Denne relativitet i injuriebegrebet fremdrager journalisten og juristen Asger Thylstrup i sin bog Injuriesager Bagvaskelse, æreskrænkelser og ytringsfrihed. Asger Thylstrup har ført talrige injuriesager, både for krænkere og krænkede. I Det Berlingske Hus har han rådgivet om, hvordan avisteksterne skulle udformes, så bladhuset undgik retssager.

Uenige dommere

Sin livserfaring gør Thylstrup op på følgende måde:

»Det er næsten altid umuligt præcist at forudsige, hvilket resultat, retten kommer til i en injuriesag. Og byret, landsret og Højesteret kommer ofte i injuriesager til helt forskellige resultater. Der er ej heller altid enighed mellem dommerne i de forskellige instanser.«

Thylstrup fastslår:

»Det er ikke blot de uhåndgribelige elementer i injuriesagen: det aktuelle æresbegreb, tidens smag og dommernes individualitet, som gør injuriesagers udfald uforudsigeligt. De gældende danske regler bærer deres store del af ansvaret.«

Thylstrup foreslår derfor, at injurieparagrafferne, der i den danske straffelov har overskriften æreskrænkelser, moderniseres, og at der gøres noget ved den uret, at injuriesager som den altovervejende hovedregel skal rejses ved et privat søgsmål, hvorved alle andre end de rige får svært ved at værne om deres ære.

I forvejen er der det problem ved injuriesager, at de let kommer til at kaste et skær af latterlighed over den, der rejser dem. Plus at retssagen tværer i den krænkelse, som retssagen har til formål at fjerne.

Lattermildt fortæller Asger Thylstrup:

»Jeg repræsenterede Billed Bladet i en sag, hvor en landmand havde kaldt en kendt, dengang socialdemokratisk folketingsmand, som senere blev medlem af Dansk Folkeparti og indvalgt i Europa-Parlamentet, for en nar. Udtalelsen var blevet citeret i Billed Bladet. Retsformanden og hans to meddommere hørte et par timer tålmodigt på parternes og vidnernes mange forklaringer, men da sagen fortsatte efter frokost, lænede retsformanden sig frem og spurgte sagsøgerens advokat: Sig mig, advokat, vi dommere har i frokostpausen talt om, hvad man efter Deres opfattelse egentlig må kalde en folketingsmand, som vil have dom for, at han ikke er en nar?«

Vingeskudt sag

Asger Thylstrup tilføjer: »Herefter var folketingsmandens sag vingeskudt, og bladets chefredaktør blev frifundet.«

Der er to slags injurier. Den ene er ringeagtsytringen. F.eks. at kalde nogen »en nar«. Det må man altså godt i hvert fald, når det drejer sig om et folketingsmedlem. Domstolene synes at være blevet mere tolerante over for ringeagt. I 1940erne idømte Højesteret straf for betegnelserne »dum og fræk stodder«, »kraftidiot« og »gemen sjover« og »sladdermargrethe«. I nyere tid er der frifundet for ordvalget »krukke«, »sart herre«, »endnu ikke blevet pave«, »andenrangsskuespiller«.

Ringeagten behøver i øvrigt ikke at være formet i ord. Man kan også få dom for fornærmelige handlinger, f.eks. at spytte på folk eller give dem en udstrakt mellemste finger.

Den anden slags injurier er der mere alvor knyttet til. Det er sigtelserne: At man beskylder folk for noget faktuelt, som med lovens ord »er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse«. Modsat ringeagtsytringen gælder det om sigtelsen, at den objektivt set enten er sand eller usand. Hvis man udbreder noget om andre, som man på forhånd ved er usandt, eller som man har savnet rimelig grund til at anse for sandt, så er det rigtig kriminelt. Så kan man nemlig straffes for det pudsige ord bagvaskelse, og så ryger den maksimale strafferamme op fra fire måneder i spjældet til hele to år.

Men nu begynder det at blive indviklet. For grænsen mellem ringeagtsytringer og sigtelser er ikke klar. Dagbladet B.T. havde skrevet om en minister med uorden i udgiftsbilagene, at han var »en kugleskør psykopat«. Bladet forsvarede sig med, at »kugleskør« var jovialt ment, for en »kule« er en gammel, stædig hest, som kun ønsker at gå sine egne vegne, og sådan én kunne man godt kalde ministeren. Værre var det selvfølgelig med »psykopat«.

Nu endte sagen med et forlig, så retten kom ikke til at tage stilling, fortæller Thylstrup. Han har til gengæld i en anden sag skullet forsvare en mand, der i et læserbrev havde kaldt en anden for »psykopat«. Forsvaret gik på, at det var medicinsk udtryk og ikke i sig selv nogen ringeagtsytring, og det ikke kunne opfattes som en sigtelse, fordi et sandhedsbevis ville kræve, at sagsøger blev tvangsindlagt til mentalundersøgelse. Den hoppede byretten og landsretten ikke på. De idømte straf, fordi den sagsøgte ikke havde ført bevis for, at sagsøgeren rent faktisk var psykopat.

Til gengæld har tidligere udenrigsministe Uffe Ellemann-Jensen vundet en triumf i grænselandet mellem ringeagtsytringer og sigtelser. Han beskyldte en EU-nej-politiker for »snusket politisk muldvarpearbejde«. Det kan både forstås som en ringeagtsytring eller en sigtelse for ifølge ordbogen »anvendelse af fordækt fremgangsmåde eller virksomhed med et hemmeligt, ofte skadende formål«. Landsretten frifandt Ellemann under henvisning til ytringsfriheden i politiske debatter, mens Højesteret holdt sig til betydningen efter ordbogen og fastslog, at Ellemann under sagen havde ført det nødvendige bevis for sin modstanders muldvarpeaktivitet. Av, av! Det viser, hvor grimt et bagslag injuriesager kan give.

Buen for hårdt spændt

Bagslaget kan også komme, hvis man som sagsøger spænder buen så hårdt, at man kræver straf for bagvaskelse: Altså, at den, der udbreder sigtelser mod én, er i notorisk ond tro. Hvis det kikser med at bevise den onde tro, og der ikke dømmes for bagvaskelse, men kun i overensstemmelse med en subsidiært nedlagt påstand om æreskrænkelse, kan det let blive udlagt som en sejr for den sagsøgte. Især hvis sagsøgte er et medie, der selv afrapporterer om sagen.

Det bedste råd at give nogen, der vil anlægge en injuriesag er, at det skal de ikke. Det bliver dyrt, tidskrævende og en langtrækning af den pine, der allerede er forvoldt. Den, man vil sagsøge, har en lang række forsvarsmuligheder: Hvis det drejer sig om en sigtelse, kan sagsøgte totalt vanære sin sagsøger ved at føre sandhedsbevis. Men mindre kan også føre til frifindelse. Sagsøgte kan påstå sig i god tro eller have »handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv«, som det hedder i straffelovens § 269. Endnu mere fripas er der i § 272 om, at straffen »kan bortfalde når handlingen er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller at denne har øvet gengæld mod fornærmeren«.

Oven i alt dette kommer, at Folketinget i 1992 ophøjede den europæiske menneskerettighedskonvention til at gælde med egentlig lovkraft i Danmark. Jurister har udlagt kernen i konventionens artikel 10, der handler om ytringsfrihed, således:

»Den enkeltes ret til at sige sin mening, stort set råt for usødet.«

At menneskeretten til den rå og usødede mening kan påberåbes af æreskrænkere, betyder ifølge Asger Thylstrup, at den æreskrænkede nu også skal godtgøre, at krænkelsen lige så effektfuldt kunne have været udtrykt på en knapt så rå og usødet måde. Som om den æres-krænkede ikke har nok at bekymre sig om i forvejen.

Asger Thylstrup: Injuriesager – Bagvaskelse, æreskrænkelser og ytringsfrihed. 199 s. 396 kr. Thomson Reuters forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er nok ikke nogen tvivl om DF er de første til at læse denne bog, så de kan gardere sig mod retsager.

Udfra artiklen/bogen frem går det at der ikke er nogen sikker fortolkningen af loven på dette område, og det er da beskæmmende for en retsstat og et demokrati.

Juristen Asger Thylstrup råd til folk der overvejer injurie sag er de skal lade være, det er for usikkert og for besværligt.

Det er ikke en retstat værdi at hvis man bliver sværtet til i pressen, er chancen for en retfærdig dom lille og det og forløbet omkring retssagen sikkert bare gør det værre.

Dette må jo bla betyde at muligheden for at få en rimlig erstatning er alt for lille.