Læsetid: 7 min.

En sort heltinde

Line Kroghs bearbejdning af 'Jammers Minde' bringer en gammel langtidsfange helt tæt på læseren. Og man kommer til at elske hende
Fængsel. Man noterer sig, at selv en så hård straf, som den, der blev Leonora Christina til del, til enhver tid inkluderede en tjenende ånd, en kvinde, der var hos hende døgnet rundt. Også at maden bestod af fire retter, at stegen hver aften blev skåret for af slotsfogeden, og at Leonora havde så rigeligt, at hun kunne sørge for tårnets øvrige fanger. Her er det Kristian Zahrtmann (1843-1917), der har malet Leonora Christina i Blåtårn 1891.

Fængsel. Man noterer sig, at selv en så hård straf, som den, der blev Leonora Christina til del, til enhver tid inkluderede en tjenende ånd, en kvinde, der var hos hende døgnet rundt. Også at maden bestod af fire retter, at stegen hver aften blev skåret for af slotsfogeden, og at Leonora havde så rigeligt, at hun kunne sørge for tårnets øvrige fanger. Her er det Kristian Zahrtmann (1843-1917), der har malet Leonora Christina i Blåtårn 1891.

Statens Museum for Kunst

11. februar 2010

Egentlig er det først, når man giver sig til at sammenligne Line Kroghs gengivelse af Leonora Christinas Jammers Minde med originalen, at man bliver klar over forskellen, hvilket siger noget om indsatsen.

»Sjældent kan forgange tider erindres uden bedrøvelse; for de har enten været bedre eller værre end de nuværende ... Men alle sager har, som Epiktet siger, hvad der svarer til to hanke, som de kan bæres i. Den ene hank, siger han, er udholdelig, den anden er uudholdelig, men det står i vores egen magt, hvilken hank vi vil vælge at tage fat i, den udholdelige eller den uudholdelige.«

Således lyder kongedatterens indledende sætninger i Line Kroghs gengivelse. Man lytter til diktionen, man fornemmer autoriteten bag. Man er allerede talt ind i Jammers Minde, som man ubesværet indlever sig i, med det samme fortabt i Leonora Christinas univers.

Slår man derefter op i den oprindelige udgave, ser man imidlertid straks, i hvor høj grad den adskiller sig fra originalen. Samme passage som ovenfor lyder: »Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre ... Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende Hancker, huor wed de skal hæffuis, som Epictetus siger, den eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc staar ded vdi worris egen willie, huilcken Hancke wii wille griibe til at tage wed, den liiderlige eller den v-liiderlige« og så videre. Ikke helt nemt at gå til, vel?

Eller kig på ordet 'Bodzmendenis', kære læser. Hvor lang tid tager det, før det går op for dig, at der står 'bådsmændenes'?

Ortografien er blevet moderne. Der er indført linjeskift, og indirekte tale er ændret til direkte tale. Desuden er den tyskagtige grammatik med akkusativ og dativ og efterstillet verbum fordansket, og der er tilføjet bindeord. Meget gamle ord er erstattet af mere moderne. Desuden er det højst nødvendige noteapparat indrettet, så det ikke forstyrrer læsningen, men beriger den, mens krydshenvisningerne undervejs sørger for at genopfriske læserens hukommelse om mængden af bipersoner. Det er flot gjort.

Læsbarhed

Når moderniseringen af ældre skønlitterære tekster skal forsvares, er læsbarhed oftest argumentet. Minimum er naturligvis, at en modernisering foretages, så den ikke fordrejer meningen, hvilket i flere tilfælde er sket med eksempelvis H.C. Andersens eventyr, men er det tilstrækkeligt?

Også Line Krogh anfører læsbarheden. Mange har over for hende tilstået ikke at have kunnet kæmpe sig igennem Leonora Christinas kanoniserede værk, skriver hun.

I sig selv synes jeg ikke, det er et godt argument. Hvis digterens stil og stemmeføring går tabt, hvad er så vundet?

Men Leonora Christinas baroksprog holder nødvendigvis læseren på afstand. Hvad enten man vil eller ej, kommer sproget til at pege på sig selv, og man fremmedgøres unødigt fra tiden og omstændighederne. Indlevelsen blokeres, i stedet følger man møjsommeligt nogle fremmede, der foretager sig halvt ubegribelige ting.

I Line Kroghs gengivelse kommer man derimod tæt på, samtidig med at man fornemmer originalens tonefald. Læseren befinder sig pludselig midt i tiden og kan opmærksomt lægge mærke til, hvad der sker omkring hende. Det er meget vellykket.

Død og mord

Pludselig bliver man klar over, hvor nært inde på livet, den tids mennesker havde døden. Gang på gang bemærker Leonora Christina, at den og den nu er død. Til sidst ender hun med en hoverende liste på hele 11 over hendes fjenders lidelsesfulde dødslejer. Så mange faldt fra på de 22 år, hun tilbragte i Blåtårn.

Gang på gang konstaterer hun også, at den og den nu gifter sig for tredje eller fjerde gang. I dag er dette jo ikke i sig selv så voldsomt usædvanligt, men nu om dage skyldes det dog sjældent, at man allerede har lagt to-tre ægtefæller i graven!

Barnemord og andre mord synes at have hørt til dagens orden. Grusomt straffet, hvis de blev opdaget, men temmelig tilfældigt, om de blev, forekommer det.

At selv en så hård straf som den, der blev Leonora Christina til del, til enhver tid inkluderede en tjenende ånd, en kvinde, der var hos hende døgnet rundt, noterer man sig ligeså. Også at maden bestod af fire retter, at stegen hver aften blev skåret for af slotsfogeden, og at Leonora havde så rigeligt, at hun kunne sørge for tårnets øvrige fanger.

Der lå tommetykt lort på gulvet, tidligere fangers efterladenskaber, som aldrig blev muget ud, men ovnen var en bilæggerovn, det vil sige en ovn, der blev fyret op fra rummet ved siden af, så røgen kunne trække væk og ikke forstyrre aftensmåltidet. Den slags giver indblik i tidens tænkemåde.

Psykologisk snilde

Fortrolig med Leonora Christinas psykologiske sans bliver man ligeledes. Da Corfitz Ulfeldt bliver henrettet in effigie på slotspladsen, er hun ganske uberørt, skriver hun. Hun glæder sig blot over, at den levende model til træstøtten åbenbart er undsluppet sine forfølgere. Men hun beder sin tjenestepige i fængslet fortælle, at hun har grædt, og at hun bønfalder om, at træhovedet må blive taget ned fra sin stage - for at hendes fjender ikke skal finde på værre ting at straffe hende med. Ved andre lejligheder lader hun, som om hun kan trolddom, når hun kan se, at hun derved kan forsvare sig, og mesterstykket er hendes behandling af en medfange, Christian, der virkelig er en skidt knægt. Leonora Christina forstår til hver en tid at manipulere med hans humør, så hun uskadeliggør ham. Også hendes portrætter af de kvinder, hun har til sin opvartning og som i årenes løb passerer gennem hendes celle, er små, ofte humoristiske, ofte groteske perler.

Slagfærdig er hun. Da slotsfogeden slår en fangevogter, fordi denne har ladet Leonora Christinas dør stå åben, bebrejder hun fogeden hans hårdhed og undskylder fangevogteren. Slotsfogeden svarer, at han kun blev vred, fordi han havde en fremmed mand med, som kunne sladre.

»I det samme faldt nogle ord mig ind, som han havde sagt til mig for lang tid siden: »Ingen kvindefolk kan tie, men alle mandfolk kan!« (Dengang han sagde det, havde jeg tænkt, at hvis det forholdt sig sådan, så skulle mine uvenner jo have vidst, at hvis jeg havde vidst noget af det, de ville pådutte mig, så havde jeg ikke kunnet fortie det.)

Nu da han stod foran mig, sagde jeg til ham: »Hvad gør det? Det var jo en mandsperson. De kan alle tie. Her er ingen skade sket.«

Han kunne ikke lade være med at le og sagde: »Ja, I er god nok!««

Forfulgt uskyldighed?

Man ved fra historien, og fra bogens udmærkede indledning, at Christian IV's datter langtfra var uskyldig i det, hun blev anklaget for, nemlig at have været medvider til sin mands landsforræderi. Hun kan umuligt have været uvidende. Corfitz Ulfeldt fremstår som stadig mere desperat og forstyrret, til sidst forsøger han øjensynlig nærmest at sælge Danmark til hvem som helst, han håber på gunst fra.

Leonora fremstiller sig selv som forfulgt uskyldighed, der udelukkende står sine lidelser igennem, fordi det er bedre at være en uskyldig straffet end en undsluppen skyldig, som det hedder et sted. Man sender en tanke til ægtemanden ...

Men naturligvis ser man anderledes på det end dengang. I en verden, hvor blødsødenhed ikke ligefrem var den foretrukne omgangsform, hvor rang og stand derimod var samfundets selvfølgelige organisationsmåde, og hvor det desuden var reglen, at rigets mægtige mænd skabte sig formuer og gods på statskassens bekostning, er det ikke hendes 'lovovertrædelser', ej heller de uretfærdigheder, hun udsættes for, der vejer tungt for en moderne læser. Endsige hendes kærlighed til denne Corfitz. Om hun virkelig, som hun hævder, elskede psykopaten, eller om hendes trofasthed var et spørgsmål om en kongedatters ære, er svært at gennemskue i dag.

Men det er ikke for kærlighedshistorien, man læser Jammers Minde. Heller ikke for hendes lyrik, der sjældent lægger noget til de karske prosabetragtninger, og som sine steder nærmer sig lejlighedssangens rim: »Mig vandet gik til tænder/af sorg blev vredet hænder,/ jeg snubled, dog ej faldt ...« Nogen Kingo er hun ikke.

Det, man bider mærke i og kommer til at elske, er det portræt, Jammers Minde tegner af Leonora Christina selv. Om hun virkelig var så stoisk, viljefast og gudhengiven, som hun fremstiller sig, kan vi ganske vist heller ikke vide. Hun sad i Blåtårn i 22 år, der må nødvendigvis have været ups and downs.

Den sindsligevægt, hun lægger for dagen, både bøjer man sig imidlertid for og bliver sært opmuntret af. Man kommer slet og ret til at holde af hende. Selv forankrer hun sin styrke i en fast gudstro, men alle troede jo på Gud dengang, uden af den grund at besidde hendes karakter og mod.

Hun er en heltinde. Med moderne briller måske en sort heltinde, men heltinde ligefuldt. Og Line Krogh formår at føre hendes stemme op gennem århundrederne, så vi kan høre den den dag i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu