Læsetid: 3 min.

Skidt knægts skæbne

The Rake's Progress / Lastens vej i stilsikker og smuk opsætning på Operaen
Den skæggede Tyrker-Baba i Stravinskijs 'Lastens Vej 'bliver sunget af Randi Steene, der er grotesk og komisk, men har en for ren og blød stemme til rollen.

Den skæggede Tyrker-Baba i Stravinskijs 'Lastens Vej 'bliver sunget af Randi Steene, der er grotesk og komisk, men har en for ren og blød stemme til rollen.

Per Morten Abrahamsen

11. februar 2010

Da Tom Rakewell kommer til vejs ende, bogstaveligt talt, og kun dårekisten og graven venter efter hans ulyksalige alliance med Djævelen, opløses scenebilledet i alle dets bestanddele, verden går under; rummet afklædes som hovedpersonen blandt andre gale, hvor spændetrøjens lange ærmer udsender signaler om håbløshed og undergang.

Vejen ad hvilken bliver nu den finale skueplads, og kun billedet der danner bagtæppe for rummet minder om de før så fjerne lovende horisonter, da den samme vej kun førte ud og frem.

Tilbage er den kærlighed som den trofaste elskende kvinde udtrykker så hjertegribende - men forgæves og trods alt for sent. Tom Rakewell, døgenigten, libertineren er blevet offer for sin egen drift efter det outrerede og himmelstræbende fantastiske.

Historien i The Rake's Progress - med den dårlige danske titel Lastens vej, er en moralsk sag, typisk for 1700-tallets opbyggelige skrækhistorier. Om den ørkesløse yngling, der kommer til penge uden at være kommet til flid og forstand, vandrer fra det sunde liv på landet ind til lastens hule - London - udvikler sin umiskendelige egenskab af skidt knægt, sætter formuen over styr på ludere eller via lommetyve, tåbelige projekter, kortspil og gin og går til grunde.

28 år efter premieren

William Hogarth dyrkede disse historier, mest kendt selveste Rake's Progress, som man kan se dem i original på Soanes Museum, Lincoln Inn.

Hogarth malede så at sige tegneserier med dyster morale, morbidt morsomme. Igor Stravinskij på jagt efter en god historie til en opera, fandt denne - pudsigt nok ikke i Rake, men i Marriage à-la-Mode og fik sat W.H. Auden og Chester Kallman til at skrive libretto.

De to inddelte stoffet som billeder, og Stravinskij komponerede i den pastichestil, han yndede i 1950'erne - som i Pulcinella Suiten og andre - men umiskendeligt af mesteren selv.

The Rake's Progress blev klassiker og er nu atter på Det Kongeliges repertoire 28 år efter danmarkspremieren. David Radok har her skabt en ualmindelig tilfredsstillende forestilling med Lars-Åke Thessmans fine scenografi som teater i teatret - under uret - og den lige, nutidige asfaltlandevej med huller og sprækker lige ud i intetheden. Karin Erskine har leveret de sarte kostumer, der sammen med farveholdningen i sætstykkerne tilbagekaster indtrykket af pastel og forvasket stofægte ulden fortid i fin samklang med antydningen af vejmaterialets tidløshed.

I orkestergraven hersker Ion Marin over det kgl. kapel og giver det Stravinskij'ske partitur alle nuancer i den stærke og heftigt skiftende rytmik, der jo også er sagen.

Musik der drager sin ånde i takt med 1700-tallets egne mestre.

Gribende hovedperson

Problemet med perspektivløse døgenigte og tankeløse ødelande er unægteligt vanskeligheden ved at mobilisere sympati for disse typer, dem vi jo også er forvænte med i disse tider.

I sagens natur og trods et skvæt charme er de egentlig ret usympatiske. Michael Kristensens Tom Rakewell er for så vidt ingen undtagelse. Rollen giver heller ikke mange muligheder for andet. Men mod slutningen tilføjer Michael Kristensen sin person den sorg og smerte over et forspildt liv, der gør ham og forestillingen gribende.

Hertil bistår Gisela Stille med sin ømme og kærlighedsfulde sopran, der går til hjertets rod. Ond og dæmonisk er Nick Shadow i al sin gestalts iskolde beregning. Som en anden Don Juan forsvinder denne udgave af Fanden - røg og damp i dybet, da han taber kortspillet om Toms sjæl. Hævnen, så det gyser i munden på John Lundgren, er den dårskab hvormed han forbander sit offer.

For at gøre sig interessant i Londons rigmandsmiljø, mens Tom Rakewell stadig har penge - og inden han kaster sig ud i det altødelæggende opfindereventyr: maskinelt at lave sten om til brød, gifter han sig lige for næsen af sin elskede Anne Trulove med den skæggede dame, Tyrker-Baba. Ikke alene karakteriseres Baba af skægvæksten, hun taler også uafladeligt og kan kun afbrydes ved at få et klæde over hovedet som en anden papegøje.

Randi Stene har godt fat i den komiske og groteske ende af figuren, men stemmen forekommer for blød og køn i sammenhængen. Det burde vel være sådan at heller ikke publikum kan holde hende ud.

Operakoret leverer sit præcise bidrag; som henholdsvis Londons forargede borgere og dårekistemedlemmer. Hvor er de dygtige i det kor. Altid.

Lastens vej fortjener et stort publikum. De forholdsvis mange tomme pladser ved premieren vidner vel om vanskeligheden ved at tilbyde stykker blot en anelse ved siden af de tyndslidte ørehængere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu