Læsetid: 4 min.

Et stort og fornøjeligt hop fremad

Med ’Prinsessen og Frøen’ vender Disney med fynd og klem tilbage til den håndtegnede animation, der engang gjorde enhver ny film fra selskabet til en begivenhed af de særlige
Med ’Prinsessen og Frøen’ vender Disney med fynd og klem tilbage til den håndtegnede animation, der engang gjorde enhver ny film fra selskabet til en begivenhed af de særlige
11. februar 2010

Det er en udelt fornøjelse at se Disneys seneste animationsfilm, den håndtegnede Prinsessen og frøen, der er selskabets første af slagsen i efterhånden en del år. Faktisk blev Disneys afdeling for håndtegnet animation lukket for nogle år siden. Men så besluttede Pixars kreative chef, John Lasseter – der blev leder af Pixar og Disneys samlede animationsindsats, da Disney købte Pixar – at genåbne afdelingen, og den truede kunstart blev genoplivet i en tid, hvor alt ellers skal være computeranimation.

Og gud ske tak og lov for det. Prinsessen og frøen er nemlig en både veltegnet, gennemdesignet, morsom og meget musikalsk film, der vækker mindelser om dengang, hvor enhver ny tegnefilm fra Disney var en begivenhed af de store.

Prinsessen og frøen er da også instrueret af Ron Clements og John Musker, der i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne var med til at bringe musefabrikken på ret kurs igen efter nogle mildest talt triste år både kunstnerisk og økonomisk. Således lavede Clements og Musker Den lille havfrue (1989) og Aladdin (1992), der er fulde af fantasi, følelser og visuel opfindsomhed – og to af de bedste af de nyere ’klassikere’ fra Disney.

Kys frøen

Prinsessen og frøen udmærker sig ikke mindst ved at byde på Disney-universets første sorte heltinde, Tiana, der i 1920’ernes New Orleans drømmer om at få sin egen restaurant – præcis ligesom hendes far, der døde i Første Verdenskrig.

Men det er ikke nemt, når man er født i den forkerte ende af byen og må have flere job for at kunne spare sammen til udbetalingen på den faldefærdige, forladte sukkerfabrik ved Mississippi-floden, hvor Tianas restaurant skal ligge.

Og bedre bliver det bestemt ikke af, at hun kysser en frø, der siger – for tale kan den naturligvis – at den i virkeligheden er en fortryllet prins, Naveen. Prinsessen og frøen er nemlig en variation over det gamle eventyr, og da Tiana kysser frøen, forvandles hun selv til en slimet, grøn padde.

Det umage par må nu bevæge sig ud i den jungleagtige sump for at finde en voodoo-præstinde, som kan hjælpe dem med at blive mennesker igen.

Undervejs får de hjælp af en jazzglad alligator, der bare så gerne vil spille med de store på en af de flotte hjuldampere på floden, og en gammel ildflue, hvis elskede er en af de store ledestjerner på himlen. Og i hælene har de den voodoo-kyndig mørkemand og svindler, dr. Facilier, der fortryllede prinsen, fordi han gerne vil have fat i Tianas barndomsveninde, Charlotte, datter af byens rigeste mand og – mener hun selv – Naveens tilkommende hustru.

Med liv og sjæl

New Orleans er med sin blanding af gammelt og nyt, fremskridt og overtro, by og natur og kulørte persongalleri og livsalige jazzmusik det perfekte sted at henlægge handlingen i et eventyr som Prinsessen og frøen. På den ene side fortæller filmen en klassisk, opbyggelig historie, hvor hovedpersonen må gå så grueligt meget igennem, før det hele ender i en vis fryd og gammen. På den anden side tager filmen sig friheder med forlægget og tilpasser det historiens ganske moderne snit.

Desuden er der i det dybe syden rig mulighed for, at animatorerne kan dyrke deres håndværk i tegningerne af byens flotte, gamle træhuse, elegante sporvogne, den uvejsomme sump med alle dens alligatorer og insekter og de sjove figurer, der er en klassisk Disney-tegnefilm værdig.
Det er mestendels en venligtsindet, forførende udgave af New Orleans, vi præsenteres for i en hyldest til byen, der er jazzmusikkens vugge, og som i august 2005 blev så hårdt ramt af orkanen Katrina. Og det greb om virkeligheden kan man kun bifalde, når det gøres så morsomt og appetitligt som her, akkompagneret af Randy Newmans sprøde jazzede sange og melodier.

Samtidig har Ron Clements og John Musker gjort Tiana til en handlekraftig og viljestærk ung kvinde, der ved præcis, hvad hun vil med sit liv, og intet – hverken penge eller hendes hudfarve – skal afholde hende fra at opnå det. Men som det så ofte sker i eventyr, rammes hun undervejs af kærligheden og må sande, at tingene ikke altid går, som man planlægger dem – måske fordi man inderst inde alligevel ikke helt har fundet ud af, hvad det var, man havde brug for.

Indimellem er Prinsessen og frøen godt nok en anelse for sentimental og salvelsesfuld – Randy Newmans ballader er altså ikke lige så gode som hans mere tempofyldte sange – men som oftest er den en både humørfyldt, charmerende og dramatisk film, der minder os om, hvor godt håndtegnet animation kan tage sig ud, hvis folkene bag lægger deres liv og sjæl i den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu