Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Symfonien var en rejse til nattens ende

Gustav Mahlers dunkle 7. Symfoni spilles sjældent i vores koncertsale. Den går for at være hans mindst tilgængelige værk. Men torsdag aften fik symfonien sit danske gennembrud med Radiosymfonikerne under en finsk mirakelmager
Kultur
16. februar 2010

Det var en aften, som vil blive husket længe. Man var hægtet på lige fra begyndelsens hviskende rytmer og først sluppet fri godt 80 minutter senere, ramt af et øredøvende brag af en C-dur-akkord. Gustav Mahlers 7. Symfoni er en sjælden gæst på vore breddegrader, en uregerlig og utilgængelig mastodont, men når den får en så ypperlig opførelse som her, forstår man, hvorfor Mahler spøgende kaldte den sit bedste værk og overvejende af munter karakter.

På dirigentpodiet kræver symfonien en skarp analytisk begavelse, en musiker med en kolossal viden om strygerkultur og ikke mindst en fintfølende general for at bringe orden og mening i orkestertroppernes fremfærd gennem dette splittede, kryptiske og djævelsk fascinerende partitur. Alle disse kompetencer synes forenet i John Storgårds' personlighed, den finske dirigent og violinist som har gæstet DR i de forløbne to uger.

Radiosymfonikerne havde i januar en lignende succesoplevelse med Herbert Blomstedt i Bruckner; i torsdags var det et langt større orkester, 106 musikere, og en vanskeligere opgave. Men der blev spillet som om det var en leg, med en selvfølgelighed og en frihed, der må aftvinge den største respekt. Hvad må denne jordbundne mirakelmager ikke kunne udrette med dette orkester, hvis han blev headhuntet som dets nye chef? For mig at se er der intet at betænke sig på.

Den 7. Symfoni høres som en rejse til nattens ende, de fire første satser vender og drejer dette tema, forstået som hjemstedet for mørkets kræfter og sindets fortrængte afkroge, som tiden for ro og indre fred, og endelig som ægte tysk romantik med fuglestemmer, skovensomhed og rislende kilder. Mahler har lagt et symbolladet storyboard frem, som faktisk virker filmisk i hele sit montageagtige anlæg, og det er påfaldende, at det store orkester ofte tier for at vige skuepladsen for blæsersolister og koncertmestre i strygerkorpset. De var alle på toppen, men tre skal fremhæves for deres mesterligt billeddannende replikker: Finnen Olli Leppäniemi (klarinet), Michael Frank Møller (trompet) og Lasse Mauritzen (horn). Man forstår meget godt, hvorfor flere London-orkestre har haft de to sidstnævnte i kikkerten.

Den nye koncertsal viste sig at være et noget nær fuldkomment rum til at formidle symfoniens specifikke geografi. Det gjaldt især de solistiske indslag, som skal fremtræde med prægnans, uanset hvor svagt de er noteret, eksempelvis de fjerne koklokker i den første nattemusik og sågar mandolinen og guitaren i den anden nattemusik. Storgårds fik iscenesat disse mange stemmer med en betagende nuancering i dybden og bredden.

Strygerspil af høj klasse

Når orkestret spillede for fuldt udtræk, var det på intet tidspunkt ude af balance. Det tunge messing blev holdt nede, ingen billige effekter fra den kant, og hvor var det velgørende, helt modsat af den måde orkestrets tidligere finske chefdirigent, Leif Segerstam, kunne maltraktere Mahler.

Det virkeligt opmuntrende ved opførelsen var imidlertid John Storgårds' transformerende arbejde med det hårdt arbejdende strygerkorps. Der kunne skrives spaltevis med eksempler. Åbningssatsens trodsigt marcherende hovedtema gnistrede med sejt optrukken rytmik, mens sidetemaet i dur skiftede til et helt andet klima, et smægtende rubato som violinerne mestrede sikkert i det konstant omskiftelige farvand. Senere i satsen, når temastoffet puttes ned i den store smeltedigel, dukker et åndehul op, en religiøs vision, hvor celloer og kontrabasser føres frem som et ottestemmigt munkekor, og Storgårds skabte her en mageløs intensitet af fjernhed. Ligesom man blev beruset af det efterfølgende gigantiske lysindfald i H-dur med violinernes strålekrans i det højeste register.

Man kan altid diskutere tempovalg i en fremførelse, jeg var ikke altid enig med Storgårds, men måtte alligevel give ham ret, når hans hensigt var ført til ende. Som i den første nattemusiks tyste vandretema i c-mol, det virkede en kende slæbende, og et slæbende tempo var noget nær det værste Mahler kendte til i musikken. Så skiftes der med et sug i maven til et overgivent rislende As-dur-tema i celloerne, Storgårds gav tempoet et lille puf, og straks blev man løftet frem i sædet.

Jubel til overflod

Det var den ny musiks guru, Theodor Adorno, der bortdømte lysets frembrud i finalen af Mahlers 7. Symfoni, der var for mange C-dur treklange, det var for afmægtigt og anstrengt muntert. Og godt nok giver Mahler den gas med trompeter og pauker og tydelige referencer til festmusik hos Wagner og Mozart. Plus en hel del sære grublerier og skriblerier indimellem. Men man må sige, at tingene faldt på plads ved denne torsdagskoncert. For måske mente Mahler, at der ikke var grund til at fejre noget som helst efter nattens ende, måske ville han skabe afstand til den forventede finalejubel som hos forgængerne og gjorde det ved at overtrumfe dem noget så eftertrykkeligt. Sådan som Sjostakovitj under andre omstændigheder løste lignende problemer. Det forekom mig, at John Storgårds var på den linje i sin udlægning, så gennemarbejdet ned i den mindste detalje var musikken, så drillende veloplagt blev patchworket sat sammen, så afstemt lød den vanskelige orkestrale disposition. Hvor man hos andre dirigenter sidder og tænker på, at denne finale snart burde få en ende, kunne man ikke få nok af den i torsdags. Og det er i sandhed en bedrift at nå så langt hos Gustav Mahler.

Torsdagskoncert i Koncerthuset den 11. februar. Mahler: Symfoni nr. 7. DR Symfoniorkestret. Dirigent: John Storgårds. Gentages lørdag den 13. februar kl. 16.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her