Læsetid: 5 min.

Et skridt tættere på folkemusikken

Beck, The Flaming Lips, Grizzly Bear og almindeligt dødelige har gjort coverversionen til en ny folkemusikalsk bevægelse på strejftog gennem sociale netværk og videoportaler
The Flaming Lips er et af de store bands, der har kastet sig over coverversioner; i december udgav de en fortolkning af Pink Floyds 'The Dark Side of The Moon'. Engang var det kun store kunstneres privilegium at udbrede coverversioner, men i dag er der også frit spil for amatører på Youtube.

The Flaming Lips er et af de store bands, der har kastet sig over coverversioner; i december udgav de en fortolkning af Pink Floyds 'The Dark Side of The Moon'. Engang var det kun store kunstneres privilegium at udbrede coverversioner, men i dag er der også frit spil for amatører på Youtube.

Martin Dam Kristensen

15. februar 2010

Lad mig forsøge at genopfriske din erindring, ærede læser: Der var engang, hvor musikere var nogen, vi hørte fra engang hvert andet år, måske engang om året. Der var engang, hvor man ventede spændt på en udgivelsesdato og med bævende skridt vandrede til sin vinyl- senere cd-dealer for at købe det nye album fra ens udkårne. Engang hvor auraen omkring musikere blev formidlet af en musikpresse, der havde eksklusiv adgang til stjernernes ytringer. Hvor udgivelsen af musik var styret af pladeselskaber og distributionsselskaber, og hvor det var dyrt og tidskrævende at indspille musik. Engang hvor et albums integritet var stort set fuldkommen og var det ypperste udtryk for sand musikalsk væren. Der var med andre ord engang før internettet og billige computere til alle.

Men det er der nu. Ankommet. Vi har det. I blodet og på fingrene. Så prøv at gå ind på YouTube og søg på indie-kongerne Grizzly Bear og deres slagsang 'Two Weeks' og tilføj så ordet cover som i coverversion, altså fortolkning af andres sange. Jeg anbefaler TheUketubes ukulele-cover, men kan ellers ikke tilråde at tage en for stor dosis af de mange ynglinge med akustiske guitarer, som leverer mere eller mindre overfølsomme versioner af en nyklassiker. Selv om de ikke ændrer på teksterne, så synger de falsk, de hælder alt for meget følelse og alt for lidt opfindsomhed i fraseringerne.

Flugt fra forstæderne

'Two Weeks' er en sang, der betyder noget for de unge mennesker. Der investeres. Og i hver sangstemme, i hver ømme mimik er der en historie om en teenager med følelserne uden på t-shirten; drømme om episk flugt fra forstæderne. Hver fortolkning er en fortælling, og i hænderne på amatører i teenageværelser gemmer der sig rørende banalitet, usminket menneskelighed.

Engang var det den store kunstners privilegium at udbrede coverversionen, i dag reflekteres glade amatørers udfoldelser tilbage på f.eks. Grizzly Bear. Deres sang antager nye dimensioner. Dens spredning i den kollektive bevidsthed dokumenteres på video, og dermed kan vi overvære hvordan nutidens musik bevæger sig et skridt tættere på folkemusikken, hvor sange blev (og bliver) delt, spredte sig, antog lokalkolorit. Hør f.eks. franske Quadricolor fortolke Grizzly Bears 'Knife': 'I zink it's alriiiight' på en dunkel fransk vinbar fuld af sludrende gæster - eller ombygge en anden indie-darling, Animal Collective og 'My Girls'.

Coverversioner

Vi har set det i remixes og mashups, og i de seneste år med coverversionen: Hvordan musikken frisættes, lander i hænderne på menigmand, som har mulighed for at istemme på det store virtuelle torv. Men ikke så meget med det formål at nå nye kunstneriske, men først og fremmest for at nyde musikken, den kollektive ånd, det fælles gods i den gode sang.

Det er en bevægelse væk fra idéen om ejerskab, en bevægelse væk fra den romantiske ide om geniet, som afsender af sine guddommeligt unikke kreationer. Musikken deles og spilles frem og tilbage, selvfølgelig især mellem anerkendte musikere (nogle musikere er jo mere lige end andre), som også dyrker coverversioner i stor stil disse år. Beirut laver en coverversion af et Grizzly Bear-nummer ude foran en bar. Grizzly Bear laver en coverversion af et Hot Chip-nummer. Hot Chip laver en coverversion af Joy Division, hvor sporet så ender.

I disse dage markerer både Beck og The Flaming Lips sig også på hver deres måde med coverversioner, men lige som med de mange YouTube-ynglinge, så går ingen af dem videre selvoptaget til værks. Jo, de er optaget af deres egen morskab og kærlighed til sangene, men ikke af at præsentere fortolkninger, som kan give dem en form for ejerskab over sangene i populærkulturen - som Hendrix f.eks. gjorde med 'All Along The Watchtower' eller Soft Cell med 'Tainted Love'.

»Der er ingen intention om at 'føje' til værket eller forsøge at genskabe kraften i den oprindelige indspilning. Blot at spille musik og dokumentere, hvad der sker,« skriver Beck om sin Record Club. Sammen med sin musikalske venner genindspiller han albums, de holder af. Én dag pr. album. Videodokumenteret. Indtil videre er de nået igennem først Velvet Underground & Nico, så Songs of Leonard Cohen og senest Skip Spences Oar. Undervejs dukker mesterproduceren Nigel Goodrich, Devendra Banhart, Feist, MGMT, Jeff Tweedy og Glenn Kotche fra Wilco op. Med venner som dem, hvem har så brug for indspillet musik?

Originaler

Well, jeg foretrækker i dette tilfælde de indspillede originaler. Flere versioner er løse og jammede. Men det er interessant at se deres tilføjelser og videredigtninger og især deres opfunkninger og blipbåt-bombninger af udvalgte numre. Dér hvor de slipper tøjlerne. Men samtidig elsker jeg deres nære udgave af Cohens udødelige 'Stories of The Street' med Beck og Devendra Banhart ved mikrofonerne.

Men her vurderer jeg så også disse coverversioner som kunstneriske udtryk, mens de også blot kan nydes som levende billeder på begejstring og samvær om det imaginære lejrbål.

The Flaming Lips udgav i december en fortolkning af Pink Floyds The Dark Side of The Moon. Valget er oplagt, når man tænker på det amerikanske bands hang til progrock og syre. Og de løfter da også smukt åndsbeslægtet og alligevel personligt albummet ind i et mere kradsende skingert alt.rock-kosmos. En fornemmelse af musikere, der flår beskidt liv i den ellers magnifikke studieproducerede perfektion i forlægget.

Efter at have lyttet til mestrene, søgte jeg på Leonard Cohen-coverversioner på YouTube og faldt over en ung dybstemmet fyrs version af 'The Stranger Song'. I dunkel belysning, udstyret med akustisk guitar og solbriller, der reflekterer skærmen, som computerkameraet selvfølgelig er monteret på. Uden stor kunstnerisk dybde, men stor intimitet og følsomhed. Han kalder sin profil for 'Identitycrisism'.

På en måde foretrækker jeg den frem for Becks mere synkoperede, buklede, selvsikre udgave, der bare er hyggelig og ferm. Knægten - der i skrivende stund har 1236 views på sin version - fortalte en meget mere anfægtende historie mellem alle de forsigtigt klimprede toner. Send den videre. Eller indspil den selv.

http://www.beck.com/record_club The Flaming Lips + Stardeath And White Dwarfs: The Dark Side Of The Moon (ude på iTunes)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu