Læsetid: 3 min.

Det søde stads

Julian Rachlin er ikke rigtig bratchist, og Bartok skrev ikke rigtig en bratchkoncert. Alligevel var Bela Bartóks ufuldendte bratschkoncert torsdagskoncertens hovedprogrampunkt
8. februar 2010

Bela Bartóks Bratschkoncert var oprindeligt et bestillingsarbejde fra den skotske bratchist William Primrose. Bartók boede på det tidspunkt i Amerika og var syg af leukæmi. Bartók havde samtidig et andet bestillingsarbejde, nemlig hans kendte klaverkoncert. Det var klaverkoncerten, han nåede at gøre færdig, inden sygdommen indhentede ham, mens bratchkoncerten kun forelå i en færdigkomponeret solostemme med svært tydelige skitser til orkesterstemmerne.

Den ungarske komponist Tibor Serly fik opgaven at skrive værket færdigt, og indtil hans død i 1978 har der kun eksisteret denne version. Serlys version er stadig den fremherskende, og den der blev spillet ved aftenens koncert, men andre forsøg er gjort siden.

Julian Rachlin er et vidunderbarn på violin, født i Litauen, men opvokset i Wien, og har både en sovjetisk og wienerisk åre at trække på i sit virtuose spil. Musikscenen har været hans hele hans liv, og i dag nøjes han ikke med violinen, men har tillige sin egen musikfestival, dirigerer og spiller bratsch.

Aftenens dirigent John Storgårds er også en dirigerende violinist, der ud over en solistkarriere, dirigerer forskellige orkestre, herunder Helsinki Filharmonikerne og Laplands Kammerorkester, som han begge er chefdirigent for. Nyligst har han udgivet en virkelig fremragende indspilning af danske violinkoncerter af Gade, Langgaard og Lange-Müller med DR Symfoniorkestrets koncertmester Christina Åstrand som solist.

Hvorfor Beethoven

Altså var aftenens koncert en koncert, hvor kasketterne lige så godt kunne have siddet anderledes og vandret på tur mellem violinisterne.

Man kunne have forventet sig en effektfuld samhørighed, men den var nu ikke påfaldende. Tværtimod manglede man til tider større udtryk fra dirigentpodiet, mere personlighed fra solisten og bedre lydhørhed fra strygerne, og det mest påfaldende var, hvordan opmærksomheden generelt hældede for meget sidebords mod violin- og solistsiden, uden at der kom noget særligt ud af det. John Storgårds lagde ud med Beethovens 1. Symfoni. Ikke videre begrundet og mere som 20 minutters pausemusik, så man måtte sidde og fundere lidt over, hvorfor vi overhovedet spiller Beethoven i dag.

Så kom Rachlin ind før pausen og smurte sit publikum med Saint-Saëns' Introduktion og Rondo capriccioso. Jeg er ikke uimodtagelig over for pop, men bare en autist, der ikke kan forstå musik, der kun vil underholde.

Jeg havde fejllæst programmets omtale af, at værket slutter med 'en ilter coda' som 'en liter cola', hvilket alligevel passede ret godt med det søde stads. Rachlin rystede bjergtagende virtuositet ud af ærmet på sit glinsende kostume og alle var glade, undtagen autisten.

Forholdsvist smooth

Bratchkoncerten blev ikke til meget mere end det, den var, en demonstration af en udenlandsk stjernes færdigheder. Orkestret hang på, og alt gik forholdsvist smooth. Storgårds red med og støttede op, men uden at stå i spidsen for en overordnet fortolkning, mens kammermusikspillet mellem orkester og solist på den anden side heller ikke i stod i stedet for.

Rachlin er sjovest, når det enten er meget vildt og halsbrækkende eller med sit utroligt smukke pianissimo, men giver ikke noget tydeligt billede af musikeren imellem virtuoseriet. Syv minutters omstilling af orkesteret skulle der til for at give syv minutters afsluttende gå-nu-glade-hjem-musik af Fritz Kreisler, og det var faktisk det værd. Kreislers wienermusik er slet ikke dårlig, og selv om intonationen skred lidt, tog Rachlin fraseringerne så langt ud, man kan, og gennemførte det romantiske spil med stor appel til orkestret, der dog kæmpede lidt med at virke lige så hjemmevante.

Overordnet landede koncerten på en jævn feel-good-koncert uden noget særligt på hjerte. Kreisler var måske det, der gav mest mening, mens man gik derfra med spørgsmålene: Hvorfor Beethoven, hvorfor Bartók, hvorfor bratsch?

Torsdag 4. Februar 2010 kl. 19.30. Koncerthuset, Koncertsalen. Dirigent: John Storgårds, solist: Julian Rachlin, DR SymfoniOrkestret. L. v. Beethoven Symfoni nr. 1, op. 21, Camille Saint-Saëns Introduktion og Rondo capriccioso, Béla Bartók Koncert for bratsch og orkester, Fritz Kreisler Alt-Wiener Tanzweisen nr. 2 og 3.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu