Læsetid: 3 min.

Er der nogen, der siger noget?

Erik Steffensen må have kedet sig på sin opdagelsesrejse på Glyptoteket
Nej, det er ikke receptionen i Vesterkopi, men Erik Steffensens 'dialog' med Manets Absinthdrikker.

Nej, det er ikke receptionen i Vesterkopi, men Erik Steffensens 'dialog' med Manets Absinthdrikker.

Michael Jeppesen

19. februar 2010

Bedømmelse: 2/6

Danaiden ligger midt i det første rum, en foroverbøjet nøgen kvindekrop, lille, spændstig og hvid og sendt i dødsriget for at fylde en kop uden bund. Men ikke færdig udhugget, hun sidder ligesom fast i marmoret, som om teknikken kommer Satan til hjælp, det er et mageløst værk skabt af en Rodin med en indre kraft så stor, at han ikke selv havde nogen anelse om det. Han var outsideren, der uden at vide det, skrev sig ind i samtlige kapitler i al kunsthistorie. På væggene omkring Daniaden hænger fem fotografier. Alle af en foroverbøjet kvindekrop, hvor hovedet er skjult, monokrome, fremkaldt i henholdsvis lilla, grøn, sort og blå.

Fotografierne får rummet til at ligne lobbyen på et smart boutiquehotel, det er cool, det er selvbevidst, marketingsfrækt og tager ingen chancer, det er en pastiche over et mesterværk, hvor der er skruet helt op for kontrastknappen på fjernbetjeningen, så kvinden på billederne nærmest fremstår gennemsigtig. Vi mangler kun en elefantfod som skammel i hjørnet for at kunne tage 2000 kroner per overnatning.

Men helt intetsigende er det alligevel ikke, der ER noget, der hvisker til en midt i banaliteten.

Næste rum er ligesom med alle de fem hovedværker, Steffensen har udvalgt, også en slags re-enactment, hvor datiden er iscenesat i nutiden. Her er det et af Manets hovedværker, Absinthdrikkeren, et topkontroversielt maleri, der kickstartede Manets karriere og kunst, som vi kender det i dag. Absinthdrikkeren var en tilfældig bums, men malet i en skala som normalt ville være forbeholdt det bedre borgerskab eller overklasse, det var så provokerende, at det ikke kunne vises. Det er tilmed skitseagtigt malet og foden ser helt forkert ud i forhold til kroppen, det var altså et socialpolitisk statement.

Mesterens aura

På væggene omkring Absinthdrikkeren hænger 11 fotografier af skuespilleren Nicolas Broe, der har fået den samme hat på som Absinthdrikkeren. På nogle af billederne poserer han ved en trappe - i en serie på syv billeder, hvor Broe er fotograferet nedefra, er den eneste forskel at Steffensen har fremkaldt dem i forskellige farver. Så vi er altså ude af boutiquehotellet og står snarere i indgangen til Vesterkopi.

Hvor appropriationskunsten typisk parafraserer for at kritisere, gør Steffensen det omvendte; i stedet for at pille glansen af kunstnermyten om det store geni, så forsøger han i stedet at lade mesterens aura omfatte sig selv. Absinthdrikkeren er endog en skuespiller, hvilket kunne være en pointe, men i så fald er den ligegyldig. Steffensen prøver at rekonstruere Absinthdrikkeren, at give ham liv, uden at give os nogen svar, men det virker ordinært, det virker som noget, der kunne være udtænkt under klimatopmødet. Det er praktisk poesi a la de hundredvis af smeltende isskulpturer, der skulle åbne verdens øjne for den store lidende Moder Jord og lade de frelste ngo'ere sige high five til den store skaber i en selvbekræftende lukket cirkel. Og nu vi er ved titlen, kan den næsten heller ikke blive værre: lette, smarte dobbeltbetydninger, der kan forsvares hos selv den mest fladpandede chef, hører reklameverdenen til, ikke kunsten.

Det er kort sagt for jævnt. Og tilmed sat op imod geniale mesterværker, der var lavet ud fra en indre nødvendighed. Steffensens fotografier ligner noget, der er lavet ud fra en ydre nødvendighed, en trang til at lave noget, der ligner kunst. Det holder rent teknisk som fotonørderi, som godt håndværk, som om nødvendigheden har været stor, hvorimod poesien er håbløs og overfladisk. Det er også i det tekniske, Steffensen kommer til sin ret. Når han i sit øvrige virke rammer plet, låner han fra klassiske værker og trækker tonaliteten ud til det ekstreme, ja næsten perverse, ligesom i hans lilla og sorte landskabsbilleder fra årtusindeskiftet. Det er også i de små tekniske detaljer, at lyspunkterne i nærværende udstilling skal findes, f.eks. når fremkaldelsen af billederne, der akkompagnerer Daniaden, får hende til at ligne marmor.

Det er ikke meget at tilbyde en forventet dialog mellem gammel og nyt, men det er dog bedre end den totale tavshed.

'High Five' på Glyptoteket, Dantes plads 7, København til den 18. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu