Læsetid 3 min.

Da totalteatret hævnede sig på Ghita Nørby

Den gamle dame besøgte byen med stolthed og styrke. Men spændende er Det Kgl. Teaters giga-satsning desværre ikke
Den gamle dame besøgte byen med stolthed og styrke. Men spændende er Det Kgl. Teaters giga-satsning desværre ikke
1. marts 2010

Selvfølgelig måtte det blive Kaspar Rostrup, der fandt på at invitere tilskuerne til at sidde helt oppe på scenen i Skuespilhuset. Totalteatrets 69-årige nestor har ikke kunnet modstå fristelsen til at omdanne halvcirkelrummet til en hel arena: Designet som oplagt kampplads for Ghita Nørby i Den gamle dame besøger byen - og som en generøs gestus over for publikum, der nu kan stirre direkte op i scenetårnet. Scenografen Rikke Juellund har mangedoblet Rostrups instruktøridé med flotte indfald, ikke mindst med en underjordisk jernbane gennem scenen, så Ghita Nørbys damptog kan ankomme med statelige damppust. Og det sædvanlige tilskuerrum har fået en ny rampe, så hun kan spankulere ind på tårnhøje sylehæle og knaldrød paryk.

Friedrich Dürrenmats klassiker handler om hævn - og om demokratiets skrøbelighed og stammelogikkens kraft. For hvis man kan få løst alle sine problemer ved bare at ofre én eneste mand, ville det så ikke være til samfundets bedste? Grauballe-manden har jo ikke været den eneste, der blev udvalgt. Og hvis nogen kunne ofre selveste Henning Jensen, så ville det vel være Ghita Nørby?

Jo, det ville det vel. Men teksten virker gammeldags, og desværre fører Kaspar Rostrups stærke idé ikke til forløsning af stykket. For selv om teatret er ombygget til en arena, så spiller spillerne 95 procent af tiden ud mod det traditionelle scenerum.

Selv havde jeg fået billet oppe på scenen, i 'damesiden', så jeg har nu studeret Ghita Nørbys nydelige, venstre kindben ganske nøje. Jeg har hørt frosten i hendes stemme, og jeg har bøjet mig for hendes divakarisma. Men jeg har ikke kunnet se hendes øjne. Og jeg har frem for alt ikke mærket passionen mellem hende og Henning Jensen - altså den kærlighed fra deres unge dage, som har ødelagt hele hendes liv, og som nu har fået hende til at rejse hævngerrig tilbage til den lillebitte by, hvor han stadig bor.

Hvem elsker endnu?

Jo, i et glimt var passionen der. Da sad de to på en bænk, hvor Henning Jensen forsøgte at imponere hende lige som i gamle dage. Han rykkede helt machotæt på hende, og deres kroppe fortalte historien lige så meget som deres ord. Dét kunne mærkes uden at se deres ansigter.

Men i den øvrige, langstrakte hævnhandling er de dunkende følelser væk. Måske også fordi akustikken i det åbnede rum slet ikke kan klare tilskuerspredningen. Selv om de 21 skuespillere faktisk bærer mikroportere ligesom de 10 korsangere, så var mikrofonstyringen ikke effektiv nok; særligt ikke for mandebrummerne, der lød som grød. Kun Ghita Nørbys sikre stemme gik igennem, lige som Henning Jensens. Og Søren Spannings nuancerede klangstemme fik tilsvarende listet sig rundt mellem de sorte mursten, måske også fordi Spannings indædte rektor boltrede sig frit i hele scenerummet.

Til gengæld vrimler forestillingen med vidunderlige birolletolkninger. Flemming Sørensen spiller topmavemand med humør. Bente Eskesen er opportunistisk journalistkvinde. Troels II Munk har politiuniformen på inden i sin krop, og Robert Reinhold er herligt irriterende som forkælet søn over for Susan A. Olsens skønt overgearede datter. Bjarne Henriksen har lagt sin fedtede borgmestermagt langt fremme i sit tunge krop, og Peder Holm Johansen er kynisk tv-speaker, mens Søren Rode er perfekt butler. For ikke at glemme Søren Lenander og Jan-Michael Senderowitz som bizarre, blindede tvillinger - og flotte Peter Jorde som Ghita Nørbys ægtemænd. Michael Moritzen og Morten Eisener hænger sjovt ud som Ping og Pong, og Karl Antz er lægen, der gladeligt underskriver dødsattester. Ole Ernst tackler præsten med minimalisme. Alle vogtes af Dan Boies og Wayne Walkers tatoosikre bodyguards. Og så lyser Marie Louise de Coninck med sin modige spinkelhed som Jensens griske hustru.

Denne sansesatsning i gigaformat kunne have været gysende morsom. Det blev den bare ikke. Op i toget igen.

'Den gamle dame besøger byen.' Tekst: Friedrich Dürrenmatt (1956). Oversættelse: Niels Brunse. Bearbejdelse og iscenesættelse: Kaspar Rostrup. Scenografi: Rikke Juellund. Lys: Bjarne Olsen. Koreografi: Zitta de Fries. Musik: Fuzzy. Skuespilhuset, Store Scene, til 20. maj. 2 t 20 min. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu